Det handler om at skabe

Skrevet d. 1-7-2017 09:56:07 af Eveliina Johansson

Man kan skabe et look, man kan skabe drama, man kan skabe en lækker ret mad.
Man kan skabe alt.
Men hvor mange af os vælger at bruge denne egenskab til at skabe et godt liv for os selv? 

Hvor ofte vælger du dig selv, dine drømme og ønsker til?

Er du bevidst om dine tilvalg/fravalg?

Går du efter drømmen?

Det er nogle af de spørgsmål jeg stillede mig selv, inden jeg fandt min rette hylde.
Da jeg var yngre, havde jeg en masse dårlige strategier. Jeg var enormt dygtig til at skabe noget dårligt for mig selv og havnede hele tiden i lortesituationer som gjorde mig vred og ked af det. Alligevel blev jeg ved.
Kørte rundt i den samme onde cirkel, som en dårlig rutsjebanetur, hvor kvalmen kan mærkes hele vejen fra maven og op i halsen.
Alligevel blev jeg ved.
Blev frustreret over at finde mig selv i den samme øv situation gang efter gang. Kørte rundt i det samme mønster.
Alligevel blev jeg ved.
Det giver jo god mening, for jeg blev ved med at gøre det samme. Jeg traf de samme dårlige valg, stoppede med at mærke efter med mig selv og valgte ikke at gøre noget anderledes.
Hele hemmeligheden bag at skabe noget, handler om at vælge. Hvordan kunne jeg skabe noget

nyt for mig selv, når jeg ikke valgte at gøre noget anderledes?

Jeg havde lagt en strategi for mig selv, der holdte folk på afstand. For mig, var det den bedste måde jeg kunne passe på mig selv.
Jeg havde en grundlæggende følelse af at være anderledes end de andre, en følelse jeg på det tidspunkt tolkede til at jeg måtte være forkert. Min måde at tænke på var forkert. Det tøj jeg havde lyst til at gå i var forkert. De ting jeg gik op i var forkerte. Jeg var derfor hurtig til at sabotere mine relationer, så de ikke valgte mig fra pga. min forkerthed. Det var en strategi der beskyttede mig dengang og derfor gav den mening for mig.

Nu er jeg heldigvis et andet sted, hvor andres meninger og holdninger til mig og mine tanker ikke er vigtige for mig længere og derfor behøver jeg ikke den strategi til at beskytte mig.

Gennem de valg vi træffer får vi byggesten og hver gang vi får en ny byggesten kommer vi et skridt tættere på at skabe noget.
Sommetider kan byggepladsen blive rodet og støvet. Andre gange får man ryddet op og smidt ud. Så snart vi glemmer at rydde op, accepterer vi at være i støvet, mens rodet bygger sig op omkring os.

Før vi overhovedet kan rydde op, kræver det selvfølgelig at du tør kigge på dit rod. Du tør kigge ud over din byggeplads og tage fat, der hvor tingene ikke sidder rigtigt sammen. Havde jeg ikke kigget på mit byggerod, ville jeg stadig rende rundt og føle mig forkert.

Først og fremmest skal du turde kigge på dine drømme. Endnu vigtigere end det er, når du har fundet dine drømme, så skal du forstørre dem, gøre farverne endnu klarere, komme krymmel på og masser af ekstra karamel sovs, for ingen drøm er for stor!
Derefter skal du dykke ned i drømmen.

Hvis drømmen er at skabe en familie, hvad skal der så til?
Og så begynder det rigtige gravearbejde. Hvordan skal din partner være? Hvordan skal han/hun behandle dig? Hvor er drømmestedet at bo?
Når du begynder at identificere hvad du gerne vil have, frem for hvad du ikke vil have, vil det også blive en hel del nemmere at gå efter det.
Det samme gælder karriere. Hvad skal dit drømmejob bestå af? Er det mange penge? Hvis ja, hvor mange? Er det frihed? hvis ja, hvad er frihed for dig?
Når du skal skabe en god dag for dig selv, hvad indebærer det så?

Dyk ned og bliv klar på hvad der gør dig glad. På den måde kan du skabe alt. 

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.