Lider du af sommerdepression?

Skrevet d. 9-5-2018 14:01:37 af Pernille Louise Salling

Lider du af sommerdepression?

https://pics.gomentor.com/p/id_7360__b_0__ext_jpeg__w_180__sc_1/pernillesalling.jpg

(- skal forstås som en særlig nedtrykthed der forekommer om sommeren)


Du kender begrebet vinterdepression, men har du også hørt om begrebet sommerdepression eller særlig nedtrykthed der forekommer om sommeren? Den årstidsbestemte nedtrykthed er nemlig ikke kun et vinterfænomen - for nogle mennesker rammer den i stedet om sommeren. Det kan blandt andet hænge sammen med, at mange har høje forventninger til, hvad den lyse tid skal indeholde.


Solen skinner, alting blomstrer omkring dig -- kan du følge med? Det kan være ekstra svært at have mørke og dystre tanker, når alting omkring dig viser tegn på liv, fornyelse, og står i klar modsætning til, hvordan du har det indeni. -- faktisk kan det være rigtig nedslående at være trist, når solen skinner, og alle springer fornøjede rundt. 


Måske møder du ofte andre omkring dig der har forventninger til dig om, at du bare skal komme lidt mere ud i solen, og nyde det dejlige vejr. De gode råd bliver jo sagt i bedste mening, men det kan ofte give en forkerthedsfølelse og ensomhedsfølelse oveni, for der er nok ikke noget, du hellere vil end at kunne gøre dig selv glad igen ved et trylleslag, og så nemt er det som bekendt ikke. En klient fortalte mig: "jeg får det jo ikke bare sådan lige godt, bare fordi solen skinner". Der er heldigvis ingen lov, der siger, at vi skal være kede af det i dårligt vejr eller jubelglade i godt vejr.


Der kan være mange årsager til, at du har det ekstra svært nu. Måske har der været noget under opsejling længe, men at sommervejret skaber et ekstra forventningspres om, at du skal være glad. Det kan fx handle om:


Høje ambitioner

Måske mærker du skuffelse, tristhed, træthed, smerter, manglende appetit og lyst til at stå op og tage fat på dagens udfordringer. Måske presser du dig selv meget og har alt for høje forventninger til, hvad du skal kunne klare? 


Bristede forventninger

Ud over depressioner af genetisk eller klinisk karakter kan sommerens nedtrykthed komme, hvis der ikke er overensstemmelse mellem, hvad du oplever eller hvor du er i dit liv, og hvad du gerne vil opleve, eller hvor du føler, at du bør være i dit liv. Hvis du forventer glæde, lethed, forbundethed med dine kære, ro, blå himmel og medvind, men i stedet føler dig stresset, alene, tung og trist, vil den manglende kongruens påvirke dig. 


Sæt realistiske mål

Det er det godt at gøre op med dig selv, hvad der er realistisk for dig at få ud af din sommer. Er der nogle aktiviteter eller mennesker du skal sige nej til?


Få hjælp til at få det bedre

Hvad handler det om og hvad tynger dig? Kan du acceptere, hvor du er i dit liv, er der evt. nogle gamle mønstre, du skal have kigget på? En typisk sommerdepression vil du kunne mærke, hvis du ser alting negativt og føler, at alt er en udfordring. Tal om det med en person, du har tillid til. Få hjælp af en professionel terapeut og opsøg din læge, hvis du har mistanke om at du har en svær depression.


De bedste hilsner,


Pernille Salling

Psykoterapeut MPF og familieterapeut

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.