Så følg dog dit hjerte, mand!

Skrevet d. 19-2-2016 23:50:31 af Maja Vain Gilbert Jespersen

Om selvrealisering og hvorfor det kan være svært at følge sit hjerte.

Unge har aldrig været så ulykkelige som de er i dag. Det siger aviserne i hvert fald. Medierne baserer bl.a. dette på antallet af unge på lykkepiller og det stigende antal unge diagnosticeret med depression. Hvor mange det helt præcist drejer sig om er svært at vurdere, men de fleste er enige om at unge i hvert fald ikke er blevet lykkeligere eftersom velstanden er steget.  Og her kommer 1 mio. $ spørgsmålet så – hvordan kan det være at unge er så ulykkelige og utilfredse i et samfund med SU, frysepizzaer og quicklån? En tid fuld af komfort og nemme løsninger? Vi er blevet kaldt en generation af “curling børn”, hvor vi efter sigende er blevet båret fra A til B hele livet, så hvorfor er vi ikke lykkeligere end vores forældre? Er unge virkelig så snotforkælede, og burde man måske bare tage sig sammen?

Et yderst brandfarligt spørgsmål, der kan besvares alt efter hvilken vinkel man ser fra. Jeg ejer ikke de vises sten, men har tænkt meget over dette, da jeg også er et barn af en generation der både er blevet kaldt dum og doven, men som kun få egentlig gider sætte sig ind i. Vi er børn af højkonjunkturen, en konstant higen efter mere i den berusende forbrugsfest. Unge burde jo være noget mere taknemmelige for at man har knoklet for at give dem de bedst mulige betingelser for at leve et liv med uanede muligheder. Når det så alligevel kan konstateres at mange unge næppe føler sådan, skyldes det så at de unge voksne er møgforkælede egoister eller hvad?

Kigger man midlertidigt på hvilke krav der stilles mennesker i al almindelighed i dag, kan det muligvis praje os på sporet af en lidt anden historie om de unge. Man skal som menneske i 2015 nemlig ikke blot bare stræbe efter et liv med økonomisk sikkerhed, et godt familieliv og et ok arbejde, nej vi skal stræber efter at leve et optimalt liv på alle områder. Med al den velfærd vi i dag besidder, forventes det at vi er nået op til øverste niveau af behovspyramiden, hvorfor vi nærmest er tvunget til at søge vores egen kreative udfoldelse overalt. Der er altså ingen undskyldninger her – alle bør opsøge sine egne drømme og ambitioner i livet, og hvad angår netop ambitioner er overlækkeren de seneste år skudt i vejret. At være dygtig, flot, flittig, festlig, social, dybsindig, intelligent, sporty, kreativ – listen kunne fortsætte længe – er det forventlige. Perfekt er det nye normal. Et konstant krav om at finde sine egne talenter og gøre noget helt særligt og unikt for verden. Det handler om at realisere sine indre drømme og stærke drives i livet. Nøgleordet er selvrealisering.

Selvrealisering er et begreb, der for alvor kom i centrum med 60ernes humanistiske psykologi, der tager udgangspunkt i at mennesket har en indre kerne eller essens, det skal realisere i verdenen. Tanken er altså at der er et indre drive imod at fyldestgøre sig selv i verden. Der er altså noget derinde der skriger efter at komme ud og realisere sig selv. En form for unikkreativitet. Det der gør dig helt særlig. Inde i alle mennesker gemmer der sig altså en unik lille stemme, der guider dig på din egen unikke vej, som kun du skal gå. Selvrealisering betyder at vi skal gå unikke veje på alle livets områder: tøjstil, boligindretning, parforhold, familieliv og ikke mindste arbejdslivet. Alle livets aspekter skal guides efter hvad vores indre stemme fortæller os er bedst for os. For vi skal jo vise at vi alle er unikke.

Der er måske på nuværende tidspunkt nogle der har opdaget at jeg ikke bryder mig synderligt meget om selvrealisering. Jeg får faktisk en smule røde knopper af at tænke over begrebet. Og hvorfor nu det? Er det ikke rart at vi alle er unikke, og tilmed enormt heldigt at vi alle er fødte med denne indre stemme, der kan guide os netop i den rigtige retning?

Nej, desværre. Det kunne ellers have været rart, men nej. Og jeg skal fortælle hvorfor. Der er mange problemer med selvrealiserings-begrebet på mange forskellige niveauer, hvor jeg her kun vil gå ind i nogle af de praktiske konsekvenser dette ideal har for mennesket  – særligt den unge – i dag. Går man helt back to basics, er der først og fremmest ingen der har hverken be- eller afkræftet at denne indre kerne eksisterer. Tanken om den indre essens/stemme/kerne har eksisteret i flere tusind år og er hentet direkte fra kristendommens tanke om sjælen, og den kan man jo ikke vide sig sikker på eksisterer. Begrebet om det ubevidste er lige så diffust, så den er vi heller ikke sikre på. Sådan er det med de fleste psykologiske begreber – egentlig er vi aldrig sikre på noget, og vi kan ikke måle på særligt meget af det.

Men okay. Jeg vil ikke ind i religiøse diskussioner om sjælen findes eller ej. Lad nu det ligge. Men her kommer endnu et problem med selvrealiseringen. Hvad nu hvis den indre kerne slet ikke kan kommunikere? Hvad nu hvis der ikke er nogen indre stemme der taler til os? Hvad nu hvis vi er mutters alene med os selv? En angstprovokerende tanke, enig, men faktisk en reel mulighed. Hvis ikke der er noget derinde at “mærke” hvordan kan man så mærke efter?

Billig psykolog til unge og studerende med studierabat

Tanken om at vi selvfølgelig bliver talt til fra vores indre er så integreret en del af samfundsnormen, at ingen stiller spørgsmålstegn til hvordan man egentlig gør dette. Hvordan følger man sit hjerte? Var det på skoleskemaet, eller var det bare mig der sov i timen? Jeg ved personligt i hvert fald ikke hvordan jeg ved om det er min indre stemme der taler, eller om det er alt muligt andet der blandes sammen i én stor følelsessuppe.

Her mener jeg at en stor del af unges vanskeligheder ligger i dag. Som aldrig før har vi komfort og gode betingelser, der medfører at vi har alle muligheder for at gøre hvad vi vil. Et tagselvbord med muligheder der ingen ende vil tage. Spørgsmålet er bare lige hvordan vi vælger fra samfundets gavebord? Og her kommer den bedrøvende besked om og om igen: føl dig frem, mærk efter, spørg dit indre – føl, mærk, føl, mærk!… Det der kaldes vejledning i ungdomsårene er stort set altid baseret på at give den unge ansvaret tilbage – det er jo dit valg i sidste ende. Men hvordan har den unge en kinamands chance for at vælge særligt kvalificeret, når den unge ikke uddannes i hvordan han finder ud hvad der er bedst for ham? Derfor render mange hovedløst rundt i uddannelsessystemet, fordi de endnu ikke har fundet det der “føles rigtigt”. Dette giver mange unge en kæmpe følelse af utilstrækkelighed over dem selv, og en stor utilfredshed med livet. Der er en almen holdning om at livets store beslutninger skal træffes ud fra diffuse mavefornemmelser, hvor ingen tør at fortælle den unge, der står over for en masse store valg, hvad vedkommende skal gøre med sit liv.

Det store krav om at optimere sit liv gennem konstant kreativ udfoldelse bliver derfor meget svært at efterleve, fordi det særligt for den unge er en jagt i blinde efter noget, man ikke aner hvad er. Guides man ikke af noget eller nogle bliver man hurtigt et offer for hvad man føler man burde gøre. At navigere i nutidens hav af muligheder kræver et godt kompas, ellers farer man vild og ender med at føle handlingslammelse og utilstrækkelighed.

Dette kan måske alt sammen lyde temmelig deprimerende. Nu hvor jeg har elimineret den indre stemme, hvad er der så tilbage til at træffe beslutninger ud fra? Skal vi tilbage til vores oldeforældres tid, hvor livet lå klart fra fødslen?

Selvfølgelig ikke! Vi kan sagtens styre livet, og unge kan godt lære at finde vej og abstrahere fra det konstante pres om at være unik og ultraambitiøs. Det handler først og fremmest om at begynde at forstå at man ikke bliver lykkeligere af at stræbe efter sin egen selvrealisering hele tiden, da det er en uendelig rejse mod utilfredsheden. Alting kan altid blive bedre, og hvis man konstant venter på at den indre stemme stempler det som “det helt rigtige”, vil man nok vente forgæves. I stedet for at tænke at den indre stemme måske er et påfund der bør udskiftes, tænker de fleste at det nok er fordi den pågældende kæreste, studieretning eller veninde er den der skal udskiftes. Ud! Videre! Næste! Men hvis man ikke har en indre stemme, hvordan kan man så leve et liv, der gør en lykkelig, eller i første omgang bare tilfreds?

Ifølge narrative psykologer handler det i bund og grund om at komme tættere på sig selv, hvilket her ikke refererer til den “indre kerne”, men til de værdier vi som mennesker sætter højest i livet. Værdier er, i modsætning til tanken om den indre kerne, ikke noget vi er født med, men noget vi erhverver os gennem vores livserfaring. Det handler derfor om at finde ud af hvad vi egentlig sætter pris på i livet ud fra vores fortællinger om livet, og at få skelnet dette fra det samfundet fortæller os vi skal leve livet efter. Vi har måske alligevel ikke alle lyst til at blive professorer, højtlønnede finanschefer, supermødre, x-faktor-stjerner, maratonløbere, en størrelse 34, anerkendte kunstnere eller bare i nærheden af optimal og perfekt. Vi har heldigvis mange historier om hvad det vil sige at leve det gode liv, og dem skal vi holde fast ved.

Den store udfordring for ungdommen ligger altså i at finde frem til sine egne værdier, tale med andre om dem og herefter træffe beslutninger for sit liv, gerne i samråd med andre. I stedet for at gå alene og gruble, handler det om at invitere andre med ind i sine overvejelser omkring sin livssituation og gøre det til et fælles ansvar. Drop alt det diffuse føleri og bliv bevidst om dine livsværdier i stedet. Unge er ikke forkælede egoister, men snarere unge mennesker, der prøver at håndtere en besynderlig livssituation, hvor alle døre er åbne, men ingen har fortalt dem hvor de skal hen.