Nina Brændgaard - Psykoterapeut

Nina Brændgaard

Psykoterapeut

Videosamtale

DENNE PROFIL ER IKKE LÆNGERE AKTIV

Nina Brændgaard - Psykoterapeut

Beskrivelse

Velkommen, jeg er glad for at du kigger forbi.

For mig handler psykoterapi om at finde hjem til sig selv; der hvor du kan opleve - eller genvinde - tilfredshed, ro og glæde ved at være dig og være tilstede i livet.


Psykoterapi handler om den tilknytningserfaring vi har med os og som præger vores gøren og væren. Den har i særdeleshed betydning for vores relationer - til os selv og andre - især vores parforhold og i forhold til vores børn.


Med rod i min egen historie og min baggrund som jordemoder, er jeg meget optaget af hvordan barnets tilknytning og opvækst, præger voksenlivet på godt og ondt. Tilknytningen har betydning for den måde, hvorpå vi i voksenlivet relaterer os til andre mennesker, vores arbejde mv, og afspejler det vi lærte som små. Jeg beskæftiger mig med det i forhold til de gravide og nye forældre jeg møder, samt i forhold til de voksne jeg har i terapi, som ikke kun har fået det gode med og derfor finder tilværelsen besværlig.


Jeg har mange års erfaring med arbejde med gravide med psykiske udfordringer, fødselsangst, tidligere dårlig fødselsoplevelse, samt efterfødselsreaktion eller udfordringer i det tidlige forældreskab eller parforholdet. Tilknytningen starter i livmoderen. Derfor er fokus i samtalerne både på kontakten med barnet og på eget tilknytningsmønster, som er det man umiddelbart giver videre, medmindre man bevidst arbejder på at være en anden og mere tryg forældreudgave, end dem man selv voksede op med.


I parterapi arbejder jeg også med tilknytningen in mente, da vi ofte møder og forelsker os i en, der udover at imødekomme vores største ønsker (især når vi er forelskede) oftest trigger de sår vi har med os fra barndommen. Ved at tage vores "sår" til os og få dem helet - fremfor at spille dem ud i parforholdet, som noget den anden skal fikse for os - vil vi hver især og sammen, kunne leve lettere og mere glædesfuldt.

 

Psykoterapi hos mig tager altid udgangspunkt i de ønsker og behov du kommer med og jeg vil afstemme forventningerne med dig, så vi begge ved hvad vi er i færd med. Jeg tilbyder samtaler, med fokus på kroppen og samspillet mellem tanker, følelser og fornemmelser. Jeg er nærværende og rummelig og arbejder med respekt for din proces. Min erfaring er, at når vi tør lade kroppen tale med, bliver det hele mere enkelt og ukompliceret, fremfor det kaos et tankespind kan afstedkomme i en presset situation.


Mange af mine klienter, har svært ved at navigere i følelser og tanker, og har afskåret kontakten til kroppen. De har svært ved at føle glæde og tilfredshed og nogle søger besværlige relationer, der ikke opfylder deres behov. Det tager af den gode energi, livet kan føles hårdt. Stress, angst og depression kan blive tunge følgesvende.


Ved at tage hele dig alvorligt, bliver det lettere at komme dig over omvæltninger i livet. Du kan blive bedre til at navigere i livet, tage de rigtige beslutninger og vælge gode og givende relationer til - og det vil give dig en større følelse af meningsfuldhed og tilfredshed.


Ved at være den du er, kan du forandre dig.

 

Mine klienter kommer med:

  •          Ønske om personlig forandring og mere tilfredshed.
  •          Ønsket om større selvtillid og mere selvværd.
  •          Stress/konflikter på arbejdspladsen
  •          Angst og depressive tanker.
  •          Sorg, tab, adskillelse.
  •          Problematiske relationer/parforhold.
  •          Fødselsangst
  •          Traumatisk eller dårlig fødselsoplevelse
  •          Stress, angst, depression, bekymringer i eller efter graviditeten
  •          Efterfødselsreaktion
  •          Mistet barn 

 

 

Om mig

Jeg 47 år, gift og mor til to drenge og en pige. Jeg er psykoterapeut MPF og jordemoder og arbejder i begge fag. Jeg er uddannet jordemoder i 1998 og organisk psykoterapeut i 2008 og har haft klienter i terapi siden 2007. Jeg har selv haft mine bump i livet og kender vejen tilbage til større tilfredshed og glæde i hverdagen. Jeg modtager løbende supervision og egen terapi.

 

Jeg er uddannet psykoterapeut fra Akademiet for psykoterapi, MPF er din garanti for at min uddannelse er godkendt. Min metode er en blanding af gestaltterapi, kropsterapi og eksistentiel psykoterapi og jeg har suppleret med kurser i; Sorg og spædbarnsdød, Tab og traume, Stress og graviditet. Skam. Psykoterapi på et tilknytningsteoretisk grundlag - at arbejde med voksnet tilknytningsmønstre. Parterapi - Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte.

 

Jeg modtager klienter i Lyngby onsdag og torsdag, online klienter efter aftale.

Jeg glæder mig til at møde dig.




Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.