Home Sweet Home

Skrevet d. 8-11-2014 16:04:08 af Henriette Høeg

Home sweet home…  
- rejsen hjem til sig selv.
 
Jeg har netop afsluttet et coachingforløb med en kvinde, der har været ude på en lang rejse, langt væk hjemmefra.
 
Hun er i dag afslappet og glad. Hun har en rygsæk fuld af erfaring, som hun ikke vil være foruden. Rejsen har givet hende læring for livet.
 
Rejsen var ved at koste hende dyrt. Den kom nemlig ikke kun til at handle om at leve og opleve, men om at overleve…!
 
Rejsen væk…
 
I starten gik det godt. Hun oplevede at være tændt, at have stor styrke og fighterånd.
 
Efterhånden som tiden gik, mistede hun sin føling med, hvor hun selv havde lyst til at bevæge sig hen. Hun fulgte bare med, når andre satte kursen.
 
Hun lagde godt mærke til at hun sov dårligt, havde fordøjelsesproblemer og hovedpine, men hun overhørte det og fortalte sig selv, at det nok ville blive bedre, når hun lige havde vænnet sig til de nye omgivelser.
 
I sin iver efter at tilpasse sig sine omgivelser, hvor andre bestemte retning og tempo, glemte hun at stoppe op – og navigere efter sit eget indre kompas.
 
Rejsen syntes derfor pludselig lang og krævende. Selv de mindste skridt og små bump på vejen oplevede hun som uoverkommelige udfordringer og forhindringer.
 
De medrejsende var nu heller ikke længere medspillere, men modspillere med krav og forventninger. Og der var sågar én, der tillod sig at spørge hende, om hun havde det godt? Eller om det ikke snart var tid til at gøre status og rejse hjem til sig selv…?
  
Erkendelse og accept
 
Efter nogen tid op ad bakke, i skidt humør og uden energi og velvære, var der ingen vej tilbage. Kvinden måtte erkende og acceptere, at hun var kommet for langt væk.
 
Kvinden kontaktede én, som kunne hjælpe hende med at finde hjem. Hun var klar over, at det blev en lang tur. Hun væbnede sig med tålmodighed, udviste tillid og mod.
  
Rejsen hjem
 
På sin rejse tilbage traf hun en beslutning om aldrig at rejse længere væk, end hun hurtigt kan finde hjem til sig selv.
  • Nu har hun en rygsæk fuld af ballast til at klare udfordringer på livets vej.
  • Nu sørger hun for, at der altid er ekstra proviant til uforudsete situationer.
  • Nu stopper hun op – og navigerer efter sit indre kompas.
  • Nu er hun glad og taknemmelig for at være… Hjemme hos sig selv.
 
Ansvarlighed
  
Kvindens historie fortæller, hvor vigtigt det er, at vi er centrerede i os selv. Hvor vigtigt det er at forstå, at der er stor forskel på at være et ansvarligt menneske i forhold til de ydre omgivelser og på at tage ansvar for – og handle i overensstemmelse med - sit eget indre liv; følelser, tanker og behov.
 
 
Når vi konstant retter opmærksomheden mod at tilpasse os omgivelserne (andre mennesker – opgaver – projekter – deadlines mm.), mister vi kontakten til os selv og vores evne til at mærke, hvad vi har brug for lige nu. Glemmer vi at nære os selv, kan vi på den lange bane hverken være noget for os selv eller vores omgivelser…