Dengang alt var sort

Skrevet d. 28-2-2017 23:19:44 af Lykke Scheuer - Coach, Terapeut, Psykoterapeut, Supervisor

Min ældste søn Sirius er på vej til at betræde ukendte stier, skolestart nærmer sig og dén slags sætter åbenbart tanker igang og mundtøjet i stå.
Men så alligevel, mens vi sidder der i bilen på vej mod fritteren får han pippet frem
" der findes faktisk en Ønskebrønd i Danmark" 
Mig - aha..det lyder spændende, ved du hvor den ligger ? 
" Ja, man skal gå mod Øst og dér hvor vinden blæser stærkest, midt på tågetulle sletten der ligger den. Når man finder den så kan man lade en tåre falde ned i og når tåren rammer vandet så glimter det med solglimt. 
- og hvad sker der så? 
" så må man ønske
- hvad kunne et ønske for eksempel være? 
*her mumles der lidt mens øjnene bliver store og meget blå*
" det ku' for eksempel være at man ikke skulle gå i skole og at man aldrig blev voksen" 

- Kunne det tolkes som at du er lidt urolig for at starte i skole ?
* der nikkes* 

Og så var æsken åbnet ....

 

 

Jeg ynder at føre samtaler med mine 2 drenge på hhv. 3 og 5 år, samtaler der udspringer af deres små skæve fortællinger om verden og livet, som de mærker og ser det. Jeg affejer aldrig et statement fra dem når vi har vores samtaler, uanset hvor mærkværdig eller fantasifuldt deres tale er. Jeg følger blot deres vej igennem de snørklede og overraskende taler de kommer med, stiller åbne spørgsmål, og er først og fremmest altid nysgerrig i min tilgang til hvad de har på hjerte, i netop den samtale vi er i.

 

Det mest mindblowing ved at være i disse samtaler er, at mærke hvordan de jomfruelige ord bag de barnebløde kinder, langsomt vokser frem til forståelsen af de følelser de har. 

Og ting vi forstår har vi lettere ved at håndtere, og når vi kan håndtere dem kan vi rykke dem frem og tilbage på de pladser i livets hylde, hvor de står bedst.

 

Det gælder vel i bund og grund os allesammen, så husk at åbne æsken en gang imellem. Hvad der end er derinde, har det godt af lys og luft

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.