Når barnet ikke er inkluderet i fællesskabet

Skrevet d. 12-8-2018 13:23:13 af Signe Westi Løvland

Når barnet ikke er inkluderet i fællesskabet

https://pics.gomentor.com/p/id_9844__b_0__ext_jpeg__w_180__sc_1/Signe 2017.jpg

Fællesskabet og barnet

Livet har lært mig, at der ikke findes én sandhed, ej heller noget der er sort og hvidt. Livet er et paradoks. Tilsvarende kan man sjældent lave en direkte kobling mellem mangel på trivsel og én enkelt årsag. Der er næsten altid flere årsager. I forbindelse med trivsel er det derfor naturligt at spørge sig selv, hvorfor så mange ikke kan være i skolesystemet, hvad er det de også reagerer på?

 

Mine mange erfaringer efterlader mig med en oplevelse af, at når børn ikke føler sig som fuldbyrdige og berettigede medlemmer af fællesskabet eller stammen i skolen, når de bliver holdt ud i en strakt arm af klassekammeraterne, når barnet eller den unge, gentagne gange ligger under for en kultur, hvor en eller flere har skabt en måde at kunne styre og kontrollere resten af stammen på, kan det føles som at skulle holde vejret, mens man er i skole. Det er uholdbart og det er totalt uacceptabelt, at det sker og eksisterer. Jeg oplevede engang en far, som under et ekstra forældremøde der handlede om klassens tendens til at have usunde kliker, ekskluderende adfærd, og en hård tone, ganske nøgternt konstaterede, ’Der skal jo være en alfahan, sådan er livet, og de mindre stærke har brug for en stærk leder!’.

Jeg havde svært ved at tro mine egne ører, men min oplevelser er, at det denne far udtrykte, desværre er en generel holdning hos mange mennesker. Denne fars søn var ikke overraskende en del årsagerne til mistrivslen i klassen.

Når jeg siger en del er det fordi, at det tavse flertal, både forældre, lærere og elever, ikke turde sige den far og elev imod. Og så længe, at der ikke er nogen der vover pelsen, og stiller de nødvendige spørgsmål til denne far, fortsætter det usunde stammefællesskab. Som et system, har alle en del af ansvaret. Både elever, forældre og lærere.

 

Mange børn og unge har det man professionelt kalder ’skolevægring’, dvs. at ens barn ikke vil i skole. Der er foruroligende mange børn og unge, der udviser tegn på, at de ikke magter at være i fællesskabet, at de ikke magter skolen.

I den forbindelse er det interessant at se på de fællesskaber vi putter dem ind i i skolen.

 

Mange børn oplever ikke den tilknytning der skal til for rigtigt at blive en del af fællesskabet, de får ikke dannet de meningsfyldte relationer, som gør, at det er sjovt at komme i skole. De føler sig forkerte, ensomme, de mister lysten, og dernæst meningen. Herfra er der ikke langt til at få en diagnose som f.eks. en af tidens store trends, depression. Vi gør den normale og sunde reaktion til noget unormalt, noget forkert og dermed kan vi risikere virkelig at gøre dem syge. Jeg ser det som en nedadgående spiral.

 

I hjemmet er det afgørende, at barnet bliver mødt i den følelse, inden at det isolerer sig, trækker sig og kan være enormt svært at nå.

Når man kan mærke en fornemmelse, en tunghed, en tristhed, kan jeg kun opfordre til, at man allerede der får spurgt ind til, om det du kan mærke er noget dit barn kan nikke genkendende til.

Måske vil du blive afvist en del gange, men giv ikke op. Fortæl barnet, at det ikke er hans eller hendes person der er noget galt med. Det er den måde de er sammen på, der er forkert og usund. Det er dét barnet reagerer på, og det er vigtigt, at dit barn forstår, at det ikke er ham eller hende der er problemet, men stammens værdier og regler.

 

Derefter er det vigtigt at have en god og tæt kontakt med kontaktlæreren, for at kunne have en dialog, en fælles plan og flere øjne på samme sag. Det er vigtigt at understrege at samtidig med, at du beskytter, løfter og støtter dit barn, så barnet ikke føler sig forladt, men føler sig taget hånd om, også forstår, at der højest sandsynligt er noget i barnet, der kalder på at blive mere udtrykt, levet og integreret.

Det kan være et ønske om at kunne mærke sine personlige grænser bedre, at kunne have mere mod til at sige fra, det kunne være at turde være mere optimistisk og eksperimenterende.

Det kunne være rigtig mange ting, som barnet har mulighed for at kunne komme mere i kontakt med i sig selv, når de oplever kriser i fællesskabet. Så det handler om at være både en beskytter og en kærlig udfordrer.  De skal tilstræbes at doseres i rette mængder, hvilket er en god opskrift på at kunne skabe mulighed for barnets udvikling i retning mod at komme hjem til sig

selv!

 

 Kærlig hilsen


Signe

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.