Vær ærlig overfor dig selv

Med ærlighed kommer man længst, sådan lyder en formanende gammel tommelfingerregel. Og der er vist noget om den snak, ikke mindst når det kommer til ærlighed overfor én selv. En klient, en mand tæt på de tres, som de seneste femogtyve år har gjort tjeneste ved fængselsvæsenet, henvendte sig til mig i forbindelse med at han for nylig havde været udsat for en meget ubehagelig episode med fysisk og psykisk vold på sit arbejde. Det er langt fra første gang han har oplevet den slags, idet hans arbejde indebærer daglige konfrontationer med mange mennesker. Allerede efter få konsultationer var han fri af selve den følelsesmæssige belastningsreaktion, den aktuelle episode havde afstedkommet. Han var tydeligvis en garvet gut som ikke sådan lod sig vælte af pinden. Sådan opfattede han også sig selv, og selv om arbejdet til tider var hårdt holdt han meget af det. Så meget desto mere var det ham en gåde at når han nu mente at have fået bearbejdet episoden på konstruktiv vis, at han så mærkede en stigende modstand mod at gå på arbejde. Det handlede ikke om frygt for nye episoder, den del var han afklaret med, men han kunne ikke sige sig fri for en gnavende irritabilitet og et generelt mishag, når han mødte på arbejde – en tilstand der varede hele dagen. Begge dele kunne sagtens være delsymptomer i forbindelse med en forsinket belastningsreaktion, men min klient fastholdt at dette ikke var tilfældet. Efter yderligere et antal konsultationer nævnte manden i en bisætning at hans arbejdsplads nogle uger inden episoden fandt sted skulle have afholdt fest for ham i anledning af hans femogtyveårs jubilæum. Men det havde man glemt! Nu hævdede min klient at dette jo ikke betød noget særligt og det var jo i virkeligheden også noget pjat at gøre et stort nummer ud af ham osv osv. Lige under røgsløret lå der selvfølgelig en dyb og meget forståelig skuffelse. Femogtyve år havde denne mand investeret i sin arbejdsplads og så bliver han glemt. Dén kan han så gå og tygge på, når han om et par år går på pension. Spørgsmålet om ærlighed kommer ind dér, hvor manden efter nogen tid giver sig selv lov til at kalde tingene ved deres rette navn: Skuffelse. Det er jo ikke selve kransekagen eller portvinen eller den dobbelte månedsløn, det handler om – det er den symbolske anerkendelse af en trofast medarbejders livsværk. Det værste for min klient er det forklaringsproblem han har i forhold til familie og venner; med hvilke ord serverer man denne ”nyhed” uden at føle at man mister lidt af sin værdighed? Grundet hans stolthed forbyder han sig selv, at gøre ledelsen opmærksom på deres forglemmelse (man forstår ham, men guderne skal vide at de har klokket i det). Suppedasen står ikke til at redde, men trods alt har manden dog fundet en brugbar forklaring på, hvor hans lede ved arbejdspladsen stammer fra.