Skal man kun tage hensyn til 'den særlig sensitive'?

Særlig Sensitiv

Der er for tiden megen fokus på de mennesker, som lever under det vilkår at være 'særlig sensitiv'. Jeg synes det er fantastisk, at der endelig kan blive sat ord på den store gruppe af mennesker, som lever under dette vilkår (ca. 20-25%). Og ikke mindst for de pårørende, som i deres mange frustrationer ikke har kunne forstå, hvad det skyldes at lige netop deres barn, ven/veninde eller partner 'altid skal være lidt besværlig' eller 'så følsom'. Vi kan elske de særlig sensitive og vi kan irritere os over dem! 

Et tema som jeg for alvor selv kender til, som pårørende til en 'særlig sensitiv' og via mine klienter. Jeg har igennem længere tid søgt informationer, bøger osv. til pårørende til særlig sensitive, men uden held. Jeg har været til adskillige foredrag, hvor ingen af foredragsholderne har den vinkel på - fordi de typisk selv er særlig sensitiv...

For hvordan er det egentligt at være pårørende til en særlig sensitiv? Vi kan finde så megen god forståelse og information til de særlig sensitive, men de pårørende ofte kan stå tilbage med følelsen af, at:

• Man skal gå på kompromis med sig selv, fordi vi skal tage hensyn til den særlig sensitive
• Hvor ligger min grænse og hvornår er det ok at jeg siger fra, når jeg skal tage så megen hensyn og have så megen forståelse for den særlig sensitive?
• Er det 'min skyld' når den særlig sensitive mistrives?
• Hvornår er der plads til mig og mine dårlige dage, uden at den særlig sensitive også får nedtur/bliver ramt?
• At jeg som partner til en særlig sensitiv, har lyst til at stoppe forholdet, fordi det bliver for hårdt
• Hvorfor skal sex-livet altid afhænge af den særlig sensitives humør, tilstand og kun når de har lyst?

Jeg oplever at det kan være vældigt svært at være pårørende og partner til en særlig sensitiv. Det er et vilkår, man også siger 'ja' til i en sådan relation. Og måske man ikke vidste at 'det også var med i pakken'!

Så hvad kan man gøre? 

Det kræver i høj grad om at forstå og få indsigt i, at vi skal blive på hver sin banehalvdel - hvad tilhører mig og hvad tilhører dig (som særlig sensitiv)? 

Det kræver en rigtig god dialog og forståelse fra begges sider; Hvordan er det at være særlig sensitiv, og hvordan er det at være pårørende til dig som særlig sensitiv? 

Et godt råd er ligeledes, at bruge sine gode venner, familien og en terapeut, til at hjælpe i de perioder, hvor relationen kan være udfordrende til den særlig sensitive, for det bliver aldrig et 'leverpostej-liv' med en særlig sensitiv - der er mange hensyn at tage!

Dette er blot nogle af de initiativer og tanker man kan gøre sig, og man skal være forberedt på, at det kan tage tid og ikke mindst, at der ligger en stor accept i, hvordan relationen er - både for dig og mig...

De bedste hilsner

Sanne Haaning