Skrevet d. 17-9-2018 12:23:44 af Claudia Rønne - Psykoterapeut
Læs disse 4 huskeregler før du vælger en samtaleterapeut.
For år tilbage, fik jeg anbefalet en psykoterapeut med disse ord. ”Hun er super dygtig, ser lige igennem mig og har praktiseret i mere end 25 år. Hun har lært mig utrolig meget og jeg vender altid derfra med fornyet energi” Ikke dårligt, tænkte jeg. Hende må jeg prøve….
Huskeregel nr. 1:
Anbefalinger er selvfølgelig gode, men i forhold til psykoterapi, er de ekstrem subjektive og handler i sidste ende om kemi og kontakt. Fordi din ven/veninde har haft god kemi med en terapeut, er det ikke ensbetydende med at du vil få det.
Jeg ankommer til terapeuten, hvor omgivelserne er perfekte, der er ro og lokalet er lyst og venligt. Der står te og vand klar på bordet og endda en skål med frugt. Alt er som jeg kan lide det. Her er hyggeligt og jeg fornemmer en god energi.
Terapeuten indleder med at fortælle kort om sig selv og nogle praktiske oplysninger. Vi går i gang og jeg får konkretiseret mine problemstillinger, vi taler frem og tilbage og jeg modtager mange gode og refleksive spørgsmål og synes terapeuten virker dygtig og kompetent. Hun giver mig tilmed et par øvelser, jeg kan arbejde med hjemme.
De 75 min. går hurtigt men trods alt det positive, går jeg derfra med en fornemmelse af, at der manglede noget. Det hele virkede for formelt, for pænt, for overfladisk, for lidt...
Huskeregel nr. 2:
Mærk efter om der var en god og tryg kemi. Kemi opbygges over tid, men du skal helst have færden af den ved det første møde.
Jeg vælger IKKE at booke en ny tid og først da jeg møder terapeut nr. 4 i min søgning efter den rette terapeut, forstå jeg hvorfor jeg valgte de andre fra.
Hos terapeut nr. 4 er der også pæne omgivelser, kaffe og vand. Forskellen er at terapeuten er nærværende på en helt anden måde og her har jeg en klar følelse af, at hun oprigtigt er interesseret i mig og mit liv og ærligt anerkender mig, når det sker i samtalen.
Hun vækker tillid og jeg har lyst og mod til at åbne ind til min sårbarhed. Det er ligesom om min parader falder i hendes nærvær. Der er en tryg og tillidsfuld relation. Hun udviser en omfavnelse, der gør, at jeg som klient kan slappe af og føle, at hun har styr på det.
Huskeregel nr. 3:
Tillid og mod er grundstenene i at turde at åbne sig og være ærlig overfor sig selv og terapeuten. Hvis ikke du føler tillid, kan du ikke være modig.
Den svenske psykolog Sverke Berlin har skrevet bogen: ”Relation før metode”. Her beskriver han, hvordan relationen i terapeut/klient arbejdet er essentielt for overhovedet at kunne arbejde med klienten. Jeg er meget enig!
Jeg har i den grad erfaret på egne krop, hvad den trygge relation betyder og hvad den gør af forskel i arbejdet som terapeut med mine klienter og som klient selv.
Der findes så mange psykologiske metoder og retninger men samtaleterapi virker først, når relationen, hjertet og den oprigtige interessen smelter sammen.
Huskeregel nr. 4:
Prøv dig frem, mærk efter og ring evt. og tal kort med terapeuten inden du booker tid.
Jeg ønsker dig held og lykke med at finde den helt rigtige terapeut for dig.