Florence Nightingale

- Jeg kan ikke lade være med at hjælpe andre, bedyrede en midaldrende kvindelig klient. Hun mente selv og havde altid fået at vide at hun ”led” af det såkaldte Florence Nigthingale Syndrom, dvs. en stærkt selvopofrende adfærd. Uddybende fortalte hun om, hvordan hun altid stod til rådighed for hvem som helst, der måtte have behov for hendes hjælp. Ikke kun hendes familie fungerede hun som en slags døgntjeneste for, men også i forhold til naboer, kolleger, venner og selv overfladiske bekendtskaber kendte hun næsten kun til rollerne ”sjælesørger” og ”praktisk gris”. Det havde altid været sådan og kvinden havde aldrig fundet det specielt problematisk, men tvært imod idylliseret det at ”være noget for andre”. Indtil for nylig, hvor hun pludselig uden varsel og uden påviselig grund fandt sig selv grædende og handlingslammet hjemme på sofaen, hvilket var den direkte årsag til at henvende sig til mig. For første gang i sit liv tillod kvinden sig at beskæftige sig med sig selv. Som udgangspunkt havde hun ingen som helst motivation for at sætte spørgsmålstegn ved det at hun altid satte andres behov før sine egne, men nu hvor hun var gået lidt ned med flaget var hun alligevel temmelig interesseret i at finde ud af om der var en sammenhæng mellem hendes hjælpe-syndrom og hendes nuværende følelsesmæssige ubalance. Det var der. Gennem kvindens personlige opklaringsarbejde blev det tydeligt, at de mange års tilsidesættelse af egne behov til fordel for andres på den ene side havde givet hende en ønskværdig ”moder jord” – identitet, men på den anden side var hendes selvfølelse undermineret. Groft sagt anede hun ikke hvem hun var eller hvad hun ville, og nu hvor hun ikke længere var i stand til at løbe helt så stærkt som tidligere for at ”nurse” andre blev hun overmandet af en lammende angst for at være identitetsløs. Sådan tænkte hun ikke om det, da hun sad hjemme på sofaen og var ked af det – da kunne hun blot konstatere at noget var galt. Og da sammenhængen med den bagvedliggende identitetskrise gik op for hende, blev hun en overgang bare endnu mere modløs, for hvad skulle hun stille op med den? Kvinden har ingen intentioner om at lave om på sig selv, f.eks. ved at undertrykke behovet for at ”være noget for andre”, men hun har til gengæld konstateret en mærkbar bedring i sit humør efter at hun har modificeret den selvforståelse som ligger i sætningen ”Jeg kan ikke lade være med at hjælpe andre”. Nu siger hun i stedet med stor fornøjelse: ”Jeg kan godt lade være med at hjælpe andre – og hvis jeg hjælper andre er det fordi jeg har lyst til at gøre det”. Den livgivende forskel er at hun nu dels oplever at være in charge i sit eget liv i, stedet for at blive trukket rundt i manegen af andres behov og forventninger, dels at hendes hjælpe-adfærd nu er lystbetonet og dermed tilgodeser hendes egne behov.