FRA FRYGT TIL FRYD

Jeg har boet i Indien et par år, og lært meget af den kultur, som jeg er dybt taknemmelig for. Denne blog er en del af mine erfaringer:

Den fælles autorickshaw, som er en slags meget lille minibus på tre hjul, kommer rystende og støjende hen ad landevejen. Jeg står i skyggen af et mangotræ, da det er bagende varmt, og har ventet et stykke tid på at få et lift. Jeg kan nemlig aldrig lige vide, hvornår bilen kommer.

Den er allerede ret fuld, kan jeg se på lang afstand – et par kroppe hænger ud af døren, og flere bagdele sidder i de få vinduer, der er. Jeg er spændt på, om den stopper på mit vink om at tage mig med. Ingen problem. Altid plads til en til. Flere hopper ud, jeg ind – der omrokeres, så der også bliver plads til mig. Utrolig så fleksible indere er, når det gælder transport. Jeg tæller. Vi er nu 23. Jeg står foroverbøjet, da der er så lavt til loftet at man ikke kan stå oprejst. Der er ikke flere siddepladser – heller ikke på gulvet. Jeg kan ikke undgå at komme ret tæt på en lille pige, der sidder på sin mors skød. Hun ser rædselsslagen på mig. Jeg forsøger ikke at ligne et uhyre fra Vesten og smiler beroligende til hende – tror jeg. Hun skriger og gemmer sig i sin mors favn – for dernæst at kigge endnu engang på det der meget fremmede. Rædslen står helt åbent i hendes øjne, og lydene der kommer fra hende, supplerer hendes skræmte udtryk. Flere af kvinderne begynder at fægte med arme og hænder og sige et eller andet, jeg ikke forstår – og dog – noget forstår jeg. Jeg svarer på dansk, at jeg kan altså ikke gøre for det. Jeg kigger jo væk hele tiden for ikke at skræmme pigen for meget. Men hun bliver ved med at vende tilbage og vil se mig ind i øjnene. What to do? Den forstår kvinderne godt, så de lader os være med vores - pigen og jeg.

Efter et stykke tid med at pigen ser ind i mig, og så gemmer sig i sin mor og ser ind i mig igen, så dvæler hun i mit blik. Det opfatter jeg som en invitation, så jeg undlader at se væk, men bliver med hende og dvæler med. Hun er ved at finde ud af, at jeg ikke er et uhyre, og så kommer der en høj lyd fra hende med en mund, der står på vid gab. Det lyder som når folk kører ned af bakke i en rutschebane. Og så griner hun - og jeg med hende. Vi griner og griner og ser bare fortsat ind i hinanden. Hun er helt vidunderlig.

Latteren og fryden vil ingen ende tage. Hun tager en kort pause men fastholder mit blik, og så ruller latteren igen og igen. Vi griner og griner, og glæden og fryden har frit løb. Hun skal nu af bussen, og vinker så længe hun kan trygt fra sin mors favn. Jeg smyger mig forbi et par kroppe og gengælder hendes hjertevarme vink. Hun har mødt en fremmed med blå øjne og lys hud, og det gik godt. Jeg er dybt rørt. Sikken en gave – i denne hede eftermiddag i støv og støj.

Dette er et herligt eksempel på, hvordan man enkelt kommer igennem frygten for det ukendte: Konfronterer det man er bange for – bevarer kontakten til det og bliver med al frygten indtil det skifter. Sådan!

Hvis man er meget bange, så kan man gøre som pigen - gå lidt frem og tilbage hen over grænsepunktet – for dernæst at blive der, hvor der er mest intenst, og derved komme igennem og ud på den anden side - til glæden og fryden i dette tilfælde.

Jeg tænker efterfølgende på pigen og det skønne møde, vi havde. Det hviler lunt i hjertet. Jeg tror hun er ca.1 ½ år. Jeg tænker på hvor længe hun mon kan bevare denne instinktive viden om frygt, og hvordan den håndteres. Hvor mange år endnu vil hun have mod til at turde se det ukendte i øjnene?

Hvad gør vi med hinanden i vores verden – alle os, der ikke kender hinanden? Hvad nu hvis vi behandler fremmede mennesker tilsvarende – ser hinanden i øjnene med åbenhed – bliver der sammen – tør mødes. Hvordan vil vi så have det med hinanden, og hvilken kultur vil vi kunne skabe sammen? Man kan evt. udforske sig selv ved at spørge: Hvem er bange for at være åben?

 Hvordan vil det se ud på arbejdspladsen, hvis vi tør være åbne overfor hinanden? Ikke som om åben” med en høflig og distant facade, men turde mødes ærligt på godt og svært. Hvilke muligheder vil det til gengæld bringe os? Ja – for den sags skyld også i familien. Selv i familien går vi ofte og gemmer os for hinanden - i travlhed, stres og undskyldninger. Ikke mindst overfor os selv. Hvor dybt tør vi se os selv i øjnene uden at lukke det ene i lige så stille og lade som om, vi ikke har set det, vi lige så?

Min intention med dette, er et ønske om at inspirere på flere niveauer. Den kan være en invitation til at reflektere over, hvordan man selv møder det ukendte i livet som f.eks. pigen her.

Jeg håber ligeledes, at det kan give inspiration til at fortsætte med også at tage livtag med de langt mere skræmmende møder med det ukendte. At erfare og dermed vide, at der er masser af støtte at hente både i os selv og uden for, hvis vi tør give slip på de gamle former, gamle forestillinger samt ”opbrugt” identitet.

At erfare, hvad det vil sige at flyde med livet.

At bruge livet som læremester.

At opleve, vi ikke er alene.

Måske nogle læsere er interesseret i at foretage egne undersøgelser. Specielt hvis man bliver berørt på en eller anden måde, er det muligt at gå dybere ved f.eks. at spørge sig selv ærligt: Hvem føler dette?

Denne åbenhed kan bruges til at lytte ind i hensigten.

Du kan læse mere i min bog: Som havet sliber sten - en spirituel rejse ind i det ukendte.

Hjertelig hilsen

Krop- og psykoterapeut Anne Jørgensen