Om negative tanker

Skrevet d. 19-2-2016 23:49:52 af Maja Vain Gilbert Jespersen

Når man tænker ting, man ikke burde.

Jeg læste forleden en artikel i et dameblad, der mente at den kunne hjælpe mig med at droppe de negative tanker. Artiklen lover bl.a. at de negative tanker vil gå væk, hvis man

  • lægger en distance til tankerne
  • distraherer sig selv
  • gemmer tankerne til senere

Første indskydelse er at dette egentlig er fornuftigt, siden ingen gider at bakse rundt i en sump fuld af selvbebrejdelser. I den forstand har de fleste af os hørt dette før, og på mange måder for længst lært at bekæmpe de negative tanker og skyde dem ud af hovedet. Derfor hverken en revolutionerende artikel eller noget jeg normalt ville skænke en ekstra tanke, hvis ikke det var for mit nylige bekendtskab med en tidligere spiseforstyrret pige.

Som spiseforstyrret har hun om nogen mærket hvad det vil sige at være styret af negative tanker, der som en besættelse langsomt overtog hendes liv bid for bid. Efter hun blev indlagt på psykiatrisk afsnit kom hun i behandling, hvor hun bl.a. lærte at arbejde intenst med sine tanker, og hvordan de påvirkede hendes adfærd. Her blev hun bl.a. forbudt at løbe, se sig selv i spejlet og skulle vænne sig til at spise meget store portioner mad. Det vigtigste hun lærte var dog at ignorere de tanker, der sagde at hun var værdiløs og burde tabe sig. Og hun blev rigtig god til. Så toptrænet at jeg ville betegne hende som en professionel tankeknuser – stormester selvcensur.

Og alligevel. I dag er der alligevel noget der mangler. Derfor kommer hun til mig. Hun føler sig skåret midt over, hun føler stort set ingen kontakt til sig selv længere. Hun kan ikke længere huske hvad der gør hende glad, og hun er konstant i tvivl om hvad hun har lyst til. Hun har simpelthen lært at undertrykke sine tankeimpulser så godt at kontrollen, der før handlede om at styre sit madindtag, nu handler om at styre sine tanker så minutiøst, at hun kan smide tanken væk, allerede inden den har fæstnet sig. Hun har lært præcist hvilke tanker der skal væk og hvilke der må blive, og hun er så god at hun er ved at censurere sig selv helt bort.

  Billig psykolog til unge og studerende i København

Men hvad er der dog sket med hende? Hvordan er hun mon havnet der? For at forstå dette, mener jeg at man skal træde et par skridt tilbage, og kigge nærmere på hendes proces omkring spiseforstyrrelsen, og dermed også hvordan hun har behandlet de negative tanker. Den måde hun først og fremmest har arbejdet med sine tanker på stammer fra den kognitive psykologi, hvor man bl.a. mener de negative tanker er et produkt af at man gennem livet har oplevet ting, der har skabt fejlagtige måder at tænke på. Fx hvis man er blevet mobbet i skolen, så kan man være blevet bange for at være sammen med jævnaldrende i dag, fordi man tror at der vil ske det samme igen. Man har altså generaliseret det konkrete, der skete engang. Derfor gælder det om at gå tilbage til hvilken antagelser der egentlig ligger bag de negative tanker, og ændre på dem.

Det fordelagtige her er, at selvom dette arbejde med sig selv absolut ikke er nemt, er det forholdsvist simpelt at arbejde med. At de psykologiske problemer, som man selv har oplevet som tankemæssige mastodonter ikke er andet end et produkt af fejlantagelser, medfører som regel en stor lettelse. Var det bare det det hele drejede sig om? Der er altså ikke noget fuldstændigt galt med mig? Tænk at jeg har gået rundt i denne suppedas i så lang tid, uden at vide at jeg bare kunne…osv. osv. Og så begynder arbejdet med at lave tankerne om, ved bl.a. at banke noget realitet ind i hovedet og begyndte at lægge mærke til hvornår de negative tanker dukker op, for derefter at lære at smide dem væk. Det er en heksejagt på de uønskede tanker. Seek and destroy. Og det virker. For de fleste går denne del af arbejdet rigtig godt, omend det kræver stor selvdiciplin. De negative tanker forsvinder gradvist, hvilket der da også er mange videnskabelige beviser på.

Men får man det så bedre af at smide de negative tanker væk? Som psykolog er jeg om nogen klar over at man aldrig kan generalisere, og at der helt klart er mange der har rigtig meget gavn af dette arbejde. Men jeg mener alligevel at der er nogle forskellige problemer med at behandle de negative tanker sådan, hvilket bliver mere klart, når man vender tilbage til mit bekendskab til den tidligere spiseforstyrrede pige. Hun har det nemlig stadigvæk ikke godt.

Hun føler sig opsplittet, uden forbindelse til sig selv. Hun kan ikke længere føle hvad hvem hun er, og hvad der egentligt er og hvad hun har lyst til. Og ikke nok med det. Fordi hun har lært at det hele handler om de negative tanker, flytter der en lavine af selvhad ind i hende samtidig. Der er nemlig opstået en fremmedgørelse mellem hende og hendes tanker. De dumme tanker. Hun har nemlig lært at tankerne ikke er logiske eller meningsfulde, men at de skal væk som skimmelsvamp i et fugtigt badeværelse. Det er jo nemlig noget pjat at tænke sådan.Hvorfor kan jeg dog ikke lade være med at tænke det pjat? Hvorfor overtager det mit liv? Hvor er jeg dog svag, at jeg lader mig styre af det pjat! Osv. osv. Hele møllen, forfra og bagfra. I slowmotion og i pendulfart. Om og om igen. Når de før meningsfulde tanker bliver frataget deres mening og legitimitet og gjort til noget pjat, må det vel i sidste ende henvise tilbage til det menneske, der i første omgang tænkte tanken. Hun er noget pjat! Hun er jo ikke god nok!

Studierabat på psykolog til unge og studerende i København

Hvad er nu det for noget? Handlede det ikke netop bare om de negative tanker? Hvordan kan det pludselig være at det kommer til at handle om den, der tænker tankerne?

Der er efter min mening et stort problem med at tænke, at mennesket skaber nogle tanker, der i sig selv er negative og ikke giver mening. For hvorfor skulle man egentlig gøre det til at starte med? Der er noget dybt problematisk i at mene at mennesket kan skabe noget, der er meningsløst for det, for så ville man skabe noget der ikke havde noget at gøre med en selv. Jeg er ret sikker på at vi som mennesker slet ikke er i stand til at skabe noget uden mening for os, og derfor er der intet der bare skal ignoreres eller behandles som var det værdiløst for os. Når vi behandler vores negative tanker som sindets ukrudt, uden at gå ind i det, signalerer vi altså til at os selv at vi overhovedet kan producere ukrudt, hvilket jeg mener skaber fortvivlelse og selvhad. Vi ville da selvfølgelig aldrig plante ukrudt, hvis vi vidste at det var ukrudt. Vi tror altid det er blomster vi planter.

Dette leder mig atter videre til at peppe ugens blogindlæg op med en smule psykologisk teori, så hold nu fast! Ifølge den narrative tankegang opstår de negative tanker ikke automatisk, ved at man bliver ved med at tænke tankerne, men fordi de er en del af et meningsfuldt univers.  En vigtig forskel er her, at man inden for den narrative teori altid anser mennesket som aktivt, dvs. at vi aldrig er passive ofre for nogle negative tanker, men producerer disse af en årsag. Altså er de negative tanker ikke bare negative tanker, men noget der har en stor betydning for den person, der nu en gang har produceret dem. Det betyder altså at personen selv er med til at generere de negative tanker, også selv om han rationelt er klar over, at det måske ikke er det smarteste.

Der er altid en grund til at personen tænker disse tanker – et højere formål der måske ved første øjenkast kan være svært at få øje på. Mennesket forsøger altid at navigere bedst muligt i sit eget liv, og hvis dette stadig resulterer i en del negativitet og dårligdom, vil jeg gætte på at det skyldes noget lidt andet end dårlige vaner. Mit personlige udgangspunkt er at alle mennesker – uanset tid, sted, livssituation, etnicitet og køn – forsøger at gøre det de tror er bedst i deres liv. Jeg tror derfor ikke på at vi til tider indvaderes af en negativitetssygdom, der vender vores tanker imod os. De negative tanker udspringer, ifølge narrativ psykologi af det samme som dem, vi kalder for de mere positive tanker – nemlig intet mindre end vores livsværdier. Det negative kan derfor lære os enormt meget om hvem vi er, i den forstand at vi skal se det negative som et budskab til os.

Studierabat på psykolog til unge og studerende

Hvadfornoget??!! Er der nu ingen forskel på positivt og negativt? Hvordan kan det være at noget der er så forskelligt udspringer af det samme? Forklaring følger.

Ud fra en narrativ psykologisk tankegang handler mennesket altid ud fra kerneværdier, det har bygget op igennem sit liv. Alle tanker og handlinger har derfor en intention om at gøre godt i ens liv. Selv det der kan betragtes som ondt har dermed en grundide bag sig, der i sidste ende vil én selv det bedste. Hvad er intentionen så med negative ting? Hvordan kan det nogensinde have en funktion i ens liv?

Vender jeg kort tilbage til mit nylige bekendtskab med den tidligere spiseforstyrrede pige, opdagede jeg hurtigt hvor mange funktioner spiseforstyrrelsen kunne have i hendes liv. Den gjorde noget ved hendes liv, der fik andre områder af hendes liv til at lysne op. Fx kunne dette helt banalt set være at blive beundret og set op til fordi hun var så tynd. Det at være tynd demonstrerer ofte selvkontrol og i mange tilfælde en generel mestring i livet. Det kunne også være at blive taget seriøst. At kunne have kontrol over sine egne vaner. På et endnu dybere plan kunne spiseforstyrrelsen være en måde at få noget ekstra omsorg på, og/eller en vej ud af andre endnu sværere problemer. Det er bare for at demonstrere, at noget så “forkert” som en spiseforstyrrelse også kan have positive intentioner for livet i sig, og bliver fastholdt – ikke blot fordi de negative tanker er automatiske – men fordi det giver mening i ens liv at være ramt af en spiseforstyrrelse! Det er det jeg kalder en smertelig erkendelse. Men det er netop disse ønsker og håb med handlingerne og tankerne, der er en guldmine at undersøge! Det er her alt det gode ligger, ift. hvad der egentlig er vigtigt for dig som menneske.

Billig psykolog i København

Komplekse tanker. Måske lige lovligt komplekst, og du er sandsynligvis lidt forvirret over det hele, og hvad du egentlig kan bruge det til. Derfor et hverdagseksempel.

Du sidder i din sofa og ser TV. Du kigger på klokken og tænker at du nok burde gå over og træne. Og alligevel. Du gider simpelthen ikke i dag! Pludselig føles kroppen helt tung og du er træt. Måske du begynder at tænke jeg har ondt i knæet – jeg har simpelthen ikke de rigtige sko til løb – jeg ser dum ud i træningstøj – det er for koldt, you name it. Denne tankegang ville ofte blive stemplet som pænt negativ af de fleste, og vupti – så havde man det dårligt med sig selv, hvis man ikke gik ned og trænede. Når alt kommer til alt, er det jo noget pjat at lytte til den slags tanker.

Men hvis nu man undersøgte “gider-ikke-træning-tankerne” for hvilke intentioner de havde for dig, og hvad du måske værnede om i den situation, kunne det måske handle om at du har haft en travl uge og egentlig mener at du burde slappe mere af. Måske det handler om at du har en værdi om fordybelse og afslapning eller om at blive klogere på det du ser i TV. Under alle omstændigheder er der ikke nogle dårlige intentioner for dig selv i spil, der blot vil have at du skal blive en sofakartoffel, for hvorfor ville du ønske sådan noget for dig selv? Derfor er det når intentionerne bag vores tanker og hverdagen møder hinanden, at vi må afgøre hvad der egentlig er bedst at gøre – måske det knæ faktisk har skrantet her på det sidste, eller måske det er ved at gå bedre? Måske det du ser i TV handler om noget, du længe har tænkt en del over, eller måske du godt kan gå glip af det? Hvis man begynder at behandle alle sine tanker som reelleog spørge dem hvad de egentlig vil med en, så kan du på sigt slippe af med følelsen af at du hele tiden burde lave noget andet end det du gør. Det gør jeg ikke, fordi jeg har fundet ud af at det rent faktisk ikke er særlig vigtigt for mig. På den måde begynder du at forstå hvorfor de tilbagevendende tanker, du før stemplede som negative, der skulle smides væk og omformes, egentlig kom med et tilbagevendende budskab til dig.

Jeg er godt klar over, at der er forskel på hvilken kaliber de negative tanker er af, om det er “jeg-gider-ikke-træne-tanker” eller spiseforstyrrede “jeg-må-ikke-spise-tanker”, og at sidstnævnte byder på et langt større psykologisk arbejde end et træningsdilemma. Men hovedsagen er hvilken holdning vi har til disse, og hvordan vi arbejder med dem. Lukker vi dem ned og bekæmper dem, får vi aldrig udfoldet hvad tankerne egentlig står for i vores liv, og hvorfor vi bliver ved med at generere dem. Vi misser simpelthen de åbninger de giver os, hvor vi har mulighed for at udforske et helt univers af følelser og værdier, der ligger til grund, og som vi i sidste ende også kan ændre på. Jeg mener helt og holdent at alle tanker er meningsfulde og værdifulde, og at vi hellere skal åbne dem og undersøge det budskab de kommer med, end at forsøge at koble dem fra os selv, og dermed også censurere os selv bort i processen.