Hjælp mit barn skader sig selv – hvad gør jeg?

Skrevet d. 26-2-2018 14:04:52 af Pernille Louise Salling - Psykoterapeut MPF, Familieterapeut/-rådgiver, Mentor

Jeg får henvendelser fra flere og flere familier med unge, især unge piger, der skærer i sig selv. Står du som forælder på sidelinjen med den største afmagt, frustration og sorg over at du ser dit barn skade sig selv, uden at du har nogen ide om hvad du skal stille op? Så er du ikke alene om at have det sådan. Det er en utrolig voldsom situation at stå i og en del forældre reagerer med vrede, frustration eller straf for at få den unge til at holde op.

Der er mange grunde til at den unge udsætter sig selv for smerte fx:

• for at flytte fokus fra en indre smerte.
• for at håndtere stærke og kaotiske følelser.
• fordi man føler vrede mod sig selv eller andre.
• fordi kroppen føles uvirkelig - for at fjerne en tomhedsfølelse eller mærke, at man er til stede.
• for at opnå en følelse af kontrol.
• som et råb om hjælp.

Spørg jævnligt ind til hvordan han eller hun har det

Det er nødvenligt, men kræver mod, at spørge sit barn, hvad der foregår eller på en eller anden måde komme ind under huden på dem og få dem til at fortælle, hvordan de har det. Mange unge går rigtig meget for sig selv med sine tanker og følelser, og ofte vil den unge ikke belemre sine forældre og gøre dem bekymrede. De er også meget bevidste om omverdenens holdning til selvskade, og handlingen er for mange af de unges vedkommende forbundet med stor skam. Derfor er det vigtigt at spørge ind når man selv er i ro, uden at komme med for mange bebrejdelser, for tilliden er afgørende ellers kan man næsten lige så godt lade være.

 

Det er en myte at børn og unge skader sig selv for at få opmærksomhed. De har det dårligt og de skader sig selv, når de har brug for en ventil eller lindring, fordi de ikke har redskaberne til at håndtere det anderledes. Men det kan sagtens være at de har brug for mere omsorg.

 

En pige jeg havde i terapi sagde at hun savnede at forældrene spurgte mere ind til hvordan hun havde det og hun ønskede de ville hjælpe hende med at få det bedre, men hun synes de koncentrerede sig for meget om hvorvidt hun havde cuttet sig eller ej, og det var hun træt af.

 

Hold øje med dit barn på de sociale medier

 

Selvom de unge ikke taler med forældrene om det, er der et forum for selvskade på de sociale medier. En pige fortalte mig at der endda nogle gange kan opstå konkurrence om hvem der kan skære sig mest dybt. Vær derfor opmærksom hvis dit barn sidder i timevis med en telefon i hånden. Det er nemlig der, de kan få afløb for trangen og kan opmuntre hinanden.

 

Hjælp den unge med at søge hjælp

 

Mange unge føler det som en lettelse at tale med en voksen om det der fylder. Jeg skaber et frirum for den unge, hvor han eller hun kan føle sig tryg og ikke behøver præstere, men bare kan være som han eller hun er. Det handler ikke om at undgå de ubehagelige følelser, men om hvordan vi håndterer dem når de kommer. Mange fortæller at de i forløbet har fået en større forståelse af sig selv og derfor bedre kan mærke efter hvad der er på spil og hvad de har brug for. Hvis du eller dit barn skader sig selv eller du kender en der gør, er du mere end velkommen til at kontakte mig.

 

De bedste hilsner

 

Pernille Salling

 


Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.