Skrevet d. 24-7-2018 10:11:31 af Signe Westi Løvland - Psykoterapeut MPF, Familieterapeut/-rådgiver, Stresscoach, Mentaltræner
Sårbarheden
og det nærende ved at turde dele
Sårbarhed
- et kendt og benyttet ord, et begreb, som vi bruger i flæng. Man kan stå i en
sårbar situation, når man f.eks. bliver skilt. Man kan være sårbar når man har
mistet en kæreste, eller et kært husdyr, man kan blive sårbar hvis man kommer i
en situation hvor man bliver mindet om en gammel smerte, som f.eks. hvis man er
blevet fyret, eller har oplevet en fyringsrunde.
Men det er momentvise dele
af vores liv, hvor vi ’legitimt’ tør vise vores sårbarhed. Størstedelen af den
del i vores liv pakker vi væk. Hvilket er en af de største fejl, vi kan gøre,
overfor os selv og vores børn.
Sårbarhed har en klang af
at stå nøgen, at stå blottet, samtidigt kan det også have en fin klang af noget
ømt, noget vi gerne vil passe på. Noget med at turde dele.
I mine samtaler med børn
og unge, især de hvor man umiddelbart bliver mødt af en hårdhed, en skal, hvor
de mere får skubbet folk fra sig, end de kalder på omsorg og forståelse. Ikke
desto mindre er det slående, hvor enslydende de svarer på hvorfor, og hvad de i
virkeligheden passer på, når snakken falder på deres sårbarhed: de er bange for
at blive ’afsløret’. I forståelsen af at blive afsløret ligger der en frygt for
at blive afvist hvis de er dem selv.
Det er gamle erfaringer,
der kan indeholde historier om, at da de var spæde, små børn, større børn, oplevede
de, at de ikke var ’gode nok’, når de viste deres angst, deres frygt, når de
var bange. Det kan være i begge ender af skalaen, både i ’småtingsafdelingen’
og i den mere tunge, hvor det er grovere omsorgssvigt. Men det behøver bestemt
ikke være forbeholdt den tungere ende at vi passer på sig selv og vores
sårbarhed.
Dvs. de, som vi egentlig
støder os på, er ofte de mennesker, der har mest brug for at føle omsorg, føle
forståelse, for derved at kunne skabe en spirende tillid, en relation, hvor de
tør lade noget af deres ’skal’ falde.
Men vi har brug for
sårbarheden, vi har i allerhøjeste grad brug for den. Den er forudsætningen for
at vi kan forbinde os. Forbinde os til hinanden. For at føle og opleve
kærligheden har vi brug for at forbinde os, for at forbinde os har brug for at
vise hvem vi er.
Og det er svært, dels
fordi mange af os ikke er fortrolige med at vise og leve med den på en harmonisk
måde, måske fordi vores egne forældre, vores biologiske ophav, ikke evnede at
kunne rumme den, eller selv ikke var trygge og fortrolige med den. Dels fordi
vi lever i et samfund der ofte ser sårbarheden som et problem, som en manglende
evne til styrke, og som en svaghed.
Det kan betyde, at når
børn og unge ikke har det komfortabelt med at skulle vise deres sårbarhed, må
vi hele tiden kigge tilbage på os selv, se på samfundet. Hvad kan jeg ændre hos
mig selv, således at MIT barn, er fortrolig med sin egen sårbarhed. Det er også her vi genkender hinanden. Jeg
har mange eksempler med gruppesamtaler med børn, hvor de i ’deres’ rum fik
skabt en stemning af, at her kan vi dele de følelser i mig, hvor jeg tør
fortælle og give udtryk for min frygt, min ikke-god-nok-hed. Kun for at blive
grebet i den anden ende, hvor klassekammeraterne kunne fortælle at de udmærket
godt kendte den følelse.
Det er smukke stunder, når
klienter oplever, at når de tør lade sig falde, derned hvor man ikke er sin
identitet, sin titel, sit tøj, etc., der hvor du bare er, der møder du også det
smukke ved sårbarheden. DU ER BARE. Når vi som fagpersoner og som forældre tør
lade os føre os selv derhen, vil vi for alvor kunne mærke og opleve en
forandring i os selv og dernæst i vores børn og unge. Det er her vi forbinder
os med hinanden. Vi afklæder os selv, og blotter os. Det kan i sig selv være en
angstprovokerende tanke for de fleste af os, men lige præcis derfor er der brug
for at vi gør det.
For at komme i en dybere
kontakt med din sårbarhed er du nødt til at give slip på frygten for at blive
bedømt og vurderet af andre. Stil dig selv spørgsmålet, hvad er det værste der
kan ske, hvis jeg følelsesmæssigt giver udtryk for det som jeg kan være bange
for at vise. Hvad vinder jeg ved det?
Men det forpligter, så
hvis du vil stræbe efter ikke at skulle vise en bestemt og konstrueret udgave
af dig selv, må du selv praktisere ikke-dømmen overfor andre. Bestem dig for,
at i dag vil jeg ikke dømme noget som helst, det er bare hvad det er; og i dag
vil jeg ikke lade mig selv dømme. Jeg er bare. Det lyder nemt, og det kan det
også være, men det kan også være svært. Når vi opdager, at vi faktisk meget
ofte dømmer andre bare for deres måde at se ud på, deres måde at formidle på,
udtrykke sig på, må du hjem til dig selv, og huske dig selv på, hvad du har
lovet.
Men hvorfor gøre sig al
den ulejlighed? Fordi, når du kan slippe din egen trang og behov for at skulle
dømme andre, slipper vi også behovet for at skulle være noget bestemt i andres
øjne. DU ER BARE!
Deri ligger din frihed til
at være dig! Og det er alt værd. I min klinik oplever jeg, at mange har
grundlæggende har problemer med at være sig selv, netop fordi de har mistet sig
selv, og så at sige går ved siden af dem selv. Den tilstand bliver let til
fremmedgørelse for os selv, vi kan ikke mærke os selv, og bliver i den sidste
ende triste og ulykkelige. Så start med ikke ville dømme dig selv og andre. Det
er med til at fjerne den mentale støj, du omgiver dig med hver dag. Det
fritstiller dig i en grad, hvor du bliver uafhængig af skulle være på en
bestemt måde, at skulle begrænse dig selv. Du vil opleve at livet er så meget
nemmere at være i.
Brug derfor tid på at
ville forbinde dig med dig selv. Det pudsige ved det er, at når du bestræber
dig på at ville forbinde dig med dig selv, så kan du også i en lettere grad
forbinde dig til andre. Der står så at sige ikke noget imellem jer, I er bare.
Vær i stilhed med dig selv, gerne i naturen, mærk
naturen omkring dig under dig, over dig, rundt om dig, lyt til den. Det handler
om at se godheden i andre og i dig selv. Du får muligheden for at se
konsekvenserne af dine valg, når du tilvælger at have tid alene – kun sammen
med dig selv.
Frygt ikke.
Døm ikke.
Modsæt dig ikke.
Således kan du sammen med dig selv skabe et miljø der er ærefuldt, respektfuldt, støttende. Herfra er det så meget nemmere at undersøge, hvem er jeg, igen og igen. Men der er ikke nogen grund til at lade det perfekte være det godes fjende – din ambition kan også være frygt mindre, døm mindre, modsæt dig mindre. Vi er, trods alt, kun mennesker.