Dagligdags konflikter

Hun kan stort set ikke bevæge sig gennem et indkøbscenter uden at blive impliceret i et eller flere småskænderier med enten andre kunder eller ekspedienter. Min klient er en femogtredive årig kvindelig skolelærer, som ærgrer sig over at temperamentet er så let antændeligt. Hun kan fortælle masser af anekdoter med temaet: kraftige vredesudbrud med minimal anledning. Senest var hun netop på indkøbstur i et stormagasin sammen med sine to børn. På vej hen til rulletrappen passerer de en ældre dame som kommer til at strejfe datteren med sin indkøbspose. Min klient reagerer med at skælde og smælde på den ældre dame, som ganske vist bar sig lidt klodset ad, men som formentlig ikke var ude på at komme pigen til livs. Bagefter giver begge børn tydeligt udtryk for at de fandt situationen, dvs. morens reaktion, pinlig. Da min klient var yngre vandt hun stor respekt blandt sine venner og veninder for sin bramfri facon, som blev tolket som et udtryk for stort mod og ærefrygtindgydende stolthed. I dag bliver folk omkring hende, specialt hendes børn, i bedste fald pinligt berørt. Hvorfor kan du ikke bare lade være med at skabe dig, siger og tænker man i hendes omverden. Og hvorfor kan hun egentlig ikke dét? Det provokerer min klient en smule at jeg tillader mig at betegne hendes stormagasinadfærd som en anelse umoden, men hånden på hjertet; hendes frustrationstærskel er ikke alderssvarende. Provokationen sætter hende i gang med at tænke konstruktivt om baggrunden for hendes forvaltning af vrede. En brugbar forklaring toner frem – hér i en forenklet udgave: Hun husker sin egen barndom som ganske god, men også stærkt præget af at navnlig moren i næsten alle sammenhænge var ret holdningsløs og slatten. Hun mente aldrig rigtig noget, i hvert fald ikke før hun var på sikker afstand af andre menneskers eventuelle reaktion på hendes synspunkter. Min klient måtte altid tage ansvaret for og beskytte sin lillebror, ikke mindst i skolen hvor han blev drillet ganske meget – uden at forældrene gjorde noget særligt for at gribe ind. Tidligt fik min klient altså en betydelig foragt for forældrenes manglende handlekraft og det blev en meget væsentlig værdi for hende at sige fra over for hvad som helst til hvem som helst – ingen skulle løbe om hjørner med hende. Det har fungeret perfekt et langt stykke ind i voksenalderen, men det er blevet for meget af det gode, fordi hun krampagtigt insisterer på at leve op til et værdisæt som var velplaceret i skolegården, men som er malplaceret i de fleste dagligdags situationer – når man er voksen. Og man kan sagtens sætte sig i respekt uden at gå amok over småting. Hun har nu besluttet sig for at afprøve påstanden, især af hensyn til sine børn…