Som at være forhekset - at have en spiseforstyrrelse

Skrevet d. 18-8-2017 13:03:24 af Anne Katrine Hummelgaard

Som at være forhekset - at have en spiseforstyrrelse

https://pics.gomentor.com/p/id_4796__b_0__ext_jpeg__w_180__sc_1/Anne Katrine Humlegaard2.jpg

Når man har en spiseforstyrrelse, ser verden ofte meget anderledes ud, end den gør for mennesker uden en spiseforstyrrelse. Spiseforstyrrelsen kan beskrives som en slags hjelm, man har over hovedet, den farver, hvad man ser, hvad man hører, hvad man siger, hvad man spiser, og hvad man gør. Når jeg taler med klienter om, hvordan det var at komme ud af spiseforstyrrelsen, så ser de som regel tilbage med undren på, hvad de tænkte og gjorde, dengang hvor spiseforstyrrelsen herskede over dem. I mange eventyr beskrives forskellige former for forhekselse, og hvordan helten eller heltinden overvinder denne forhekselse. Det kan føles som, at hele verden forandrer sig.

 

Spiseforstyrrelsen regerer nogle gange med en nådesløshed og selvdestruktivitet, der kan skræmme ens omgivelser, og som kan virke helt uforståelig på en, når man først er kommet godt ud af den.

 

Når man har en spiseforstyrrelse vil den ofte farve ens opfattelse af selv de mindste ting. Sort/hvid tænkning er meget almindeligt, og nuancerne har ofte svære vilkår. Et kilo som man har taget på i vægt kommer med denne tankegang til at blive en ren katastrofe, fordi et kilo = hundrede kilo. Har man taget et stykke chokolade bliver man pludselig nødt til at spise hele pakken, fordi et stykke chokolade = hele pakken. Er man uvenner med sin veninde, så kan man frygte at miste hende helt, fordi uvenner = brud. Det går fra nul til hundrede på et splitsekund. Når man langsomt begynder at komme ud af spiseforstyrrelsen, begynder man også samtidig at genopdage nuancerne. For rigtig mange er det en kæmpe lettelse, verden får sine farver tilbage, det bliver meget lettere at leve, fordi mindre ting ikke omsættes af spiseforstyrrelsen til katastrofer.

 

Ofte vil man være meget perfektionistisk, når man har en spiseforstyrrelse. Perfektionisme er i mange sammenhænge en god ting, jeg vil for eksempel helst opereres af en perfektionistisk hjernekirurg frem for en ikke perfektionistisk hjernekirurg. Men når spiseforstyrrelsen er stærkest, så er perfektionismen ofte selvdestruktiv, intet er godt nok, og når intet er godt nok, så føler man sig oftest selv heller ikke god nok. Det kan være ligesom den opgave, der findes i mange ugeblade ”find fem fejl”, blot er det mindst fem fejl ved en selv, der hver dags skal gennemgås minutiøst. At begynde at tillade fejl og mangler kan være en meget krævende øvelse, men den er også meget vigtig, fordi livet ikke er perfekt, og det er meget menneskeligt at fejle. Nogle steder i verden laver man bevidst fejl. I mellemøsten hvor nogle af jordens smukkeste tæpper bliver skabt, siges det om nogle af tæppemagerne, at de er så dygtige, at de selv helt bevidst laver tre små fejl, fordi de er troende, og kun gud er fejlfri. At træne sig i med vilje at lave mindst tre små fejl hver dag, kan være en rigtig god øvelse. Det kan også være en god idé at arbejde med ikke at finde fejl ved sig selv hele tiden, det kan være en anden god måde at blødgøre sin perfektionisme lidt på, så den ikke længere er selvdestruktiv.

 

I næste blogindlæg vil jeg skrive videre om spiseforstyrrelsernes måde at farve verden på, hér kommer jeg ind på det at mangle selvværd, at være selvhenførende og at have humørsvingninger.

 

Kærlig hilsen

Anne Katrine

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.