Skrevet d. 14-3-2017 12:45:11 af Marie Hyltén-Cavallius - Coach, Stresscoach, Mentaltræner, Mentor, Stressterapeut, Terapeut, Business coach, MBSR mindfulness instruktør, Metakognitiv terapeut
Du er lige stået op og er
allerede i en hektisk strøm af gøremål: Madpakker, en vigtig præsentation på
arbejdet og gud ja; ForældreIntra… var der ikke noget med en fødselsdag… Alle
lyde er højere end de plejer at være i dag, og du hører dig selv bede ungerne
om at skrue ned for Ramasjang med en skinger stemme. ”Hvorfor har I overhovedet
tændt for fjernsynet? Vi har travlt!” Du dækker bord til morgenmad, men har
mistet overblikket over, hvad du var i gang med. ”Hvor er nu den karklud, du
skulle bruge til at tørre køkkenbordet af med? Det er som om hukommelsen nyder
at drille dig i dag. Sådan har det faktisk været i lang tid, når du tænker
efter. Du er blevet mere og mere afhængig af lange huskelister, som mekanisk
minder dig om næste punkt på en uendelig dagsorden. Du har en sitrende
fornemmelse af rastløshed og så er der den forbandede skulder, der bare bliver
ved med at gøre ondt. Du har efterhånden altid ondt et sted i kroppen... ”Hvad sker der egentlig med mig?”, tænker du og åbner
køleskabet. Bingo, på øverste hylde havde du lagt den... karkluden!
Dette er blot et af mange
eksempler på, hvordan stress viser sit grimme ansigt. Hukommelsen begynder at
svigte os og kroppen reagerer med at sende signaler…” lyt nu til mig, det er alvorligt!”, siger den, ”du er overbelastet
og skal hvile!”… men vi lytter ikke, for vi har glemt hvordan man gør. Vi
kan faktisk dårligt nok mærke os selv fra hovedet og ned.
En kombination af coaching og yogaterapi
Netop fordi stress både
viser sig mentalt og fysisk, må et kropsligt fokus altid have en central plads
i arbejdet med at forebygge og behandle overbelastninger og stress. I mit
arbejde med work-life balance lægger jeg vægt på, at mine klienter ved hjælp af
coachingsamtaler, får nogle brugbare redskaber til at mestre en svær balance
mellem privatliv og arbejde, men jeg vægter i lige så høj grad den fysiske side
af overbelastningen. Hvis ikke kroppen får redskaber til at berolige
nervesystemet og lærer de første fysiske tegn på overbelastning at kende, ved
den ikke hvad den skal lytte efter, hvis presset igen bliver for stort. I mit
arbejde kombinerer jeg derfor i relevante sammenhænge coachingsamtaler med
restorativ yogaterapi, som giver kroppen redskaber til at forebygge stress.
Hvad er yogaterapi
Yogaterapi går ud på at
arbejde med kroppens blokeringer, så du får redskaber til at bringe dig selv
til hvile. Det er redskaber, der lærer dig at lytte til kroppen og tune ind på,
hvad du skal lytte efter, så du igen kan blive venner med din fysik og dit mentale
beredskab. Yogaterapien giver dig dermed en førstehjælpskasse til
stresshåndtering, som du kan bruge til at stoppe op i tide og mærke efter, hvad
en varig overbelastning gør ved dig. Yogaterapien lærer dig at aktivere den del
af dit nervesystem som arbejder, når du er afspændt og i ro - det
parasympatiske nervesystem-, som opløser de stresshormoner vi har i kroppen og
genskaber et sundt mentalt og fysisk balancepunkt. Yogaterapien lærer dig at
trække vejret, udføre beroligende stræk og at få etableret en meditativ
praksis, som kan hjælpe dig med at håndtere travlhed i hverdagen.
Hvilke metoder bruger jeg i yogaterapi?
I yogaterapeutiske
trænings- og behandlingsforløb anvender jeg teknikker fra restorative
yogaformer og Yin yoga. Jeg guider dig igennem en række siddende og liggende
stillinger med brug af redskaber som for eksempel blokke, bolsters, tæpper og
hynder. Jeg har særligt fokus på at smidiggøre bindevævet (fascia), blandt
andet fordi stresshormoner ynder at putte sig netop der. Vi arbejder med en
række hvilestillinger og passive stræk, hvor din krop overgiver sig til
tyngdekraften. Under en session kommer du i en meditativ tilstand, hvor
kroppens energibaner arbejder aktivt, mens du samtidig er fuldstændig afspændt
i en rolig og indadvendt praksis. I den proces, lærer du at skelne mellem de
signaler, der kommer fra din krop, og de signaler du rationelt former i dit
sind. Denne skelnen giver et effektivt redskab, som du fremover kan bruge til
at spotte de første tegn på ovebelastning, så du kan handle i tide inden et
pres udvikler sig til stress.
Hvordan foregår yogaterapi?
Et
stressforebyggelsesforløb indledes typisk med en til to coachingsamtaler og
derefter yogaterapeutisk træning/-behandling efter behov. Forløbet afsluttes
med en coachingsamtale, der følger op på den værktøjskasse, du har
opbygget. Yogaterapien varer en time pr. session og foregår i en mindre yogasal
i hyggelige og trygge omgivelser på Christianshavn. Der er også mulighed for,
at jeg kommer til dig og afholder en session. Det eneste du skal tage med er
behageligt løstsiddende tøj, som ikke strammer.
Du er velkommen!