Bland dig ikke i alt

En bekendt fortæller om en morgen, da hans mindste datter på fem måneder ligger og leger med sin sut. Hun har for få uger siden opnået så megen viljesmæssig kontrol over sine arme og hænder, at hun kan tage fat om sutten og hive den ud af munden og derefter putte den tilbage igen. Sådan ligger hun tit og finpudser sin teknik, frem og tilbage i én uendelighed. Så ryger sutten ud af hånden og ligger akavet med gummiet nedad og plastichåndtaget opad og trykker på hendes ene kind. Hun vrider og drejer sig og åbner instinktivt munden for at få gravet sutten frem igen. Det klør i farens fingre, han har lyst til at hjælpe hende ud af kniben, men hun klarer den selv. Får med sin højre hånd et solidt greb om selve gummitutten og følgelig er det nu plastichåndtaget hun forsøger at skubbe ind i munden. Hun bliver ved og ved, indtil faren til sidst giver efter for kløen i sine fingre og tager den ud af hendes hånd, drejer sutten korrekt og lister den tilbage i munden på datteren. Smok! Sådan, så har vi det bedre, ikke sandt?, tænker faren. Nøjagtig ét sekund senere spytter hun i åbenlys protest sutten ud og genoptager i ro og mag sit forehavende med en mine a la mind your own business, dad! Eksemplet er dagligdags og banalt, men jeg vil nu alligevel driste mig til at lade det understrege en velkendt udviklingspsykologisk pointe. Eksemplet viser nemlig at mens datteren fokuserer på processen “at lære at håndtere en sut”, fokuserer faren på resultatet “at få den sut ind i munden hurtigst muligt”. Han betragter situationen fra et voksent perspektiv, hvilket der ikke i sig selv er noget galt med, men han kommer samtidig til at forveksle sine egne behov med sin datters. Hvis faren således egentlig ville “hjælpe” sin datter i denne situation, skulle han have holdt grabberne for sig selv. Men det er jo netop dét, der er det svære, for set fra hans perspektiv er hun jo knibe. Den samme problematik gør sig gældende, hvis han ser sin lidt større søn i vanskeligheder på legepladsen eller i børnehaven, f.eks i klammeri med nogle kammerater. Han har stor lyst til at blande sig, komme ham til undsætning. Men hvad er vigtigst: at tilgodese sit eget resultatorienterede behov for at få bilagt konflikten, eller sin søns naturlige behov for at lære selv at begå sig i sociale sammenhænge, herunder at løse konflikter? Svaret må vel være, at det som så meget andet i forældre rollen handler om fingerspitzgefühl. Man skal helt tydeligt og lige så sikkert som amen i kirken være der for barnet, ofte på tilskuerpladserne, nogle gange på sidelinjen og ind i mellem helt inde og tackle igennem på banen.