Overvejelser omkring parterapi

Skrevet d. 8-11-2014 09:47:26 af Anne Karina Busch

Som psykoterapeut og parterapeut oplever jeg at mange af de par, der kommer i terapi hos mig er kendetegnende ved at kvinden har været utilfreds i mange år, har ytret sig om det længe, men manden mener, at de godt selv kan klare det - indtil kvinden siger, at nu vil hun skilles. Så skal de i parterapi - ofte på mandens initiativ... og i terapien er manden helt op på dupperne, vil gøre næsten hvad som helst for at imødekomme kvinden og hendes behov - og kvinden sidder med meget lukket kropssprog, har lukket af for følelserne overfor sig selv og manden og har ofte taget den usagte beslutning, at det hele vil være meget nemmere, hvis hun flytter for sig selv og slipper for at være sammen med manden, der er "skyld" i at hun føler sådan eller netop ikke føler noget.

Nogle gange kommer parret mange flere før kvinden siger stop og ikke vil gå i mere terapi, men vil skilles. Andre gange kommer de 1-2 gange før hun får sagt fra og indimellem lykkes det faktisk  for parret at åbne sig for sig selv og hinanden, og de begynder langsomt at komme ud af busken, viser sårbarhed, nysgerrighed og der viser sig et lys i tunnelen, hvor de med fælles hjælp nærmer sig hinanden og tør igen tro på, at de har en fremtid sammen.Og dette er fantastisk at være med til som parterapeut og familieterapeut. 

Tiden fremover vil bære præg af et bevidst arbejde på at tage vare på sig selv og hinanden. Det er så vigtigt at de hver i sær tager ansvar for sig selv og er lige så nysgerrig på egne reaktionsmønstre som partnerens. De kan kun ændre sig selv - ikke partneren og de kan vælge at være imødekommende overfor deres partners behov, når det ikke overskrider egne grænser.

Denne kunst er svær og det er her jeg som psykoterapeut kommer ind i billedet, så jeg kan gøre opmærksom på, når det lykkes for parret og sætte lys på, så de får øjnene op for, hvad der netop gør at det lykkes så de kan gøre mere af det.