Blev voksen for hurtigt

Skrevet d. 9-11-2014 08:45:01 af Lars Petersen

Kan man blive voksen for hurtigt?

Det synes jeg, at jeg gjorde…Alligevel lærte jeg ting, som jeg måske ikke havde lært, hvis det ikke var gået, som det gik…

I bogen Eventyren af Carlos Castaneda, skal en ung mand oplæres af yaqui-indianernes gamle troldmand Don Juan.
Det går ikke, så godt i starten. 
Carlos har for mange negative følelser han ikke er blevet færdig med.
Don Juan beder ham om, at bearbejde de negative følelser, så Carlos kan “åbne sig”. 

Hvor vil jeg hen med denne sidebemærkning?

Jeg tror det er vigtig, at blive færdige med gamle følelser og energier, da de ellers sidder i underbevidstheden og dræner energien…

“Lars. Jeg vil gerne have du hjælper mig. Jeg kan ikke overkomme, at lave det hele!!”, sagde min far. Jeg kunne godt se han så træt  ud. Han levede også et hårdt liv. Min mor havde fået dissemineret sclerose, som er en nervesygdom.Hun havde været syg gennem flere år, men det var bare blevet være og være…:-(


Min far var blevet undervist af en fysioterapeut i, hvordan han kunne “træne” hendes ømme muskler.Min mor fik nogen gange de vildeste kramper, hvor arme og ben krummede sig sammen på den mest uhyggelige måde. Han gjorde alt, hvad han kunne for, at lette hendes hverdag, men det skulle vise sig, at blive umenneskelig hårdt…

Hvorfor havde min far ikke bedt min storebror om, at hjælpe?

Desværre var min bror ikke et særligt ansvarligt menneske…“Hvis du passer din mor når du er kommet fra skole og til jeg kommer hjem, får du lommepenge og lov til, at være ude længe”, sagde min far. Når min mors hjemmehjælper var gået hjem kl. ca. 15:30 var, der et “hul” på et par timer til min far kom hjem fra arbejde.

Det forslag “tyggede” jeg lidt på….Hvorfor skulle det altid være mig, som hjalp?

Trods modstand mod, at miste noget, af min frihed gik jeg ind på min fars forslag.
Det handlede jo kun om et par timer…Engang forsøgte jeg, at tage min cykel og bare køre fra min mor, som lå i en hospitalsseng i stuen, men jeg havde ikke samvittighed til det…

Min mor havde altid været et meget livskraftigt menneske med et til tider hysterisk temperement. 
Hun elskede når, der skete noget.Det gjore, der ikke i hospitalssengen. Jeg forsøgte, at opmuntre hende. Det lykkedes meget godt. Jeg har altid haft en god humor og meget fantasi. Alligevel kunne jeg høre “hulheden” i hendes latter…

Når min far kom hjem sagde hun nogen gange, at jeg havde opført mig dårligt, selv om det var løgn? Det sagde jeg engang til min far, som sagde “Det ved jeg godt. Det er hendes sygdom, der gør det”.

Kunne sygdom virkelig skabe løgn på den måde?

Den klasse jeg gik i på strandskolen i Brøndby Strand var en såkaldt problemklasse, hvor ingen af eleverne fattede, hvilke illusioner, som de selv var en del af…Suk

Det var mit første store “selvstudie”. Min storebror var i sig selv et kæmpe “selvstudie”.

Jeg har altid følt jeg kigger på et spejl når jeg kigger på min bror. I et spejl er alt modsat. Venstre er højre o.s.v.

Vi har få ting til fælles, men ellers er vi totale modsætninger...

Han ville helst ikke tale om for dybe emner. 
Man skulle bare derudaf, få det bedste ud af livet og trykke den 100% af.Min bror var en meget dygtig sælger hos D.E.R, som udlejer alt inden for elektronik. 
Et år blev han næsten nr.1 i Danmark.
Han kunne virkelig “sælge sand i Sahara”, men han kunne/ville aldrig svare på mine “dybe” spørgsmål.
Vores fars gode udseende havde han også arvet og brugte det flittigt blandt de smukkeste kvinder.

“Du har gode talegaver lige, som mig Lars, hvorfor bliver du ikke sælger?”

“En sælger kan komme ud for, at sælge et produkt, som han ikke selv kan lide. Det synes jeg ville være utroværdigt”

” Nåh sagde han. Kan det ikke bare være lige meget. Nej! sagde jeg” Afstanden mellem vores 2 personligheder var afgrundsdyb…
”Jeg kom til, at “slås” meget med min bror om hvem, som havde ret. Han ville gerne gøre diskusionerne/skænderierne til et følelsesmæssigt kaos.

Jeg holdt mig til logikken og fornuften, der var jeg stærkest…

Han var fantastisk dygtig til, at manipulere med mennesker, men jeg lærte alle hans kunster.Gennemskuede alt og det sagde jeg til ham, hvilket irriterede ham.

“Æv altså..Man kan ikke tale med dig”, sagde han.

Jeg fik lavet en personlighedstest, som viste jeg var den “lille professor”. Hvem er den lille professor, spurgte jeg læreren?

“Det ham, som regner alt ud”, sagde hun. “Ok tænkte jeg. Er jeg virkelig sådan?

”Min far måtte nødtvunget sende min mor på plejehjem.

“Jeg har lovet hende det ikke skulle ske”, sagde han til lægen.

Det forstår jeg godt sagde lægen, men hun kræver så megen pleje, at du ikke ville kunne passe dit arbejde. Min far nægtede, at give op. Hver dag stod han tideligt op og tog toget fra Brøndby Strand og ud til Lyngby, hvor plejehjemmet ligger.
Han ville gerne tale med min mor og hjælpe med, at træne hende..Så tog han på sit arbejde på Thomas P.Hejles fritidshjem ved Nørreport station, hvor han var pædagog under navnet “ekse”. Min fars hed Echardt.Når han havde fået fri fra arbejde tog han toget ud til plejehjemmet igen. Det var svært for mig, at se alt denne styrke og kærlighed, som min far viste min mor.Det var virkelig ægte kærlighed….

“Er John hjemme spurgte min far mig?” 
“Nej sagde jeg, men han kommer vist snart”.Da min bror kom hjem, fortalte han os den forfærdelige sandhed.“Jeg har fået prostata-kræft”, sagde han.Det var et chok for os.“Tror du, at du kan overleve det”, spurgte vi ham.“Lægerne siger det er en mild form for kræft, hvor de fleste overlever”.“Han kommer til, at dø af sygdommen”, sagde min bror.“Sludder sagde jeg. Lægerne siger jo det er en mild form for kræft”, sagde jeg. Jeg kunne godt mærke jeg ikke troede på det jeg selv sagde...

“Skal de have flere børn havde lægen spurgt min far?”

“Nej havde han sagt”.“Kræftcellerne lever bl.a af det mandlige kønshormon, derfor anbefaler jeg en operation i testiklerne, for at afhjælpe sygdommen.”Operationen gik godt, men min fars stemme blev ikke lysere og hans skægvækst ikke mindre kraftig, som lægen havde sagt.I min familie har mændene meget mandeligt kønshormon…En dag kom min far hjem og sagde”Jeg har ikke kræft mere”. Vi delte hans glæde, men min bror var meget skeptisk.Irriterende… Desværre fik han ret.Prostatakræften havde svækket min fars krop.Han fik efterfølgende lymfekræft, som fik ham til, at ligne et sultene menneske fra Bangladesh.Det blev hans død. Han havde kæmpet en lang kamp, men udfordringerne havde været for store…

At han aldrig gav op har jeg aldrig glemt. Det har jeg taget med mig…Til sidst lå han på samme værelse på plejehjemme, hvor min mor var. Jeg husker mine mors tårer til begravelsen. Hun havde mistet evnet til, at tale. Hvor var det håbløst det hele…Min mor døde ca. 6 måneder efter. Hun havde været syg længe. Jeg så det, som en udfrielse for hende og min far.Nu kunne hun gå over på den “anden side” til sin mand…

Under hele forløbet med vores forældres sygdom havde min bror opført sig underligt.Han deltog hverken hos præst, bedemand eller advokat.“Vi løfter i flok, sagde han en dag” “Det lyder smukt sagde jeg. Hvorfor er det, så kun mig, som løfter?”Det kunne han ikke svare på…John var blevet mere og mere kaotisk. Han måtte stoppe, som sælger.Han prøvede andre arbejdpladser og uddannelser, men han havde mistet lysten.

“Du må komme og tale med din bror sagde hans kæreste til mig i telefonen. John snakker  sort”Jeg var med til, at indlægge min bror på Frederiksberg hospital. Han fik dianosen uspecificeret psykotisk skizofren. Ok? Tænkte jeg. Så kan jeg godt forstå vi har haft, så svært ved, at være brødre…Sindlidelsen gør, at hvis man for eks. høre en samtale kan man tro at, dem som taler. Taler dårligt om en. Johns nærmeste ven nægtede, at John var syg. “Han fejler ikke noget” “Lægerne mener noget andet”, sagde jeg og opgav, at argumentere…John lever et tåleligt liv i dag, hvor han får psykofarmaka(piler) og akupunktur af vores dygtige fætter. Det hjælper meget og John har også nogle gode venner, som selv har sindslidelser.Jeg synes selv jeg blev voksen for hurtigt.Jeg var kun 19 år, da mine forældre døde.Det har ikke kun være skidt det hele.

Jeg har lært en masse om og fået hjælp af.:Selv-ledelse, være leder, åbne mit hjerte, menneskers mangel på bevidsthed, følelser,være bevidst om egne evner, tanker, overlogik, perfektionisme, hvad der er vigtigt/ikke vigtigt for mig,Cirkeltræning,NLP-psykoterapiHypnoseCoachingReiki-healingmeditation, kontemplation(fordybelse),YogaTai chiJohn Eriksen assistent på NLP-Skolen, min tålmodige/kærlige kæreste, min bror(og hans sygdom),Min pragtfulde gudfar og gudmor, Stædighed og vedholdenhed, planlægning, fastholdelse af mål,ærlighed over for mig selv og andre….o.s.v, o.s.v

I dag er jeg 47 år og jeg har masser jeg vil nå. Har “planer” om, at blive gammel.Jeg vil skrive bøger, skrive på min blog oghjemmeside, behandle mennesker med personlige problemer og fysiske sygdomme, lave Worksshop med  Johan Rauff Baungaard, foredrag, undervise. Synes jeg har forsøgt, at trække lys ud fra mørket, så det kan skabes “bevægelse” og forandring….

Hvis vi bare lader livet “køre os midt over”, har vi intet lært. Vi må “deltage” i vores eget liv…“Deltager” du i dit eget liv?