Parforholdskriser og livskriser

Skrevet d. 4-1-2016 20:20:11 af Cleoh Dharma Søndergaard

I dag vil jeg gerne snakke om hvad det vil sige når man føler at man er i en parforholdskrise eller en livskrise, f.eks. hvis man føler at der har været mange problemer undervejs og man er irriteret over sin partner. Hvad gør man så? Hvordan føles det? Hvordan kan man mærke at der er problemer i parforholdet hvis man har svært ved at mærke sig selv i det? 

Dem som opsøger mig med problemer i parforholdet, de har længe haft på fornemmelsen at der er noget galt. De skændes måske rigtig meget med deres kæreste, de har ikke lyst til deres kæreste. Hvis vi tager udgangspunkt i en kvinde synes hun ikke længere at han er interessant.. Hun er ked af sig selv.. Hun er begyndt at tale dårligt om sig selv, til sig selv.. Hun føler måske hun er mindre værd ift. ham - der kan være mange ubalancer i et parforhold der gør at hun får det skidt.

Når man er forelsket har man følelserne udenpå tøjet, man har lyst til at vise det bedste man har til vedkommende, man vil vide alt om sin partner og man vil give en masse gaver, gestuser, søde sms'er m.m. Hormonerne kører og man er høj på endorfiner. 

Efter noget tid aftager forelskelsen og bliver overtaget af dybere kærlighed. Man har stadig lyst til hinanden, man bliver inspireret af hinanden og man har mere intimitet sammen. Man kender hinanden bedre og deler sine dybeste hemmeligheder, fantasier m.m. På den måde udvikler kærlighed sig til noget dybere. 

Men der kan jo ske noget med parforholdet. F.eks. at man begynder at blive irriteret på det man først fandt rigtigt fascinerende ved sin partner. Det kan ske at man har ondt i maven. Det kan ske at man er stresset når man tager i dørhåndtaget, når man kommer hjem. Det kan ske at man taler dårligt om sin kæreste til sine venner. 

Hvis man først har taget beslutningen om, at forlade sin partner, så er det meget svært at gen-forelske sig i sin partner og acceptere at man i andet fald ville være nødt til at gå tilbage til sin partner og løse de problemer der måtte være. For den beslutning er så stor og banebrydende. Det er derfor vigtigt at tage det i god tid, hvis man ønsker at redde parforholdet - jo før jo bedre.

Se min video ovenfor.