Social Fobi

Om morgenen møder han på kontoret sammen med nogle hundrede kolleger i den driftige virksomhed, hvor han har arbejdet i mange år. Han er dygtig til sit arbejde, en af de bedste på sit område, har modtaget adskillige hædersbevisninger og nyder stor faglig respekt i branchen. Alligevel hader han at gå på arbejde. Hvorfor? Fordi nogen engang har opfundet begrebet frokostpause. Hver evig eneste dag klokken tolv er det meningen, at man skal afbryde det, man er i gang med for at gå ned i kantinen sammen med de andre og indtage sin frokost. Han hader det. Ikke fordi han har noget imod at spise, men fordi frokostpausen er en social begivenhed, som han på ingen måde føler sig tilpas i. For ham at se er det hele ét stort spil, som det det drejer sig om at overleve – Robinson for fuld udblæsning “live”, med tonsvis af intriger, hvor åbenlyse vindere ydmyger åbenlyse tabere. Kantinen er en jungle, hvor alle titler og dørskilte er ophævet, der gælder kun én lov, survival of the fittest. Så hver eneste formiddag mærker han, hvordan angsten bygger sig op indeni ham, indtil den kulminerer lidt i tolv, hvor han mekanisk bevæger sig den tunge vej til skafottet – han føler sig ubetinget som en af de evige tabere, uanset hans curriculum vitae og faglige bedrifter. Da jeg møder manden har hans problematiske forhold til sociale situationer stået på i mange år, ja faktisk hele hans liv, når han tænker over det. Det falder ham ikke svært at trække en lige linie tilbage til skoletiden, hvor det at gå i kantinen også var en stærkt ubehagelig oplevelse for ham. Dengang var det sociale game endnu mere brutalt, men til gengæld var der ikke så mange skjulte dagsordener, som han oplever at der er blandt voksne mennesker. Der kan selvfølgelig læses et skær af paranoia ind i mandens noget stereotype oplevelse af og ageren i forhold til sociale situationer, hvilket flere i hans omgangskreds da også venligt har sagt til ham. Oftest er han blevet fejet af bordet med “sikke noget pjat, du skal da bare prøve at slappe lidt af – folk bider ikke”. Men det har ikke just været en hjælp for manden, at man på den måde har klassificeret hans oplevelse under “vrangforestilling”. Det er min vurdering, at der i mange virksomheder faktisk foregår massiv mobning, visse steder af sådanne dimensioner, at det koster menneskeskæbner. Mange steder er der egentlig ikke den store forskel på skolekantinen, hvor de stærke giver de svage buksevand eller kaster med deres madpakker, og så den tilsyneladende noble firmafrokoststue. Mandens problematik er ikke løst, men det har givet ham et tiltrængt pusterum at blive taget alvorligt. Næste skridt bliver at finde ud af, hvordan han veksler noget af sin faglige stolthed til social stolthed.