Udbrændthed

Skrevet d. 30-10-2014 09:17:30 af Lars Nørgaard

Det er langt fra altid man på et sølvfad får serveret grunden til at man har det skidt – nogle gange er årsagssammenhængene paradoksale og derfor ikke altid gennemskuelige. Således stillede en klient sig meget undrende overfor at han på det seneste var begyndt at miste lysten til at gå på arbejde. Han undrede sig, fordi han jo elskede sit arbejde og fik ros for sin indsats og navnlig sin notoriske stabilitet. Aldrig en sygedag, aldrig et kny – på trods af at hans arbejdsfunktion er særdeles krævende, såvel fysisk som psykisk.

Ingen skulle kunne sætte fingeren på noget. Ofte tog han på arbejde selv om han var syg og burde være blevet i sengen, han ringede til sin arbejdsplads i sine ferier for at ajourføre kolleger med diverse opgaver som han til daglig bestred, han var for længst holdt op med at tælle overarbejdstimer, idet antallet var astronomisk og aldrig ville kunne blive omsat i hverken kroner eller afspadsering. Men det var også ligegyldigt for han gjorde det jo fordi han havde lyst!

Umiddelbart opnåede manden hvad han ville; han levede op til en for ham grundlæggende værdi om til enhver tid at sætte firmaets interesser over egne behov. Derved kunne han i lang tid leve højt på sit image som firmaets mand, den gode, loyale præmiemedarbejder. Hvad manden imidlertid i sin iver for at please firmaet og i sin – utvivlsomt ægte – begejstring for sit arbejde havde overset var risikoen for at brænde ud. Et fænomen som hvert år gør utallige medarbejdere ukampdygtige. Udbrændthed er ikke, som mange tror, forbeholdt aldrende medarbejdere i den offentlige sektor, men er et problemkompleks som i stigende grad sætter stadig yngre mennesker ud af spillet. Det er en lumsk størrelse fordi mange af dens ofre netop er begejstrede, pligtopfyldende og dygtige folk, hvis væsentligste karrieremæssige fejltrin er at de har svært ved at økonomisere med og målrette deres energi.

Min klient havde – som så mange andre – desuden overset forholdet mellem arbejdspladsens kortsigtede og langsigtede interesser; enhver arbejdsplads kan ganske vist have interesse i at dens medarbejdere er i stand til og villige til i perioder at yde en ekstraordinær indsats, men ingen arbejdsplads kan have interesse i at dens medarbejdere brænder ud før de er fyldt fyrre som følge af misforstået loyalitet og ukontrolleret energiudladning. Billedligt talt svarer det til konstant at lade bilen køre med fuld choker – enten drukner motoren eller også løber tanken ret hurtigt tom.

Gamle indgroede vaner og værdier er ikke altid så lette at revidere og modificere, men min klient er så småt begyndt at øve sig i at give slip på den noget tvangsprægede ansvarlighedsfølelse. Han synes bestemt ikke det er let eller rart – nærmest lidt angstprovokerende – at holde fri når han har fri og melde sig syg når han er syg. Men han øver sig fordi han er enig i rationalet at han derved i det store billede bedre tjener sine egne og firmaets interesser.