Vil du leve af dit kreative talent?

Skrevet d. 8-11-2014 15:00:36 af Gitte Langkjær Lund

Så er der i første omgang to spørgsmål, du skal stille dig selv.

Har du et godt produkt?

Og er der et marked derude?

Hvis du med sikkerhed kan svare ja til begge spørgsmål, er der basis for at arbejde videre med din ide.

Ofte, når vi ønsker os noget, så er det samtidig fordi, vi ønsker at undgå noget (andet!).

Det betyder i praksis, at vores valg har konsekvenser. Vi kan komme til at hænge fast i konsekvensen, frem for at arbejde målrettet efter vores mål. Det vil gøre, at vi kommer til at lide en lille smule. Vi bliver ved med at tale om det, vi gerne vil, samtidig med, at vi hver dag gør noget, der er i direkte modstrid med vores ønske.

Resultatet er mellemtilfredshed.

Hvis vi på den ene side ønsker at leve af vores malerier? Og på den anden side har et dybtfølt behov for økonomisk tryghed? 

Lad os kigge lidt nærmere på dette dilemma.

  1. Vi ønsker at leve af vores malerier Fordi vi har en stærk fornemmelse af, at vi vil trives med det frie liv, en blomstrende kreativitet og måske mere tid til os selv, og tilmed vil vi føle stor glæde ved vores arbejde. Noget af dette ved vi med sikkerhed, fordi vi måske i forvejen maler i fritiden.
  2. Vi har et dybtfølt behov for økonomisk tryghed Hvilket er hovedårsagen (efterhånden) til, at vi går på arbejde og passer vores job. Det giver god ro i maven, at vide at lønnen tikker ind på kontoen hver den første, og der er tilmed feriepenge. Alt andet stritter på os, bevares vi er gode til jobbet, og kollegerne er søde, men det er jo ikke det, jeg inderst inde vil, siger vi til os selv.

Kan du genkende dette? Så ligner du mange af de ’fritidskunstnere’ (over en bred kam), iværksættere, og andre selvstændige og freelancere, der kommer til mig for at blive styrket i deres vilje og tro om at tage egne ambitioner alvorligt.

Sandheden omkring dette dilemma er, at du ikke har besluttet dig. Sådan rigtigt! Du bliver ved at bruge tid og energi på dit gode gamle job, du prioriterer jobbet før dit ’hjertebarn’ og den tid og de resurser, der er tilbage til hjertebarnet er knappe, og utilstrækkelige til, at du virkelig kommer ud over rampen med din kunst.

Du skal vende den om Tage dig selv alvorligt. Du skal opprioritere hjertebarnet. Start eventuelt i det små – små skridt kan være en glimrende vej til at opnå ting, der har stor effekt. Du må ikke gå i stå. For hver gang, du går i stå, så kommer du længere fra dit mål. Du mister tillid til, at du kan, fordi du simpelthen er stoppet op, har ladet noget andet være vigtigere end dine egne ønsker og dit hjertebarn.

Eller beslutte, at alt er som det skal være Måske skal du faktisk ikke leve af din kunst. Men være fritidskunstner. Måske det er på sin plads at ændre din opfattelse af, hvad det er? Og samtidig passe dit job, og med glæde, nu hvor du er realistisk omkring situationen.

Uanset hvad du vælger, så vil det give ro, og overskud og spare dig for en masse hvad-nu-hvis tanker.

Så længe du ønsker eet, og gør noget andet, så vil du lide. Beslut dig!

Det, der er rigtigt for den ene, er ikke rigtigt for den anden. Det vigtigste for din livskvalitet er, at du gør det, som du siger, du vil. Det giver sågar et øget selvværd at være tro mod sig selv. Men det er en helt anden snak.

 

God fornøjelse med dine valg!

Kærlig hilsen Gitte Langkjær Lund