Skrevet d. 24-5-2016 11:38 af Vivian Lund Hansen - Psykoterapeut, Stresscoach, Coach, Mentor, Mindfulness instruktør
Når vi føler skuffelse, er det
fordi vi har nogle forventninger der ikke bliver indfriet. Virkeligheden og
vores forventninger passer ikke sammen.
Alt det der ligger imellem for
høje forventninger og virkeligheden, giver skuffelse.
Eks.: Når du besøger din mor,
ender det ofte i konflikter, fordi du oplever at blive afbrudt når du taler, og
hun lytter ikke til dig. Du bliver ked af det og skuffet, og tager hjem med
tanken; “Hvorfor kan hun ikke vise noget interesse for sin datter, og lytte til
mig uden hele tiden at afbryde?”.
Der er nu 2 muligheder, hvis
du stadig ønsker en relation til din mor:
1) Du kan prøve på at ændre på
din mor, så hun stopper med at afbryde, og begynder at lytte til dig. Men tro
mig, det er hårdt arbejde! Fordi du ikke kan kontrollere hendes adfærd. Den er
uden for din indflydelse.
Det er selvfølgelig
hensigtsmæssigt at fortælle hende, hvad det gør ved dig når hun konstant
afbryder, og at du har brug for at hun lytter til dig. Men vælger hun at
forsætte sin negative adfærd, er der ikke meget du kan gøre ved det.
2) Du kan skrue ned for dine
for høje forventninger til din mor. Vær realistisk.
Hvis det, at afbryde og ikke
lytte, er et mønster din mor har, og hun ikke kan eller vil ændre sin adfærd –
ja så er det din virkelighed! Du behøver ikke at kunne li´ den, eller være enig
i det der sker, og du må også godt synes det er dybt uretfærdigt - men det er
ikke desto mindre din virkelighed. Når næste gang du møder din mor, har en forventning om at blive afbrudt
og ikke lyttet til, så bliver du heller ikke skuffet.
Nr. 1 mulighed er en masse
hårdt arbejde, med meget ringe udsigter for et godt udbytte. Nr. 2 mulighed er
nemmere at leve med på den lange bane.
Når du har set virkeligheden i
øjnene, og måske bearbejdet sorgen over aldrig at få den lyttende og
interesserede mor du ønsker dig, fordi det ikke er i den butik der hedder din
mor – så bliver det nemmere at have en relation til hende. Det kan være at du
beslutter dig for at reducere tiden I er sammen, eller at I kun mødes når der
også er andre tilstede, m.m., men du slipper i hvert fald for konflikterne og
at blive skuffet.
Føler du at andre er skuffede
over dig – er det relevant at tage et grundigt kig indad, og spørge dig selv
hvad du synes om situationen. Er du
ok med dig og det du gør? Hvis ja, så er der nogen der har for høje
forventninger til dig.
Er du skuffet over dig selv, er det en anden sag. Enten har du for høje urealistiske forventninger til dig selv, ellers kan det være at du har handlet i uoverensstemmelse med den du er, og dit indre livsværdisæt. Når du ændrer din uhensigtsmæssige adfærd, til en du finder mere passende, så forsvinder skuffelsen.