STOP! Derfor er det spild af tid at bekymre sig

Vi bekymrer os alle sammen. Bekymringer er en naturlig del af den menneskelige hjerne. En form for overlevelsesstrategi, der gør os i stand til at overveje mulige hændelser og konsekvenser i vores liv.

Når vi er unge, fylder bekymringerne om fremtiden:

Hvem skal jeg være? Hvem vil jeg være? Hvordan kommer livet til at se ud? Hvem skal jeg dele det med? Og hvordan fikser jeg egentlig lige det der med at blive voksen?

Vores hjerne arbejder på højtryk. Vi ser alle scenarier for os. På de gode dage tør vi måske at drømme. Nogle dage endda stort. Om hvor godt det kan blive. Om succes. Om drømmejobbet. Penge. Varme sommeraftener med drinks i hånden og rammer, vi passer perfekt ind i. Om den store kærlighed. et liv et sted ude i verden, New York måske, eller en lille paradisø, hvor vi kan være lige præcis den person, vi drømmer om at blive. Allerinderst inde.

Men langt oftere er dagene bare en tand mere grå. En tand mere kedelige. En tand mere hverdagsagtige. Og på de dage er det ikke succes, solskin og store følelser, vores hjerne finder frem til os. I stedet præsenterer den os for en af sine yndlingsbeskæftigelser: Bekymringerne. Frygten. For ikke at blive til noget. For at ende i et semigodt liv, hvor vi alt for ofte længes efter noget andet og vender tilbage til tankerne om det liv, der kunne være blevet.

I et ungdomssind, hvor alt til tider kan lade sig gøre, rammer frygten hårdt, når bekymringerne sætter ind.

For hvad nu hvis det ikke bliver? Hvad nu hvis jeg ikke lykkes? Hvis jeg ikke er klog nok? Ikke klarer mig godt nok? Hvis jeg ikke kommer ind på den rigtige uddannelse eller får det rigtige job? Hvem er jeg så? Hvad med min fremtid? Successen? De varme sommeraftener? Kærligheden? Følelsen af glæde og ro selv på de dage, hvor det regner?

"Pas nu på"...

Vi har alle sammen hørt mennesker, der bekymrer sig meget. For meget. Det bedste eksempel er nok sætningen "pas nu på", som langt de fleste af os har hørt vores mor sige utallige gange.

Den første gang vi fik lov at cykle hjem til vores veninde for enden ad vejen. Den første gang vi skulle på lejrskole. Den første gang vi blev forelskede (okay, der var det måske mere vores far, der kastede om sig med bekymringerne). Den første gang vi skulle i byen. Og alle de efterfølgende gange. Hver gang har vi tænkt, og måske endda sagt (eller råbt), at hun skulle slappe af. At der ikke ville ske noget, og at hun skulle lade være med at bekymre sig så meget hele tiden.

Så hvis vi sagtens kan høre det, når andre gør det - altså bekymrer sig - og vi kan se, hvor lidt mening det giver, hvorfor er det så, at vi glemmer at fange os selv i det?

Hvorfor er det, at vi lader bekymringerne stresse os, gøre os kede af det og endda bremse os?

Ofte bliver vi så lammede af vores bekymringer - af frygt - at det bliver umuligt for os at handle. Fordi konsekvenserne ved de bekymringer, vi har i vores hoved, oftere end ikke, er fuldstændig, helt og aldeles uoverskuelige. Så vi bliver, hvor vi er. I vores komfortzone. For her er det trygt at være. Her kan vi gøre, som vi plejer. Drømme. Sætte mål. Arbejde. Og så bekymre os. Men uden at handle på det, vi sætter os for. Og hvis vi endelig handler, bliver det i hvert fald med så stort et ubehag, at vi risikerer både åndenød, hjertet siddende oppe i halsen og knap så charmerende svedplamager flere steder, end vi har lyst til at indrømme. Og det enste vi bare gerne vil, er at kravle tilbage i komfortzonens behagelige skygge.

80% af dine bekymringer bliver aldrig til virkelighed

Men hvad nu hvis vi kunne slippe bekymringerne? Ikke fjerne dem, for de vil altid være der - men opdage dem, se dem og så lade dem passere. I stedet for at konsekvensberegne så meget, at vi ender med at stå stille. Med ondt i maven og uro i kroppen. Eller endnu værre; at handle forkrampet, uovervejet og uden retning. Og så betale regningen bagefter.

Hvor meget energi, hvor meget fokus, hvor meget mod, hvor meget glæde, hvor meget handling ville der være plads til, hvis bekymringerne optog mindre af vores hjernekapacitet?

Hvad hvis jeg fortalte dig, at 80% af vores bekymringer aldrig, nogensinde bliver til noget? Aldrig.

At langt det meste af det, du bekymrer dig om på en dag, en uge en måned eller et helt liv er fuldstændig uden for din kontrol? At du ingen indflydelse har på, om det vil ske eller ej. At du hver dag bruger op til 48.000 af de ca. 60.000 tanker, du tænker på en dag, på at bekymre dig om ting, der højst sandsynligt ikke kommer til at ske - og som du, hvis de skete, alligevel ikke kunne gøre noget som helst ved?

Hvad vil du så kalde bekymringerne? Spild af tid?

Er det inden for din kontrol?

Så tag et øjeblik. Bare et øjeblik. Tænk over hvornår du sidst bekymrede dig om noget. Mit gæt er, at du har gjort det i dag.

Hvad bekymrede du dig om?

Om din fremtid? Penge? Dit gennemsnit? Dit job - eller det job, du ikke har endnu? Om ham du kan lide også kan lide dig?

Og spørg så dig selv: Er det inden for min kontrol?

Hvis ikke, så giv slip. Lad det passere. Brug i stedet energien på de ting, du kan gøre noget ved: At gøre dit allerbedste. Hver dag. Og lade det være nok. At udvikle dig. At elske dig selv. Sætte mål. Og handle på dem.

For det er alt andet end spild af tid. Det er ansvar. Det er selvværd. Det er kærlighed til dig selv, til andre og til livet. Det er starten på et liv, hvor du ejer dine tanker - i stedet for, at de ejer dig. Hvor bekymringer og negative tanker ikke får lov at styre dig, men hvor du hver dag arbejder for et liv, der giver mening for dig.

Et liv fyldt med glæde, personlig succes, kærlighed og lange, varme sommeraftener.

Kærligst

Julie