Kærlighedens veje

Skrevet d. 6-11-2017 20:18:15 af Anette Ciraklar - Coach, Stresscoach, Mentor

Kærlighed

Kærligheden er ikke blevet mindre kompliceret efter at hver anden efterhånden lader sig skille. Der er mange præferencer, som skal opfyldes hos en ny potentiel partner, og alle de "dårlige erfaringer" fra tidligere - om det er erfaringerne fra ægteskabet eller de nye bekendtskaber/kærester, som er kommet til efter skilsmissen, bevirker at de mange forventninger og krav til os selv og den kommende partner, bliver en hindring for at lukke ordentligt op for følelserne.

Fordi hvad er det der skal til for at åbne op for kærligheden? Og venter vi på, at der kommer en og åbner for "Pandoras æske"?

Dybest set er vi så bange for at blive såret, og derfor holder vi afstand - både til kærligheden udefra, men også til kærligheden indefra. Vi glemmer at få øje på hvilke unikke kvaliteter vi selv har, og hvad vi selv har at byde på, fordi vi ikke tør give os selv fri. Fri af hæmmende overbevisninger, som ligger lagret i kroppen, fri af vores historie, som naturligvis har formet os, men som heldigvis også har gjort os til det menneske, som bliver holdt af fra vores venner, børn, kollegaer osv.

Vi har en forestilling om, at vi skal være noget specielt, være spændende på en anderledes måde, og vi spejler os i dem vi møder på vores vej, som vi syns, er helt fantastiske. Hvorfor kan jeg ikke det hun kan, hvorfor har jeg ikke den styrke hun har, hvorfor ser jeg ikke lige så godt ud som hende, og hvis bare jeg tjente lige så mange penge som naboen, SÅ ville jeg være lykkelig.

Hvis nu du spejlede dig i dig selv (og det er faktisk meget virkningsfuldt), eller du anerkendte dig selv for dine kvaliteter, og fandt ind til din egen kærlighed, så ville du opleve en langt større balance, glæde og energi.

Ved at få øje på dine egne ressourcer, dine egne værdier og dine egne behov, kan du have langt nemmere ved at føle og give kærlighed.

Når vi går ind i et parforhold, har vi ubevidst nogle forventninger om, at vores partner skal dække de behov, vi ikke fik dækket som børn. Disse behov kan handle om for lidt omsorg, anerkendelse, opmærksomhed, tryghed eller støtte, og vi går ubevidst efter at få dækket dette ved at finde en partner, som vi tror skal fylde dette ud i os.  

Og så bliver det så ufattelig sårbart, fordi din partner har selv udækkede behov, som han gerne vil have dækket af dig, og så bliver kærligheden svær. Derfor er din vigtigste gave til dig selv at tage vare på din indre kærlighed og blive opmærksom på hvordan du bliver fyldt op, så du står stærkt.

Et lille tip herfra, som kan give dig en forsmag på, hvordan du kan starte i det små med en stærk og kærlig sætning foran spejlet:

"Jeg elsker og accepterer mig selv" og "Jeg er kærlighed".

Fordi det er nu, at du skal starte med at spejle dig i DIG selv.


Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.