Så hvor er vi på vej hen?

Så hvor er vi på vej hen?

Hvem har egentlig lavet reglerne for hvor mange sygedage et menneske bør have om året? Og hvad skete der med medmenneskelighed og omsorg?

Jeg husker tydeligt stemningen fra to afdelinger jeg har arbejdet i. Begge i samme firma

Eks. 1 En kollega har tit barn syg og vi arbejder sammen som et team 5 personer. Vi accepterede det og fordelte så opgaverne i mellem os. Vi stod sammen og alle ydede det de kunne med de ressourcer de havde til rådighed. Vi holdt pauser sammen, grinede og vi nåede stort set alle vores mål.

Eks. 2 I en anden afdeling. En kollega havde ofte barn syg, tit efterfulgt af at hun selv blev syg. Her oplevede jeg så desværre en helt anden stemning. Her blev talt dårligt om det. Er hun nu syg igen? Syg lige efter barn syg?

Senere kom jeg til at mærke det selv…med en bonusdatter med svær ADHD og en samlet børneflok på 4 børn har jeg været der hvor jeg både var meget fraværende fysisk og mentalt…det er benhårdt at holde en hverdag kørende med et barn med et psykisk handicap.

En ting er at stå kl.05.00 hver morgen og kæmpe i 3 timer for at få hende klar til skole og afsted, men at skulle møde på arbejde helt udkørt og vide at man igen er mødt senere end man gerne ville og allerede der er bagud. Det dræner dobbelt op. Det næste jeg mødte var så regnestykkerne om hvor mange timer jeg nu var tilstede, hvor hurtig jeg nu var til opgaverne og om jeg nu fik lavet en fejl…frygten for at fejle igen og skammen over ikke at være nok tilstede fik mig til at trække mig endnu mere

Jeg er ikke ude på at dømme mine kolleger…De gjorde det bedste de kunne med de ressourcer og den viden de havde til rådighed. I en kultur hvor der ikke var plads og tid nok..

Jeg kan udmærket forstå frustrationen over at jeg eksempelvis ikke løftede lige så mange opgaver i de svære perioder

Jeg er ude på at skabe opmærksomhed på den side af historien der ikke normalt tales om.

Jeg bliver glad når store firmaer begynder at skabe arbejdspladser til mennesker med et handicap. Det er den rigtige vej. Men hvad med alle forældrene der står og skal være den særlige støtte hele barndommen?

Hvornår anerkender vi dem og laver respektfuld plads på arbejdsmarkedet til dem?

Vores familie er heldigvis kommet hele igennem og vi har nu en stærk børneflok…en datter stadig med ADHD, men i stand til at klare sig i skolen og med en lys fremtid..Vi satsede det rigtige sted…

Jeg spørger mig selv hvornår blev opgaven og resultaterne pludselig vigtigere end relationer og trivsel?

En af de store forskelle fra eksempel 1 til eksempel 2 er indførsel af et performance rating system der giver den enkelte medarbejder karakter efter performance med medfølgende bonus. I eksempel 1 fik vi også bonus, ikke efter performance, men efter hvor mange måneder man havde været i afdelingen. Sygdom talte ikke fra her, men barsel og hvis man først var blevet ansat nogle måneder inde i året blev modregnet.

I kan selv gætte hvilken ordning der skaber størst sammenhold…

Er det så fair? Det behøver vi ikke at beslutte…

Er det fair at nogen skal leve med et fysisk eller psykisk handicap? Eller at nogen bliver mere syge end andre? Det behøver vi heller ikke at beslutte..

 

Det jeg drømmer om er at vi beslutter os for at møde hinanden med rummelighed, empati, nysgerrighed og omsorg

Udømmende og accepterende…

Jeg tror faktisk på at vi på den måde skaber større vækst og samtidig får sænket det så omdiskuterede sygefravær….