Forholder du dig til dine følelser – eller reagerer du blot på dem?

Skrevet d. 17-4-2018 12:25:18 af Pernille Louise Salling

Forholder du dig til dine følelser – eller reagerer du blot på dem?

https://pics.gomentor.com/p/id_7360__b_0__ext_jpeg__w_180__sc_1/pernillesalling.jpg

Mange af de personer der kommer i terapi hos mig, er meget ”oppe i hovedet” når de er sammen med dem selv, deres partner eller deres børn. Det er for så vidt meget naturligt, for hvis vi ikke har fornuften med os, ville vi jo være hovedløse høns, og det giver jo ingen mening. Men når man ikke har sin krop, sit hjerte, sine sansninger og sine følelser med, kan det være svært at træffe beslutninger der giver mening, sætte grænser, mærke intimitet og i det hele taget finde sin vej i livet. Og hvis man holder sig til de tanker man har fået lært eller fortæller sig selv, er det ikke sikkert man havner et sted der føles ”rigtigt”, autentisk eller rart.


I terapi er det muligt at blive udfordret på netop det tankesæt, du har. Holder det stadig stik? Eller er du begyndt at mærke symptomer på at dine gamle forestillinger om livet ikke længere er nok for dig? Du føler dig måske drænet i stedet for at blive fyldt op.


Måske fortæller din indre kritiker dig: ”jeg burde også gøre sådan eller være mere sådan”… eller ”det er nok mig der er forkert på den”. Ofte er det forestillinger vi har hørt allerede som barn, som vi fører videre som voksne. Og desværre har historien det med at gentage sig: vi møder tit de personer og udfordringer der fremkalder de samme følelser, som vi mærkede som børn fx: forladthed, ensomhed, forkerthed osv.


Gå på opdagelse i dit følelsesland


Måske kender du til at have det sådan: denne her følelse skal jeg prøve at styre, for den er ikke særlig pæn og jeg skammer mig faktisk over at føle sådan. Men det forholder sig faktisk lige omvendt, jo mere du gør dig umage med at lægge låg på, jo mere vil den fylde. Når du lægger låg på tilpas mange gange, vil der til sidst være så meget damp inde i dig at du bare reagerer ved fx at blive aggressiv, kritisk, sarkastisk, you name it. Når du begynder at blive bevidst om at mærke hvad der er på spil i stedet for at vige udenom, er du nået langt. Jo mere bevidst du bliver om dig selv, jo mere vil det være muligt at bruge dine følelser som vejvejer til at gå efter det liv, du ønsker.


Der er desværre ikke nogen quick fixes her. Det er en livsproces at kunne acceptere sig selv, som man er, og blive klogere på sig selv og andre. Men en ting er sikkert: uanset om du vil kendes ved dit indre følelsesliv eller ej, eksisterer det. Så spørgsmålet er om du vil kendes ved det, og bruge de budskaber kroppen sender dig aktivt i dit liv, eller om du fortsat vil lægge låg på for at beskytte dig selv (på den korte bane vel at mærke).


De bedste hilsner


Pernille Salling



Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.