Familiedrama

Skrevet d. 30-10-2014 09:07:09 af Lars Nørgaard

Jeg græder stort set aldrig, jo måske lige hvis jeg ser “Det lille hus på prærien”. Denne sætning, eller variationer af den, har jeg hørt ofte nok til at undre mig. Jeg undrer mig blandt andet over, hvorfor en TV-serie nævnes som gråd katalysator i stedet for f.eks grusomme reportager fra krigszoner eller områder med hungersnød, reelle tragedier. Og hvorfor er det lige præcis sagaen om familien Ingalls, der så tit nævnes?

Først og fremmest er det vel desværre sandt, som det så ofte er sagt af medieanalytikere, at vi som medieforbrugere er blevet vant til at bevidne at verden omkring os er gået af lave. Billeder af krigsskuepladser og udsultede børn som end ikke orker at vifte fluerne bort fra ansigtet regner ned over os hver eneste dag i en bedøvende strøm. Vi farer ikke længere op af stolen eller giver følelserne frit løb, for den mest tilstedeværende følelse er afmagt og den manifesterer sig gerne fysisk som slatne skuldre. Jo flere billeder, desto mere følelsesbedøvede fremstår vi – vi kan ikke rutsje hele vejen ned i kulkælderen med gråd og tænders gnidsel hver aften fra syv til halv otte og igen fra ni til halv ti. Vi sætter (ubevidst) et forsvar op mod denne rutsjetur og mærker derfor højst den slatne afmagt. Tragedierne ude i verden er af sådanne dimensioner at der måske slet ikke rigtig er nogen følelsesmæssig reaktion der kan “matche” hos den jævne danske medieforbruger. I stedet affinder man sig med tanken om at man alligevel ikke kan bære verdens elendighed på sine skuldre, og derfor er det helt okay at blive siddende med følelserne stort set uberørt i sofaen.

Men når familien Ingalls toner frem (serien genudsendes vistnok ret tit) får vi noget vi kan forholde os til. Uden at kunne føre filmvidenskabeligt bevis for det, gætter jeg på at det er den evige afspilning af det universelle familiedrama, som appellerer stærkt til vores alle sammens indre konfliktmateriale og uforløste følelser, og som dermed taler direkte til den del af os, som i psykologien omtales som “det indre barn”. Når Laura f.eks ikke må få et par nye træsko som sin storesøster og søskendejalousien blomstrer, ruller de indre smalfilmsoptagelser fra vores egen barndom samtidig for fulde gardiner. Lauras jalousi er vores jalousi. Det er meget muligt at luften er tyk af klichéer og at stereotyperne driver som harpiks ned af væggene i Det Lille Hus, men serien har åbenbart forstået, at hvis man vil kommunikere med seerens indre barn, gælder samme regel som hvis man vil kommunikere med ethvert barn: keep it simple. Hvis man hører til dem, der kan græde over Laura & Co., eller noget tilsvarende, så vil jeg gætte på at det er fordi man har brug for det – og så gælder det om at gøre det så tit som muligt.

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.