Kunsten at fejle med glæde og med sorg

Min bedstefar sagde altid, errare humanum est, og han vidste, hvad han talte om. Han var fuld af fejl, især på sine gamle dage var han en krakilsk gammel mand med mange og skarpe kanter. Men han lærte mig, at det menneskelige i at fejle er en stor styrke, når man vælger at lære af sine fejl. Så bliver man bedre, og bedre i stand til at bære over med andre mennesker, når de fejler, og til at bære over med sig selv, når man ikke kan bære over med andres menneskers fejlen. 

Spiderman er en superhelt, som helt klart lærte af sin ene meget fatale fejl, han stoppede ikke tyven, da han kunne, og dette medførte, at tyven, ved et tilfælde og meget uheldigt, slog hans onkel ihjel. Spiderman forsøgte derefter bestandigt at rette op på det, at han ikke havde brugt sin styrke til at tjene det gode, og det kom der en masse gode heltegerninger ud af. Selv om du og jeg ikke er superhelte, og Spiderman desværre er en fiktiv person, så viser historien, at selv om en fejl i starten medfører noget skidt, så kan den i sidste ende vise sig at styrke ens karakter og forme ens hele liv efter det at gøre godt.

Hvis man ønsker at leve et liv, som ikke er alt for tungt og hæmmet, så er det vigtigt at give plads til at fejle bare lidt. Det er menneskeligt at fejle, javist, men vi mennesker bør have ret til at fejle. Ret til ikke at være perfekte. Dette medfører retten til at begå fejl med glæde og begå fejl med sorg. Fordi nogle fejl fører noget godt med sig og andre noget skidt. Retten til at lære af sine fejltrin og se på dem, ligesom en mor kigger kærligt på sit spædbarn, når det putter skeen med bananmos ind i sit øje - i stedet for ind i sin mund. Retten til at se lige så kærligt på andres menneskers fejlen, som man ser på sine egne. Retten til at give udtryk for sorgen over en fejl, hvis den medførte noget skidt og påvirkede andre negativt. Retten til at blive vred på sig selv, når man opdager, at man ikke har opført sig ordentligt. Retten til at blive vred på andre, når de i deres fejlen overskrider ens grænser groft. Og retten til at prøve at ændre sig, fejle igen, blive bedre, fejle igen, blive endnu bedre og til at fejle endnu engang. Måske i sidste ende, retten til at gøre sig umage med at præstere godt balanceret med retten til at være menneskelig. Jeg synes, når alt kommer til alt, at det er en menneskeret at være menneskelig. Selvom det ikke gør noget, at man indimellem kunne ønske sig superkræften at være fejlfri.