Sårbarhed - en ressource

,

Hvorfor er sensibilitet, sårbarhed og det skrøbelige så utrolig vigtigt for os alle og hvorfor lammer vi sårbarheden i os selv og fortrænger den fra vores liv når vi møder den?

Musikeren Sting skrev en gang en sang der handlede om sårbarhed.   Den hed ”How fragile we are” og beskriver sårbarheden og skrøbeligheden som et alment menneskeligt vilkår. Men for os i dag er sårbarhed som bekendt et meget problemfyldt område set i lyset af konkurrencesamfundet.  Psykisk sårbarhed får typisk en diagnose og afskibes som ubrugelig – belastende - uproduktiv. Men det er også præcis i netop sårbarheden der mærkeligt nok gemmer sig kolossale ressourcer.

Sårbarhed (og -dødelighed dybest set) – er i vores samfund et kæmpemæssigt tabu men samtidig en kilde til den yderste menneskelige værdi som konkurrencesamfundet ikke udvinder de kolossale ressourcer fra.   Hvad stiller vi lige op med den mest udtalte sensibilitet hvis vi indser at vi alle er fragile / sårbare og videre med fortrængningen af den?

Og hvordan kan det så egentlig være at vi mørklægger dette vigtige aspekt i vores egne liv eller vores nære families når vi møder det?

Fysisk eller psykisk sygdom bliver i dag langt hen ad vejen fortiet og skammet ud (tabuiseret ) og belagt med følelser af skam til uvurderlig smerte for det enkelte menneske f.eks. det barn som oplever mobning eller fortielser omkring en forældres psykiske sygdom eller død.

Og hvad sker der så videre med det barn?

Barnet vil meget typisk komme til at lamme følelsen af svaghed eller skrøbelighed og lide i stille isolation fordi det er så svært for andre at rumme det. Det er ubønhørligt, og det er ren Junglelov på samme måde ganske som børn ofte fortier mobberi i skolen af angst for skammen over ikke at være så robuste eller perfekte som ”de andre”.

Og i et ekstremt perfektionistisk præstationssamfund som vores er det for tiden tydeligvis et vilkår.

Men vi ved i dag også at f.eks. mobning er et fænomen som rammer ret store procentdele af en årgang. Børn enten bliver mobbede eller føler sig mobbede og anderledes og havner måske efter årelang mobning i kategorien for PTSD ofre.

Altså på niveau med traumatiserede veteraner efter krig og voldsomme ulykker, vold.  Så traumatisk og dramatisk kan det i virkeligheden sagtens være.

Men når barnet så lammer en enkelt følelse som sorg, ensomhed, skyld, smerte -simpelthen for at overleve, er det for den enkelte faktisk en ret katastrofal strategi fordi det næsten ikke kan lade sig gøre kun at isolere en enkelt følelse fra hele ens repertoire af følelser. Det betyder i praksis at man også kan komme til at lamme en række andre følelser af mere positiv karakter – som håb, glæde, empati ja, og selve følelsen af at høre til og det er særdeles alvorligt. At høre til er en nemlig en grundfølelse som er det omdrejningspunkt livet handler om. Hører vi ikke til føles det som død. Bogstavelig talt.

Og på længere sigt kan det let medføre en følelsesmæssig distancering så man gradvist måske ikke længere hverken kan mærke sine egne følelser, endsige udtrykke dem.

Og kan man ikke mærke sine egne følelser længere er det meget sværere at opleve andres og dermed reagere empatisk overfor andre og- ikke mindst - også at få et sandt billede af sig selv fordi meget væsentlige dele af ens eget selv ligger i ”skygge” – dvs. er fortrængt og ubevidst.  Dette skyggematerialet er så kun til rådighed sporadisk – i drømme, eller i aggression overfor tilfældige andre som på en eller anden måde minder en om noget af det fortrængte stof.

Det kan man bare ikke holde ud når man ser andre udfolde eller udleve netop dette aspekt.

Typisk f.eks. svaghed eller sensitivitet som så dømmes ude som taberagtigt.  Eller en helt naturlig selvhævdelse på den anden side som kaldes for blær eller snobberi.  Det sker politisk og i masser af relationer mellem mennesker – f.eks. skolegårde eller på arbejdspladser!

Når vi håndterer psykiske udfordringer i behandlingssystemet bruger vi gerne diagnoser til at separere det ikke-normale adfærdsmønster fra det normale selvfølgelig for at finde den rette behandling men i den proces går der mange væsentlige ting tabt for den enkelte.

Eksempelvis netop følelsen af at høre til og være som de andre og det tab sammen med en diagnose vil næsten altid være en yderligere voldsom psykisk belastning i reglen simpelthen pga. den generelt ringe kapacitet til at rumme det ikke -perfekte.

Tænk f.eks. på det barn som får diagnosen ADHD, ADD  eller en anden af de efterhånden talrige af slagsen? Hvordan skal det barn overleve i den klasse han går i velvidende at kammeraterne måske nok får svært ved at acceptere ham som den han er.  Og hvad med hans forældre. Hvad med den store sorg de kommer til at gennemleve og den skam og udefinerlige skyld de let kommer til at føle – hvad gør disse følelser ved dem? Og når de så let kommer til at fortie eller tabuisere følelsen (altså lamme den) hvordan påvirker det så hele familien? 

Ja, det vil rent faktisk ofte være invaliderende for hele familien. I min terapeut praksis møder jeg meget ofte mennesker som har lidt under sådanne følelser.

Men hvis man på den anden side får hjælp til fuldt ud at acceptere sårbarheden hos sig selv og evt. sit barn forløses der samtidig en enorm styrke, en stolthed og en glæde uanset hvordan situationen ellers udvikler sig. En sådan accept vil naturligt også føre til en integration når det ubevidste fortrængte hæves til bevidsthed.

For det er lige præcis bag denne forkætrede sårbarhed eller sensibilitet at disse positive og kreative ”livsvilje følelser” gemmer sig i lammet form.

Derfor er det klogest at du meget bevidst prøve aldrig fortrænge eller skjule din sårbarhed for så kommer du let til også at gemme eller lamme din styrke og vilje – ja, faktisk handlekraft  og din kreativitet –ikke bare for andre men vigtigst også for dig selv.

Processen er livgivende og spændende men føltes ofte livsfarlig fordi vi er opdraget til alt andet så hjælp kan her være en rigtig god ide.