Forskellen på mænd og kvinder

Skrevet d. 30-10-2014 09:15:33 af Lars Nørgaard

I den senere tid er jeg stødt ind i en hel stime af klicheer om forskelle på mænd og kvinder, piger og drenge, som kan samles under temaet “det komplicerede hunkøn, det ukomplicerede hankøn”. Mange nybagte forældre til drengebørn hører således, at “det skal I være glade for, for drenge er meget nemmere end piger”. Indtil videre er der ikke rigtig nogen, der har kunnet give en tilfredsstillende forklaring på, hvorfor det i givet fald skulle forholde sig sådan. De dybdepsykologiske betragtninger strander som regel på at “piger jo er meget mere hysteriske”, mens “drenge ganske vist kan være voldsomme, men de har slet ikke de der mere eller mindre skjulte spil kørende med hinanden”. Der er forskel på piger og drenge, dette er uomtvisteligt, men at drenge pr. definition skal være nemmere end piger vil jeg sætte spørgsmålstegn ved. Skrig, skrål, drilleri, magtkamp, hierarki, jalousi og mopsethed er langt fra forbeholdt pigeværelset.

Det er pudsigt nok ofte kvinder, der fremsætter hypotesen om de nemme drenge og de svære piger. Det er en sejlivet forestilling, som kan holde sig langt op i voksenalderen, lige så ofte hører jeg nemlig kvinders ideer om mandearbejdspladser, som de forestiller sig er nærmest renset for intriger og skjulte magtkampe, idet mænd jo pr. definition er ukomplicerede og lige ud af posen. Der er forskel på mænd og kvinder, dette er uomtvisteligt, men relationer mellem mænd kan være nøjagtig lige så indsyltet i alverdens ugennemsigtige spil som relationer mellem kvinder. Jamen, mænd er meget bedre til at kalde en spade for en spade, hævdes det ofte, og derfor får de løst konflikterne med det samme. En sandhed med så mange modifikationer at det grænser til en usandhed. Det er rigtigt, at på en fodboldbane bliver der som regel ikke lagt fingre imellem, man bander og svovler ad hinanden og når kampen er slut er der no hard feelings. Her holder klicheen vand. Men de fleste mænds liv foregår udenfor fodboldbanen under nogenlunde de samme vilkår som kvindernes, hvor konventioner, kutyme og nationalkarakter gør samspillet mellem mænd lige så kompliceret som mellem kvinder. Og mon ikke, for resten, kvinder er nogenlunde lige så åbenhjertige på en fodboldbane som mændene, når det kommer til stykket? Men nu vi er ved det; Det kan til enhver tid stærkt anbefales at bruge holdsporten til at få afløb for lidt opsparet galde en gang imellem, uanset hvilket køn man nu engang tilhører.