Angst

Skrevet d. 30-10-2014 09:02:12 af Lars Nørgaard

”Derimod vil jeg sige, at dette er et Eventyr, som ethvert Menneske har at bestå, at lære at ængstes, for at han ikke enten skal fortabes ved aldrig at have været angst, eller ved at synke i Angesten; hvo der derfor lærte at ængstes retteligen, han har lært det højeste”.

Ovenstående Søren Kierkegaard citat* er her godt 150 år efter dets tilbliven højaktuelt. En meget stor andel af de mennesker jeg som psykolog taler med henvender sig nemlig med en angstproblematik i en eller anden form. Begrebet angst forstås almindeligvis som en overordnet betegnelse for psykisk ubehag af varierende intensitet; fra mild forventningsbetinget anspændthed (sommerfugle i maven) til stærk forpinthed med mærkbare legemlige reaktioner, hvor normale livsfunktioner som koncentrationsevne, arbejdsevne, søvn, appetit og seksualitet mere eller mindre sættes ud af spillet.

Meget forståeligt er klientens udgangspunkt ofte at han eller hun bare gerne vil have hjælp til at slippe af med denne angst. Nogle har måske gennem flere år udviklet deres egne strategier til håndtering af angsten, fx ved undgåelsesadfærd eller ved at bedøve den med alkohol eller stoffer, hvilket på længere sigt kun gør det meget værre. Men i et moderne liv, hvor der mildt sagt er fart over feltet både privat og professionelt er der ikke tid og plads til at være ukampdygtig i hverken kortere eller længere perioder, og samtidig er det at have problemer af psykolgisk karakter fortsat tabu mange steder. Så hvis man på nogen måde kan gemme sig for angsten, så gør mange dét – lige indtil strudse-strategien ikke længere gør sin virkning.

En meget vigtig del af det at håndtere angst og at hjælpe et menneske som oplever angst er at forstå og acceptere at angst ikke i sig selv er noget sygeligt. Kierkegaard havde fat i den lange ende da han så at angst er en del af menneskelivets vilkår og ligesom smerte er organismens reaktion på fysisk skade er det at føle angst en væsentlig beskyttelsesfunktion og en forudsætning for overlevelse, fordi den gør os opmærksomme på konkrete eller diffuse trusler.

Dybest set kan en væsentlig del af en langtidsholdbar behandling af invaliderende angst være at hjælpe klienten til inderst inde at forstå, acceptere og konfrontere angsten som et grundlæggende livsvilkår – et beredskab som alle mennesker er født med og som hos nogle er mere letvakt end hos andre. Der er ingen der påstår at det er sjovt eller rart at mærke angsten, men det er åbenbart kommet for at blive som en del af et helt liv og en hel psyke. Derfor er det mere konstruktivt og realistisk at sætte sig som målsætning at beherske angsten til et acceptabelt niveau – at lære dens væsen bedre at kende – fremfor at bekæmpe den helt eller at flygte fra den.