Del dine tanker

Skrevet d. 29-10-2014 16:53:47 af Lars Nørgaard

En mand er ved at sætte et billede op på sin væg og står derfor og skal bruge en hammer. Han har ikke selv nogen hammer, men kommer i tanker om at naboen har én. Han skal til at gå ind ved siden af for at låne den, men mens han tager overtøj på kommer han til at tænke på at ham naboen jo er i gang med at bygge carport og derfor sikkert ikke kan undvære hammeren. For resten, når han tænker over det, så har det den sidste tid givet en del larm derindefra med den gør-det-selv carport – irriterende når man gerne vil sidde stille og roligt og nyde en kop kaffe i sin have. Da også utroligt at naboen ikke selv kan indse at han fuldstændig spolerer freden og hyggen for hele nabolaget med sin evindelige saven og hamren og banken. Før carporten var det jo havestuen – hvad bliver det næste? Bliver der aldrig fred og ro? Og er det i øvrigt ikke også en vranten attitude, han lægger for dagen, når man fx møder ham i det lokale supermarked. Det samme med hans kone, sur og tvær og ikke til at komme i nærheden af. Det skulle slet ikke undre om han slår hende. Han er nok også hård ved sine børn…hvis han nogensinde understår sig i at tage fat i andre end sine egne børn, så skal han nok få socialforvaltningen på nakken.

Manden spankulerer til sidst i meget ophidset tilstand ind og banker hårdt på naboens dør mens han råber ind gennem brevsprækken: Du kan kraftedeme beholde din forpulede hammer for dig selv, dit dumme svin!

Om den beskrevne episode har fundet sted i virkeligheden, ved jeg ikke. Jeg har den fra en klient, som refererer den frit efter et lignende eksempel fra en eller anden bog om kommunikation og tænkning. Udover at selve liguster-komikken rammer plet, synes jeg den er et fremragende karikeret eksempel på, hvordan vore tanker og følelser kan løbe afsted med os, hvis vi altid vælger den nemmeste udvej, nemlig at undlade at indvie andre i hvad der foregår inde i hovedet/kroppen på os. Det kan selvfølgelig ikke blankt udelukkes at naboen vitterlig er en småkarakterafvigende børnemishandler med tildens til hustruvold og gadeuorden, men ret beset bygger vor vens tese herom på et ganske spinkelt grundlag, nemlig et indre lydbånd som formentlig er blevet indspillet med blokeret vrede som underlægningsmusik. Måske udspringer vreden af gammel, hengemt ærgrelse over naboens larm, måske får vreden næring andetsteds fra, eller en kombination. Der kan udledes flere moraler af historien, én af dem er at man gør alle inclusive sig selv en bjørnetjeneste ved at hamstre følelser i stedet for at lade dem komme til udtryk i de sammenhænge hvor de hører hjemme – det gælder ikke mindst vrede.