Om at miste sin forælder som ung voksen

Om at miste sin forælder som ung voksen

Jeg har netop læst en artikel i Kristeligt Dagblad, som skriver om, at der ikke er skrevet særlig meget om at miste sin forælder som ung voksen eller voksen. Derudover mistede jeg selv min mor for tre år siden, og jeg husker selv, at jeg savnede, at flere havde skrevet om deres erfaringer og strategier til at være med tabet af sin forælder. Jeg vil derfor, så godt, jeg kan, beskrive de udfordringer, der hører med at miste en forælder som ung voksen, og hvordan man kan finde fodfæste i én tid, der kan føles som om, at tæppet rives væk under én.

NB! Denne blog kan selvfølgelig læses af folk i alle aldre og som har mistet en anden betydningsfuld person end lige netop én forælder. Vi er alle forbundet om det at miste.

Normalisering og tro
Mit formål med denne blog er ikke at fjerne eller fikse de følelser, du måtte have ift. at have mistet din forælder. Men snarere at normalisere de følelser, der opstår i kølvandet af tabet, og at give dig en fornemmelse af, at du IKKE er alene. At give dig en platform og én tro på, at du er født med evnen til at miste, selvom det gør satans ondt.

1. Hvad sker der egentligt, når man mister sin forælder som ung voksen?

Mange unge voksne oplever desværre at miste deres forældre (eller bonusforældre) til uhelbredelig kræft, sclerose, andre sygdomme, misbrug og selvmord. Forskellige følelser kan være involveret til det at miste en forælder.

Savn og længsel efter den ubetingede kærlighed én forælder kan give og når man tænker på varme minder.

Sorg ved tanken om at de ikke kan være med til vigtige begivenheder, udfordringer og valg i fremtiden. Det kan være fejringen af at man er færdiguddannet, karriere og jobvalg, at møde partner, bryllup og børn.

Ensomhed og håbløshed. Er jeg nu helt alene i verden? Hvordan skal jeg klare mig uden min forælder/forældre?

Usikkerhed, angst og forvirring. Spørgsmål som er jeg noget værd og hvem er jeg nu? Flere oplever fx, at deres værdier ændrer sig markant efter at have mistet. Man kan også blive bange for at miste nuværende relationer.

Skyld. Var jeg der nu nok? Jeg burde måske have været der mere? Skyld over også at føle sig lettet.

Ansvar og stress. Mange oplever pludselig, at de skal tage meget mere ansvar end før hen. Man skal måske forholde sig til praktiske aspekter, som salg af bolig og begravelse & andre familiemedlemmers sorg osv. Det kan være meget stressende at skulle tage stilling til alt dette, da man også er i sorg.

Vrede, bitterhed, skuffelse og svigt. For mange opstår der også følelser af vrede, fordi det føles umådeligt uretfærdigt, at skulle miste sin forælder, bitterhed over for andre, der ikke har mistet, og skuffelse over, at man måske ikke føler, at man nåede at ‘få talt ud’ eller fik sagt ordentligt farvel. Endelig kan man også opleve det som et svigt, at ens forælder skulle dø og der kan måske dukke ting op, som man egentligt har været vred over, og er ærgerlig over, man ikke fik sagt.

2. Find fodfæste og ro i al kaosset

De ovenstående oplevelser, følelser og tanker er helt normale, og der er helt sikkert mange flere, som jeg sikkert ikke har fået med. Selvom de er helt normale, er de samtidig nogle svære følelser for alle mennesker, og derfor vil jeg tilbyde dig perspektiver og forslag, der måske kan støtte dig i at få en fornemmelse af fodfæste i al kaosset. Jeg prøver ikke at retfærdiggøre tabet, og vi kan lige så godt få det på det rene: Det var IKKE okay, at du skulle miste din forælder. Men her er alligevel nogle perspektiver og strategier.

2.1 Lade dig selv savne din forælder
Lad dig selv savne og blive berørt af det dig og din forælder havde sammen. Savnet er et vigtigt vidnesbyrd om, at den kærlighed og omsorg, du modtog fra din forælder, og som du stadig har brug for at mærke, selvom han/hun ikke eksisterer længere fysisk. At komme  i kontakt med og acceptere savnet kan faktisk sænke dit stressniveau over tabet, og give en forståelse af, at din forælder stadig støtter dig.

Nogen gange undgår vi at lade os føle savnet af dem, vi har mistet, fordi vi tror, at vi ikke kan rumme det, men vi er født evnen til at kunne rumme disse følelser. Vi skal alle miste. Nogen gange kan det være godt bare at blive med savnet (identificere, hvor du mærker det i kroppen) og med de minder, der måske er aktiveret. Det vil give dig en følelse af støtte og kærlighed, der aktiverer vores omsorgssystem og fremkalder stoffet oxytocin. Frem for at begynde at komme med vurderinger og postuleringer, som fx: alt ville være meget bedre, hvis han/hun var her nu, jeg er helt alene i verden nueller jeg kommer aldrig til at klare det uden. Det kan du potentielt ikke vide, men du kan glæde dig over, at du mærker savnet og kærligheden. Prøv så godt, du kan at blive med savnet i kroppen, og at acceptere modstanden og de dømmende tanker. Og acceptere de depressive tanker som tankeaktivitet – ikke sandheder for din fremtid.

2.2 Vores tanker kan ikke forudsige fremtiden
Vi bliver alle revet med af vores tanker i ny og næ, og tror blindt på, at de kan spå om fremtiden. Men det kan de altså ikke. Vi har gennemsnitligt 90.000 tanker om dagen. Det ville være vildt, hvis alt det vi tænkte på, gik i opfyldelse. Derfor, hvis der sideløbende dukker ubehagelige tanker om, når du mærker savnet, så prøv, så godt du kan at acceptere dem som tanker – og ikke som et bevis, for at du ikke kommer til at klare dig uden din forælder. Det er jeg sikker på, at du gør! Det kræver noget arbejde, men bare det, at du læser denne blog, viser, at du er villig til at gøre det, der skal til, for at du alligevel kan få et tilfredsstillende liv.

Gad vide om din forælder ikke ville blive glad for at se, at han/hun har betydet noget for dig, men måske ville blive ked af, at du fortalte dig selv, at du ikke kunne klare det?

Selvom jeg måske kommer med råd lige nu, så handler det i bund og grund om at mærke efter, hvordan du savner og sørger bedst. Giv slip på, hvordan du burde føle. Du har det, som du har det. Det kan ingen ændre på, heller ikke dig selv. Der er ikke nogen rigtig eller forkert måde at sørge på. Ej heller en tidsfrist for, hvornår du ikke må savne og sørge mere. Jeg tror på, at man savner og sørger resten af livet, især ved mindedage og højtider. Men at man kan lære at leve med tabet på en mindre lidelsefuldt og begrænsende måde, hvis vi rummer og giver plads til følelserne – ved at sige til os selv, at de er okay.

2.3 Giv slip på skyld, ansvar og dårlig samvittighed
Du gjorde det så godt du kunne! Det at have en syg forælder kan være meget drænende og det er helt normalt at have lavet mange andre ting end blot at være sammen med din forælder. Ofte ved man jo ikke hvornår, de dør og at fokusere på andre ting i ens liv, kan være det der holder én oppe og giver energi til en ellers svær periode. Andre kan bebrejde sig selv og forælderen for at have brugt for meget tid på dem. Igen… du gjorde det så godt, du kunne.

I tiden efter man har mistet, kan nogen have brug for at trække stikket helt og tage fri fra, hvad de nu ellers har gang i, og måske lave noget helt andet i et stykke. Noget der ikke kræver så meget. Andre har brug for at blive ved med det, som de havde gang i, mens forælderen levede. Mærk efter, hvad der føles rigtig for dig, også selv om det måske betyder, at du må give slip på noget ansvar og andres forventninger. Også selvom du får dårlig samvittighed. Husk på, at det bare er en følelse, og sandsynligvis ikke er helt valid – men snarere er et værn fra fortiden, hvor du måske har skulle tage meget ansvar pga. din syge forælder/forældre. Vær der for andre, når du har overskud og lyst, da det også kan give dig en styrket værdifølelse og en følelse af forbundethed.

2.4 Du fortjener at gøre noget godt for dig selv
Det er IKKE barnemad at forholde sig til en syg forælder. Derfor fortjener du i tiden efter virkelig at gøre nogle gode ting for dig selv. Det kan efter en turbulent tid måske være svært at vænne sig til, men prøv alligevel at sige til dig selv, at det er OKAY og en måde at hele sig selv på.

Det er nemlig også vigtigt at finde en balance mellem at savne og så også at orientere sig ud mod det liv, der er i gang lige nu. Mange får lyst til at gøre noget, der ikke kræver så meget af dem. Andre har brug for at gøre det samme, som de plejer. Det vigtiste er, at du giver dig selv lov til og plads til at kunne gøre, lige netop, hvad du har lyst til – om det så er at savne, sørge, sove, grine, spille spil, gå i biografen, arbejde, snakke med mennesker (venner, bekendte, psykolog, grupper osv.) om tabet eller noget helt andet.

2.5  Få vreden ud, bliv bevidst om overfladiske sammenligninger og entydige fortællinger om din forælder
Som tidligere beskrevet kan der være meget vrede forbundet med det at miste. Hvis du føler for det, kan du finde et sted, hvor du ugeneret kan få lov at udtrykke din vrede. Dermed ikke sagt, at det vil få din vrede til at forsvinde, men det kan være virkningsfuldt og føles forløsende. Du kan også finde andre måder at kanalisere din vrede ud, fx gennem sportsaktiviteter – som thai-bo og boksning. Eksperimentér med, hvad der virker for dig.

Derudover kan det også føre til meget lidelse, når vi sammenligner os selv med andre – ud fra et overfladisk og spinkelt grundlag. Alle mennesker måler sig ift. til andre. Det lægger i vores natur. Men vi kan også træne os selv til at blive mere bevidste om, når vi gør det og overveje om den slutning, vi laver ud fra sammenligningen er baseret på et ordentligt grundlag? Når vi mister, er det nærliggende at sammenligne os med andre, som har deres forældre, hvilket er helt normalt. Vi kan dog forsøge at lægge mærke til, hvad det gør ved os, når vi uden videre godtager slutningen, fx at hun er sikkert meget lykkeligere end mig, fordi hun har stadig har sin mor/far. Derudover kan vi holde fast i, at alle mennesker oplever psykisk smerte og det at miste, og stoppe op og få øje på, hvad vi kan være taknemmelige for i vores eget liv.

Endelig kan det være væsentligt at åbne op for en flerdimensionel forståelse af din forælder. Det vil sige at give slip på enten at sætte ham/hende i et udelukkende positivt eller negativt lys. At få øje på, hvad du var rigtig glad for ved din forælder, og hvad du vil tage med dig. Men også at dykke ned i, hvad du ikke synes var okay, og som du måske selv vil tage afstand fra i dit voksne liv. Det kan kræve noget arbejde at dykke ned i sin hukommelsen, men kan bære frugt! Jeg tror på, at ingen forælder udelukkende kun har været god eller dårlig, og at denne erkendelse kan føre til en mere integreret fornemmelse af os selv. At lave breve kan fungere godt i denne sammenhæng. Her kan man både skrive breve, hvor man fortæller sin forælder, hvilke minder og oplevelser, der betød noget for én og hvilke oplevelser, man måske ikke synes var okay. Dette er en måde at få kontakt til den kærlighed, der var mellem dig og din forælder, og at få forløst noget af den vrede, du måske også havde. Jeg kommer til at skrive en blog om, hvordan du kan strukturere et brev.

2.6 Dine nuværende relationer
Når vi oplever tab af en forælder medfører, det uden tvivl, svære følelser, som beskrevet udenfor, og vores ‘betingede’ sind vil vældig gerne af med dette. Derfor kan vi, ofte ubevidst, komme til at tro at andre skal tage smerten fra os, og vi lægger derfor stor vægt på andres evne til at hjælpe os. Det er helt klart vigtigt, at vi ved, at andre er der for os. Men hvis vi går andre i møde med en forventning om, at de skal kunne fjerne/tage vores sorg/svære følelser, kan det ende i unødvendig lidelse. Derfor kan man i stedet se det som en positiv side-effekt, hvis du føler dig hjulpet af en anden. Den gode nyhed er, at vi nemlig også har noget andet end det betingede sind – kaldet den ‘ubetingede opmærksomhed’. Den ubetingede opmærksomhed er perfekt i stand til at rumme alle dine svære følelser.

Så tro på din egen evne til at være med dem! Og lad vær med at slå dig selv i hovedet over dit betingede sind – men glæd dig i stedet over, at du har øje for det, og derigennem kan ændre på det.

Det betingede sind bliver i den grad også fodret af medierne og vores kultur, der ofte snakker om, at det er vigtigt at have ‘trygge mennesker’ omkring sig, når man mister. Dette underkender dog bare, at du selv er i perfekt stand til at rumme følelser samt, at ingen mennesker er perfekte og trygge hele tiden. Det er vigtigt at have mennesker omkring os, men prøv at eksperimentere med ikke at forvente, at andre siger det helt rigtige eller er perfekte.

Ved at have denne indstilling med, bliver vi måske ikke lige så overraskede og skuffede, hvis vores relationer ikke lige siger eller gør det, vi har brug for at høre. Men vi kan til gengæld være forberedte på det, og dermed få sagt til og fra på en måske mindre agiteret måde. Det vil sige, at sætte forventninger ned betyder altså IKKE, at vi IKKE må sige fra og til. Og du kan se det som en kærlig, helende og lærerig handling både over for dig selv og den anden. Men slå ikke dig selv i hovedet, hvis du ikke får sagt fra eller til. Det er ikke hverdagskost, og helt okay, hvis man ikke lige få det gjort. Man kan altid prøve igen en anden gang.

Dét som jeg har erfaret, både fra mig selv og andre, er at noget af det vigtigste andre kan gøre for én, det er at være nysgerrig på det at miste – i stedet for at have forudindtagede idéer om det. Ligeledes ikke at være bange for at tale om døden samt at behandle én, som et helt normalt menneske. Vi skal jo alle miste. På den anden side også at have respekt for, når personen, som har mistet, ikke har lyst til at tale om det, og måske hellere vil snakke om noget andet.

2.7 Søg fællesskaber
Når man mister én forælder, mister man også én del af ens fællesskab. Det kommer man desværre ikke uden om. Men hvis du har lyst til og føler dig klar til det, kan det være godt at søge fællesskaber, så du kan føle en forbundethed med andre mennesker. Fællesskaber kan bestå af allerede eksisterende fællesskaber, men kan også være nye fællesskaber. Nogle finder det hjælpsomt at gå i en sorggruppe, og at snakke med andre, der står i samme sted. Andre finder det givende at melde sig ind i et fællesskab, der ikke har noget at gøre med sorg. Nogle vælger begge kombinationer. Mulighederne er mange, og nogen gange kan det kræve en ekstra overvindelse i en svær tid at få meldt sig ind i disse fællesskaber. Men se det som en kærlig gestus til dig selv og en vej til forbundethed.

Links til grupper med andre unge voksne:

• Unge og sorg (fra 18-28 år).
• Kræftens bekæmpelse (28-40 år).

DOG er det vigtigt, at fællesskaberne ikke skal blive et ‘middel’ til at fjerne vores svære følelser i forbindelse med sorgen og savnet, men snarere bliver et rum til at føle sig forbundet og være en del af noget. Endelig at det at være i et fællesskab ikke bliver ’sandheden’ og løsningen på at blive fri fra sorg og savn. Så det er vigtigt ikke at idealisere disse fællesskaber, og mærke efter, når man reelt har brug for at være alene frem for i et fællesskab. Der er nemlig også masser af udfordrende ting ved at gebærde sig i fællesskaber.

2.8 Brug erkendelsen af vores forgængelighed til at gå efter dine drømme i livet
Nogle oplever, at de ændrer sig en del efter tab af en forælder. Det er i hvert fald den mening, mange tillægger, dét at miste én forælder. Det forklares ofte ud fra, at når døden kommer tæt på, så erkender vi vores dødelighed og at inter varer for evigt (også kaldet ’forgængelighed’ og bruges især i buddhismen). Dette faktum kan derfor gøre os mindre bange for at udleve de drømme, vi hele tiden har haft, men som vi måske ikke turde at efterfølge. Det kan også være med til at give mening til tabet. Så døde de ikke helt forgæves, men kan have bidraget til, at man følger det, som er vigtigt for én. Så forsøg så godt du kan at stå fast ved dine værdier og drømme for livet. Jeg tror på dig! Det kan også opleves skræmmende at have en følelse af, at man ændrer sig, men prøv at acceptére dette. Det kræver tid at vænne sig til forandringer, så vær tålmodig med processen!

2.9 Hvordan kan vi stadig have vores forældre med, selvom de ikke er her fysisk længere? Det kan være betydningsfuldt at finde måder, hvor i gennem man kan få kontakt til ens forælders kærlighed eller stemme, selvom de ikke er her længere fysisk. Hvordan kan man få kontakt til, hvad de ville have sagt i en svær situation? Eller hvordan kan man bare få kontakt til deres kærlighed på en kedelig banal hverdagsaften, hvor de måske tidligere ville have ringet?

Der er mange måder, hvorpå man kan gøre det. Man kan forestille sig, hvad deres kærlige jeg ville have sagt til, at du stod i en udfordrende situation? Måske ville de have sagt, at du nok skulle klare det, at han/hun var stolt af dig, at hun/han elskede dig eller at du gjorde det godt nok. Du kan også forestille dig, hvordan det ville føles at få et kram eller et stolt blik fra dem. Forsøg så vidt, du kan at lade dig føle kærligheden, savnet eller berørtheden uden at dømme eller vurdere det. Prøv bare at give dig selv lov. Hvis du ikke føler for det, er det også helt okay.

Derudover kan man mindes sin forælder ved billeder af dem, eller hvor man er sammen med dem, gamle sms’er, kort, tøj og ting, som har særlig betydning for én. Hvis de har en gravsten, kan du tage hen på kirkegården og gøre, hvad der føles rigtigt for dig. Nogen finder det brugbart at ordne gravstedet, at ’snakke’ til den man har mistet eller at få grædt ud der.

Særlige dage, som dødsdage, deres fødselsdage og højtider, kan også være særligt svære tidspunkter, men de kan samtidig bevidst også bruges til at mindes dem, man har mistet. Derfor kan det være vigtigt at sætte tid af på disse dage. At sætte kravene ned. Andre kan bedre lide at gøre det på andre tidspunkter end lige netop disse dage. Hvad der føles rigtigt for dig.

Afsluttende kommentarer
FRIHED i SIND arbejder desuden hårdt på at kunne tilbyde gruppeforløb for unge voksne, der har mistet (25-35 år), og hvor vi vil arbejde med de udfordringer, du står med – primært ud fra et evidensbaseret mindfulness-program til sorg.

Hvis du gerne vil have professionel rådgivning og et rum kun for dig, så er jeg specialiseret i sorghåndtering. Her vil vi arbejde på at styrke din tro på at håndtere de svære følelser forbundet med tab af en forælder og på, at du ikke er alene. 

Masser af varme sendes til dig og din unikke proces.

De varmeste hilsener

Emilie Assentoft, stifter af FRIHED i SIND, psykolog og mindfulness-instruktør.

‘Selvom de ikke er her længere, hører kærligheden aldrig op’