Hvorfor finder nogle kvinder sig i vold i ægteskabet?
Skrevet d. 30-10-2014 09:05:23 af Lars Nørgaard -
Kvinde møder mand, de forelsker sig stormende og bliver gift efter kort tid. Snart kommer der børn til og hverdagen er et særdeles håndgribeligt og nærværende begreb. Forelskelsen har de to hurtigt lagt bag sig, tilbage er et ægteskab som slår revner. Revner som bliver dybere og dybere for hver gang han slår hende – og børnene. Han er en tyran som konen og børnene gør klogest i ikke at komme på tværs af, men det er umuligt at undgå, da han uden varsel og ved den mindste anledning eller slet ingen sprænger i luften og afstraffer sin familie med vold. Det står på i flere år. En aften beslutter hun at stikke af med børnene, hun får husly først hos sin mor og efterfølgende hos en veninde. Efter få dage opsøger han hende og lover bod og bedring, hvilket hun vælger at tro på og flytter hjem til ham. Kort efter er den gal igen, denne gang har hun fået så mange tæsk at hun må forbi hospitalet inden hun søger tilflugt i Dannerhuset. Dér bliver hun i nogen tid, men overtales endnu en gang (da hun er hjemme for at hente tøj) til at flytte hjem igen. Mønstret gentager sig mange gange, indtil hun en dag slipper ud af ægteskabet og flytter alene med sine børn. Et halvt år senere møder hun en ny mand, som hun forelsker sig stormende i og bliver gift med efter kort tid…
For den udenforstående kan dette scenarie synes uforklarligt – hvorfor bryder kvinden ikke mønstret? Hvorfor finder hun sig i volden og ydmygelsen? Zoomer man ind på hendes personlige historie fra spæd til voksen toner det ene eksempel på svigt, forsømmelse og mishandling efter det andet imidlertid frem som perler på en snor. Siden hun var barn, har hun lært at hun er en person som ikke er bedre værd end det seneste lag tæsk hun har fået. Har man blot det ringeste begreb om tilknytningsteori vil man vide at kvaliteten af de relationer barnet har til de primære voksne i dets omverden danner skole for, hvordan barnet siden som voksen knytter sig til andre mennesker. Set i tilknytningsteoriens lys er det let at forklare at kvinden er fanget i et gentagelsesmønster, hvor hun i og med hun finder sig i ydmygelse og fornedrelse ubevidst bekræfter sin grundlæggende antagelse om sig selv: at hun ikke er bedre værd. Det er ikke ligetil at hjælpe kvinden ud af gentagelsestvangen, da den jo bygger på et solidt forankret opvækstbetinget selvbillede, men til gengæld er det ret åbenlyst at den mest frugtbare indfaldsvinkel er at facilitere en bearbejdning og udvikling af hendes selvforståelse, som forhåbentlig kan resultere i en forbedring af hendes selvværd. Et højere selvværd er en forudsætning for at hun kan sige til sig selv – og sin mand – at hun ikke har fortjent at nogen så meget som krummer et hår på hendes hoved.
Del dette oplæg med dine venner og netværk