Det er altså ikke barnemad at være i et parforhold

Skrevet d. 24-4-2017 11:24:11 af Emilie Assentoft

Få et konkret og klart forslag til en konstruktiv snak om det svære - således, at I kan styrke jeres følelse af samhørighed, kærlighed og tryghed i jeres parforhold.

Dette blogindlæg kommer til at handle om, hvorfor det kan være vanskeligt for os at tale om det svære med vores partner, og hvorfor det hurtigt kan ende i et skænderi. Til sidst vil jeg komme med et konkret og tryghedsskabende forslag, der er lige til at følge. Således at I, langsomt, kan bryde med jeres 'vante' skænderimønstre og i stedet være nysgerrige på hinandens oplevelser, historier og følelser. Det kommer ikke til at blive let - men jo flere erfaringer, I får, jo nemmere vil det blive.

At være i et parforhold kræver at man tør se på de allergrimmeste sider af én selv

At være i et parforhold kræver at man tør se på de aller grimmeste sider af én selv, og det er altså ikke altid lige det, man har lyst eller energi til. Og hold nu op, hvor kan det være svært ikke at falde i de samme gamle 'mønstre' med sin kæreste, hvor man ikke lytter, lader være med at tale om det svære og vigtige, afbryder, råber eller fysisk går fra hinanden. Igen og igen. Det kan jeg og mange andre vist hurtigt skrive under på.

Medfølelse over for fald

Til gengæld kan parforholdet også være en kæmpe mulighed for at udvikle sig selv og ændre på de relationsmønstre, som man ikke i samme grad, kunne se da man var alene. Men det er altså ikke bare noget, der sker over natten. Det kræver benhårdt arbejde. Så er det sagt. Og masser af medfølelse over for processen, og for alle de gange, man selv og ens partner falder i. Prøv at se det som 'fald', ikke tilbagefald. Ligeledes en erkendelse af, at der ikke findes et perfekt slutmål, hvor man 'aldrig' kommer op at skændes eller diskutere ved uenigheder. Endelig at man sammen kan lære af situationen. Hvad gik godt? Hvad gik ikke så godt? Hvad kan vi prøve næste gang?

Hvorfor er det nogen gange vanskeligt for os at kommunikere det svære til vores partner?

Når vi bliver ramt af en svær følelse, som fx frygt, angst, tristhed, skuffelse, sorg, er menneskets første instinkt at beskytte sig. Det giver god mening. Og der i og for sig ikke noget galt med det. Og det er ikke din skyld. Det kan også være, at du har oplevelser med fra din fortid eller I sammen har nogle oplevelser, hvor I måske er kommet op at skændes, når én af parterne har prøvet at åbne op. En del af dette beskyttelsessystem vil også forsøge at fikse følelsen og at finde en årsag til det. Ofte ved skænderier sker der det, at den ene partner forsøger at bebrejde den anden for sine svære følelser. Derfor vil den anden partner som regel reagere med forsvar. Dette vil faktisk ofte føre til, at begge parter ender tilbage mere fortvivlede og vrede end før. Det er helt normalt, og vi gør det alle sammen.

Ofte er det bare ikke dét, vi virkelig har brug for - men tryghed, kærlighed og omsorg

Men hvad nu hvis dét, vi egentligt har brug for er tryghed, kærlighed, omsorg og at blive mødt? Hvordan kan vi komme mere hen i mod dette - frem for at man faktisk ender med at skubbe hinanden væk?

Start med noget positivt

Men før jeg nævner disse spørgsmål, vil jeg gerne bede dig eller jer om at nedskrive så mange af de snakke, I har haft, hvor du/I følte dig/jer mødt. Var der noget særligt I gjorde der?

Derudover kan I nævne 3 positive ved ting den anden. Det kan enten være noget, som du godt kan lide ved din partner eller en handling, der betød noget for dig.

Rammerne for den svære snak

Sæt tid af til at tale om det svære. Ikke for lang tid eller for kort. Så det ikke løber ud i sandet.

Hvis man lige har været oppe at skændes, er det godt at vente et stykke tid til begge parter er faldet ned igen, og I begge er åbne over for en konstruktiv snak.

Lytteren afbryder ikke, kommer ikke med hypoteser eller 'velmenende råd', men holder sig striks til de nedenstående spørgsmål og forholder sig nysgerrig, fx kan du sige noget mere om det? Hvad var vigtigt for dig der? Hvad fik det dig til at føle?

Taleren holder sig på egen banehalvdel, og snakker kun om egne følelser, fx da du gjorde sådan, fik det mig til føle mig usikker, trist, angst, bange, modløs, vred.

Et konkret og tryghedsskabende forslag til en svær snak

Hvad var situationen ? Hvordan oplevede du den? 
Hvad fik det dig til at føle? (Fx nervøs, usikker, angst, tristhed, håbløs, stresset, vred, irriteret) 
Hvilke negative tanker løb gennem hovedet på dig? (Fx  jeg tænkte, at vi aldrig kommer til at finde ud af det,  du lytter aldrig til mig). Vælg den tanke, du nogenlunde kan mærke, er den vigtigste for dig. 
Hvilke beviser har du, som understøtter den negative tanke? ( Find både beviser fra jeres eget parforhold, men også fra jeres fortid/barndom). 
Hvilke modbeviser har du, som ikke stemmer overens med den negative tanke? ( Find både beviser fra jeres eget parforhold, men også fra jeres fortid/barndom). 
I betragtning af modbeviser, hvilke støttende tanker, kunne hjælpe dig til at komme videre herfra? (fx min partner lytter for det meste på mig, vi har klaret det mange gange) 
Er der noget, du har brug for, at din partner kunne gøre næste gang i en lignende situation? 
Er der noget, du selv kunne gøre? 

Slut gerne af med at give hinanden et kram.

Rigtig god fornøjelse! Og jeg kan ikke sige det nok, husk at dette tager tid, og at I allerede nu kan øve jer på medfølelsen over for hinanden, og når I falder i.

Men husk også at værdsætte jeres gode stunder og når I kan mærke, at I tager et skridt sammen hen i mod mere kærlighed og tryghed.

Hjertevarme

Emilie, psykolog i psykologpraksis FRIHEDiSIND

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.