Relationel stress, hvad er det?

Skrevet d. 4-5-2018 13:17:36 af Signe Westi Løvland

Relationel stress, hvad er det?

https://pics.gomentor.com/p/id_9844__b_0__ext_jpeg__w_180__sc_1/Signe 2017.jpg

Relationel stress er mig bekendt ikke et begreb vi ofte hører, når vi taler om stress.

Alligevel mener jeg, at lige præcis relationel stress er stærkt undervurderet og underkendt, ifht. den effekt det har på utrolig mange mennesker.

Men hvordan skal relationel stress forstås?

Det kan spænde fra at være en anspændthed i hjemmet, mangel på omsorg, nærhed, grænser og vejledning, men ikke mindst i skolen, med den tavse mobning, hvor eleven f.eks. er ekskluderet fra fællesskabet, eller skal konstruere en bestemt måde at være på, for at få lov til at være med i fællesskabet.  Den digitale mobning, som ligeledes kan være med til at skabe en selektering og ekskludering, og hvor nogen bliver udstillet og / eller udelukket fra fællesskabet.

I skolen og i  børnehaven, kan det også give sig til udtryk som, hvis man ikke oplever at der en tryg voksen at gå til. Vi må aldrig glemme eller negligere, at det er de voksne der skal skabe den grundlæggende relationelle tryghed for børn.

Hvis den grundlæggende tryghed ikke er tilstede, som den voksne skal tilbyde, kan barnet udvikle relationelt stress. 

Hvordan kan det så give sig til udtryk?

Et børnehavebarn og skolebarn, kan udtrykke det ved at i at sparke, slå, spytte og rive. Det kan give sig til udtryk i fobier, angst, raseriudbrud, søvnvanskeligheder, hyperaktivitet og adfærdsvanskeligheder.

De relationelle erfaringer påvirker hjernens og nervesystemets udvikling og funktion strukturelt og funktionelt.

Hvad kan vi gøre som forældre og som professionelle i mødet med barnet der oplever en relationel stresstilstand?

Barnet har brug for en udviklingsstøttende tilgang.

Som forældre kan man være nysgerrig på, hvordan vi selv reagerer i tilspidsede situationer, fryser, kæmper, eller spiller vi døde?

Reguleringsstøtte er et andet af nøgleordene. Den skal foregå i hjemmet, i børnehaven, i skolen eller på uddannelsesinstitutionen. Og denne støtte til bedre selvregulering og udvikling må gennemføres uden at stresse barnet.

Jeg vil kort komme ind på hvordan man i hjemmet kan arbejde praktisk med det.

Lidt om at have et mentalt beredskab for at undgå at skabe stressfyldte situationer.  

 

Forberedelsesfasen

 Når der er basis for en konflikt, kan man forberede barnet på situationen. f.eks. på tiden, og aftal med barnet hvor lang tid det skal foregå. Det kræver selvfølgelig tid til at få det kørt ind som en god vane.

Det kan være godt at blive tydelig og bevidst om sin egen emotionelle og mentale tilstand, så man ikke hiver evt. negative tanker og stress med ind i børnehaven og skolen.

Stabiliseringsfasen.

Her forholder du dig til barnets perspektiv, deres oplevelse, og forsøger at iagttage din egen indstilling, hvilken tilgang har du til konflikten?

Pointen er her at få skabt kontakten.

Beskriv situationen for barnet, f.eks.’ Jeg kan se, at du gerne vil lege med biler, og jeg kan se, at du er ked af det fordi der er en anden der også vil’, og forsøg så vidt muligt at være i et roligt og neutralt, positivt kropssprog og toneleje, gerne siddende, for at skabe en ligeværdighed og ikke-autoritær tilgang. Intentionen er at møde barnet fra et ikke dømmende og vurderende tilstand.

Et eksempel på, hvor vi ikke tager ansvar for at have skabt en kedafdethed følelse, skam og vrede i barnet kunne være, hvor barnet gerne vil se nærmere på en kostbar genstand f.eks en vase. Moderen griber hårdt fat i barnet, og siger hårdt nej! Barnet græder derefter, og moderen siger, at ’det også er fordi du er træt’. Moderen her, frasiger sig totalt sit eget ansvar for hvordan hun selv har været med til at skabe den følelse i barnet. Alternativt kunne moderen have taget vasen og kikket på vasen og med et mere positivt toneleje, anerkende barnets nysgerrighed og lyst til at mærke så fin en genstand. Give barnet alternativer er her pointen.

Det er uden tvivl vigtigt at observere barnets perspektiv, og ikke fokusere på vores egen fortolkning, tanker følelser, og handlinger af situationen.

Det er vigtigt at understrege, at jeg er klar over, det er svært ikke at tolke, men som udgangspunkt og pejlemærke, så ved vi ikke hvad barnet føler.

Derfor vil jeg følgende fremhæve 3 forhold, der er nyttige at fokusere på.

1.       Det barnet har lyst til, det som barnet er positivt optaget af, glæder sig ser til og ser lyst på, det som er spændende og interessant.

2.  Det som barnet oplever, når noget ikke går som forventet, det være sig, frustration, irritation,     skuffethed, vrede.  

3. Den anerkendende kommunikation.

Her kan vi formidle til barnet hvad vi observerer, og udtrykker hvad vi tror vi forstår.

Formålet er, at barnet skal opleve, at vi forstår med alvor uden ignorering og distraktion.

Vi ejer ikke facit over barnets perspektiv

Fokus på barnets perspektiv er et andet nøgleord.

Vores intention er at få udviklet barnets ordforråd, som et redskab til at kunne til beskrivelse følelser, sindsstemninger og oplevelser for at kunne skabe en indre sammenhæng, et sprog for det indre liv og dermed en bedre selvregulering.

Forsøg at være nysgerrig på barnets reaktion på dig. Observering. Er barnet tryg ved at kunne udtrykke sine følelser, hvis barnet f.eks. har følt sig ’mast’ i en situation I har haft? 

Eskaleringsfasen

Når konflikten udvikler sig er det her vigtigt at du igen beskriver og udtrykker barnets reaktion ved f.eks at sige, ’jeg kan se du er vred på mig, og at du gerne vil have jeg går. Jeg går i et minut, og kommer tilbage om et minut.’. Dette for at fortælle barnet, at du hører og ser det. Og så spørg barnet hvad de synes om det forslag. (i tilfælde af at barnet siger du skal gå) så gå stille og roligt ud. Og fortæl at, ’du kan bare komme hen til mig, når du er klar igen’. Og selvfølgelig bliv hvis dette er ønsket fra barnet.

I tilfælde af at barnet vil slås, kan du vise at du møder barnet med åbne spredte fingre og hænder og sig jeg vil ikke slås med dig, og evt. lige flytte dig lidt.

Husk efter konflikten skal der være plads til nærvær og trøst, på barnets betingelser.

Reflektionsfasen

Hvor vi reflekterer over, om der kunne være andre måder at reagere på, er der anden måde at gøre det bedre på?

Være nysgerrig på barnets indre liv. Hvad er barnets perspektiv?

Hvordan reagerer du selv, i konfliktfyldte situationer? Trækker du dig, bliver du trigget og bliver overrumplet af din afmagt?

Resignerer du og trækker dig fra at være en aktiv del af situationen, og dermed undgår at være med til at ’deale’ med problemet? Osv osv.

Jeg har gang på gang oplevet, hvordan et barn der går fra at være udadreagerende, forknyt, eller i den anden ende, meget stille, introvert, og ængstelig blomstrer, ved at blive mere opmærksomme og bevidste om deres egne følelser, deres egne oplevelser, få sat ord og folde det mere ud. DET forandrer. Og det er det mit hjerte banker for. Forandringen der får et menneske til at folde sig ud som, ligesom det er meningen med alle mennesker.

Du er altid velkommen til at kontakte mig for evt. spørgsmål.

 

 

 

 

 

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.