Sådan kommer du ustresset gennem Julen

Skrevet d. 8-11-2014 14:43:34 af Gitte Langkjær Lund - Coach, Stresscoach, Mentor

Få de 47 tips og tricks, der gør det hele lidt skønnere. Læs med her og nyd hele december 

I virkeligheden er det ikke så svært.

Ønsker du dig en ustresset jul og masser af nydelse i december?

Så er der tre ting, du skal gøre lige nu

  1. Prioriter din tid
  2. Juster dine forventninger
  3. Bring nydelse ind i dagene

Det kan lyde enkelt, det er det også.

Når du praktiserer disse tre enkle regler, så vil du opleve forandringen.

Dig, der er fuldt fortrolig med disse valg, tillykke og nyd det! Du kan springe resten over og nyde dine valg. Eller læse videre, og få de 47 tips og tricks, der gør det hele lidt skønnere i december.

Hvorfor er det så svært?

Det er svært, fordi vi gerne vil leve op til alle forventningerne. Vores egne, og de andres forventninger. Ofte handler det om, at du gør det for nogle andres skyld, for børnene, partneren, kollegaen, chefen, veninden, forældrene eller for hvem egentlig?

Hvad sker der i kroppen, når vi stresser af sted?

Stress er kemi. Hormoner. Hver gang du fx vælger at bruge din tid på noget, som du inderst inde ikke har lysten til, så tærer det lidt. Påvirker dit julehumør. Bevares, det kan sagtens blive et hyggeligt arrangement, men hvis du på forhånd har forsøgt at undvige, og alligevel vælger at deltage, så har ’stresshormonerne’ påvirket din krop længe inden arrangementet; fra invitationen lander, til du tager af sted. Og dette er sikkert ikke det eneste, du gør uden lyst og med modvilje.

Hvorfor gør du det?

Det har sine grunde, når du vælger at deltage, hvor du ikke har lysten. Det kan være burde, skulle, eller forventes er på spil. Eller anerkendelsen? Eller frygten for at gå glip af noget? Eller hvad de andre tænker?

 

Prioriter dig selv – og få det fulde udbytte

Det er vigtigt, at du prioriterer dig selv, når du har brug for det. Gør det for din egen skyld. Og med god samvittighed. Hvornår har du sidst gjort noget for din egen skyld?

Når du prioriterer dig selv, tager dig selv alvorligt, så smitter det også af på dine omgivelser. Du kan bedre være der for dem. Også. Det er meget nemmere at være noget for andre, når du selv er i overskud. Bring dig i overskud. Når du tager dig selv alvorligt, er der stor sandsynlighed for, at andre også vil tage dig alvorligt.

BONUS TIL DIG

Her får du  de 47 tips og tricks, der gør december lidt skønnere:

  1. Stop op med det samme, prioriter din tid
  2. Juster forventningerne
  3. Bring nydelse ind i alle dagene
  4. Sov 8 timer hver nat
  5. Planlæg din dag. Der er 24 timer hver eneste dag. Undgå, at falde for fristelsen, at give dig selv opgaver til 29 timer i døgnet
  6. Start i god tid
  7. Køb julegaverne på nettet og få dem leveret til døren. Bestil dem gerne indpakket
  8. Vælger du juleindkøbstur, så gør den hyggelig og rar – ikke et projekt
  9. Inviterer du til gløgg og lækkerier, så inviter dem alle på én gang, eller hold blot ét arrangement for de få, du har allermest lyst til at se
  10. Skriv online julekort, eller skriv kun de vigtige julekort
  11. Drop julekortene, ring hellere i det nye år og sig Godt Nytår
  12. Spis sundt og nærende. Hold igen med hvidt sukker, det hæmmer hjernen
  13. Julebag og konfekt behøver ikke være hjemmelavet
  14. Skyd nogle julefrokoster til januar
  15. Bestil madvarer på nettet, og få dem bragt til døren. Det sparer tid, og kan også være en økonomisk besparelse at undlade butikkens fristelser
  16. Spis kold kirsebærsovs;)
  17. Hold en fridag i december. Lad op, og gør noget rart
  18. Lad børnene pynte juletræet
  19. Giv 4 gode adventsgaver i stedet for 24 kalendergaver
  20. Giv kun gaver til børnene. Lidt barn er man vel altid;)
  21. Slap af indimellem
  22. Tag en dyb indånding
  23. Se julen som en gave – ikke en opgave
  24. Hold budgettet, hvis du laver et
  25. Vælg de færdige æbleskiver, bag dem ikke selv. Irmas er gode
  26. Vælg færdigblandet gløgg. Skal den være hvid, anbefaler jeg den fra Ilse Jacobsen BLOMSTEN. Kom gerne et stænk Gin i
  27. Rejs væk – alene eller sammen
  28. Hold dig i form, fysisk og mentalt
  29. Giv oplevelsesgaver. Og glæd dig til det nye år, hvor I skal indløse gaven sammen
  30. Giv ingenting til dem, der ønsker sig ingenting
  31. Hyr rengøringshjælp i december, hvis ikke også resten af året?
  32. Sluk mobilen, når du trænger til en pause
  33. Få masser af frisk luft hver dag, gå en lang tur
  34. Bed om hjælp, hvor du har brug for det. Kom i gang med det
  35. Deltag i arrangementer, du har lyst til. Ikke i resten
  36. Kør hjemmefra i god tid
  37. Hold juleferie. Nyd dagene sammen med familien
  38. Inviter til Jul, og lad flere bidrage til menuen
  39. Inviter familien tidligt den 24., og vær flere om madlavning
  40. Gå i kirke, lad roen sænke sig
  41. Tag en dyb indånding (igen!)
  42. Respekter de andres valg
  43. Hold en af juledagene fri. Slap og nyd livet
  44. Hold julefrokost, hvor flere medbringer en ret
  45. Genoptag meditation. Eller gå i gang med at lære det
  46. Mærk, hvordan du har det, og vær tro mod dig selv
  47. Bryd reglerne, hvor det giver mening

 

 

Vorherre bevares

For dig, som har oceaner af tid og elsker julen, med alt det hjemmelavede, og som har glædet dig hele året. Giv den gas, lav hjemmelavede bånd i år – gå all in i julerier, forventninger, planlægning og arrangementer. Og nyd hvert et sekund!

Bagefter kan du slappe af i de næste 11 måneder.

Rigtig glædelig jul

Og god fornøjelse med dine valg

 

Bedste hilsner
GITTE LANGKJÆR LUND

Coach med særligt blik for at skabe klarhed. Klarhed over målet - situationen og næste skridt.

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.