STYRK KÆRLIGHEDEN I PARFORHOLDET

Skrevet d. 8-11-2014 17:54:47 af Karin Elisabeth Jaspers - Psykolog, Parterapeut

STYRK KÆRLIGHEDEN I PARFORHOLDET

PARFORHOLD

Efter den første tids forelskelse – eller måske efter mange års ægteskab, bliver det på et tidspunkt tydeligt, at du og din partners behov på nogle områder er meget forskellige. Det kan handle om behov for sex, søvn, mad, alene tid, kærestetid, børn mm. Og hvad så? Betyder det, at I ikke længere passer sammen og må skilles?

FORSKELLIGE BEHOV

”Vi har forskellige behov, men jeg vil gerne komme dig i møde”.

I kan sagtens passe sammen, selvom I har forskellige behov. Det går aldrig helt op. Alle mennesker har forskellige behov og du er som sådan ikke forpligtet til at opfylde din partners behov – men hvis kærligheden skal holdes varm, er du nødt til at tale med din partner om de svære emner, lytte seriøst og anerkende din partners behov. Du kan vælge at imødekomme din partner, når du ønsker at gøre det godt for ham eller hende, har lyst til det og er i stand til det. At blive lyttet til, anerkendt og forstået, styrker følelsen af kærlighed – også selv om du/I ikke får jeres behov opfyldt her og nu.

ANGST FOR AT MISTE

”Jeg elsker dig inderligt og jeg er så skide bange for at miste dig”. 

Når forholdet bliver tættere og dybere, kan du blive bange for at miste. Det er en del af pakken, når du elsker et andet menneske. Frygten kan vise sig i mange forklædninger og måske er du slet ikke klar over, at den er der. Ubevidst trækker du dig psykisk, skaber fysisk afstand, skaber tvivl, drømmer om en anden partner, fokuserer på negative træk hos din partner osv. Frygten for at miste bliver herved lidt mindre, men det gør følelsen af kærlighed også. Ofte kan det mindske angsten, at sige det højt: ”Jeg elsker dig inderligt og jeg er så skide bange for at miste dig”. 

KÆRLIGHED OG KONTAKT

”Jeg vil dig, jeg vil os og vi skal leve vores liv sammen”.           

De adfærdsmønstre, som skaber afstand mellem dig og din kæreste/ægtefælle, har ofte rødder i gamle erfaringer med forældre, andre omsorgspersoner og tidligere kærester. Sårethed, forladthed, tab eller sorg har fået dig til at lukke hjertet og alt hvad der på en eller anden måde ”minder om”, får dig til at lukke det igen. Det kræver bevidsthed og bearbejdning at komme ud af sådanne gamle mønstre og der kan parterapi være en god hjælp til at komme i kontakt med hjertet, kærligheden og hinanden igen.

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.