Kan faste nedsætte dit blodtryk?

Inden jeg svarer på det, bliver jeg nødt til at fortælle en historie om lakrids.

Ja, lakrids.

Det forholder sig nemlig sådan, at jeg har et tvangspræget forhold til denne type slik. Tvangspræget i den forstand, at jeg bruger lakrids som følelsesregulering. Det og så chokolade. Så når jeg har en øv-dag, forsøger jeg at lade være med at løbe fra øv-følelserne. Jeg er trods alt terapeut! Men nogle dage er de så overvældende, øv-dags-følelserne, at jeg bliver absurd ensrettet i mit hoved og ikke kan se andre løsninger end at cykel-drøne ned forbi Rema 1000 og erhverve mig deres finske økolakrids. Og hvis der er behov for at skrue endnu mere op for eskapismen, drejer jeg min cykel forbi Helsemin på Vesterbrogade og planker deres øko-saltlakridser eller raider Bülows-lakrids-afsnittet i Illum.

Nå.

En dag under corona-nedlukningen, hvor Matas på Hovedbanegården var en af de eneste åbne butikker, besluttede jeg mig for at tage min lakridsfetish til the next level. Det forholder sig nemlig sådan, at Matas Hovedbanegården fører lakrids-te (hvilket alle Mataser velsagtens gør?), og da der i forvejen ikke var en skid at lave (undskyld mit sprog), besluttede jeg mig for at gå all in på lakrids-te. Således købte jeg pose op og pose ned af denne delikatesse og kombinerede det med pebermynte og grøn te og indførte pænt hurtigt et dagligt ritual, hvor jeg drak en hel kande af dette wondermiddel.

En kande, som i 4-5 store kopper.

Hver dag.

Over laaaaang tid.

Og så var det, at der på et tidspunkt begyndte at indfinde sig forandringer i mit liv. Min elskede søvn forsvandt som dug for solen, min krop begyndte at stikke, jeg havde mærkelige hovedpiner, og jeg fik hurtigt åndenød. Jamen. Jeg lever et sundt liv – eller forsøger i hvert fald på det, med både C-vitaminer, broccoli og jævnlige løbeture på Amager Fælled, så i mit hoved gav det ingen mening. Indtil jeg ved et tilfælde målte mit eget blodtryk (som chok-traume-terapeut er det et nyttigt redskab at kunne måle folks blodtryk, så derfor er en blodtryksmåler en del af mit kit).

Ved du, hvad et normalt blodtryk er? Man plejer at sige, at omkring 120 for det systoliske tryk og 80 for det diastoliske er inden for normalen. Mit lå på 205 over 110. Den lader vi lige stå et øjeblik.

Faktisk var det så højt, at jeg prompte burde have været kørt på skadestuen. Det syntes min familie og venner i hvert fald, jeg skulle. Det gad jeg bare ikke. Med jævne mellemrum har jeg igennem tiden målt mit eget blodtryk, og altid er det bonnet ud med virkelig flotte tal. 120 over 78 og en hvilepuls på 53. I mine refleksioner gav det derfor mening at dedikere det forhøjede blodtryk til noget pludseligt ændret i mit nærmiljø. Noget, som havde karakter af at have fået indført et alt for dominerende element af en slags - i fx min kost, som værende modus operandi for den nye skævhed. Og pludselig slog et lyn ned i mine synapser: Lakrids-teen! Det måtte da være den. Christ. Godt så.

Hvis du googler lakrids-te og hyppigt indtag, bliver du viderestillet til flere artikler om eksempler på mennesker (især ældre), som har været tæt på at dø pga. det efterfølgende høje blodtryk. At det faktisk er ganske farligt at drikke for meget lakrids-te i sammenhængende perioder.

What now!!?

Ok. Så fik jeg da i det mindste stillet en diagnose. Ingen tvivl om, at mine syge blodtrykstal skyldtes mit overdrevne indtag af denne varme substans. Men hvad fanden gør jeg så? Alt i mig strittede ved tanken om at skulle på blodtrykssænkende medicin, desuagtet det kun skulle være i en kortere periode. Der eksisterer masser af viden om, hvordan man kan nedsætte blodtrykket med kostomlægning og plantenutrienter og ændret levevis osv. osv., men dette var en akutsituation og krævede mere end svampespirer og græskarsuppe. Jeg mener… det er altså ikke ufarligt at drøne rundt med et blodtryk på over 200. Og helt generelt med forhøjet blodtryk forholder det sig sådan, at det ikke sådan lige er til at ændre. Det er som en supertanker, der skal bruge virkelig mange kubikmeter saltvand for at dreje rundt. Den slags tager tid.

Hmmm. Hvad så? Jeg måtte gøre brug af min indre Youtube-doktor. Andet var der ikke at gøre. Således fik jeg youtubet mig frem til en flok videoer, dokumenterende at vandfaste har en mærkbar effekt på forhøjet blodtryk. Især gjorde videoen fra den tyske fasteklinik Buchinger Wilhelmi indtryk. Stedet ledes af Dr. Francoise Wilhelmi de Toledo og offentliggør forskellige undersøgelser ud fra data, de indsamler via deres mange kursister. Tilfældet ville, at klinikken fire måneder inden mit lakrids-kollaps havde offentliggjort en video om lige præcis faste og forhøjet blodtryk (linker op til videoen sidst i artiklen). Konklusionen på undersøgelsen var utvetydig: samtlige af de medvirkende kursister (som alle i forskellig grad havde udfordringer med blodtrykket) opnåede forbedringer ved at vandfaste. Samtlige.

Bum.

Jamen, så havde jeg min medicin, og derfra handlede det blot om planlægning. Således blev der plottet fem dage ind i kalenderen med faste og ophold i mit elskede sommerhus på Orø. Ja. Og her begynder så den rigtige historie i forhold til overskriften.

For hvad skete der under disse fem dage? Og kunne vandfaste vitterlig gøre en forskel for min situation? Den lidt længere version af ovenstående spørgsmål gemmer jeg til et andet blogindlæg.

Den kortere version er ”rigtig mange ting” og ”ja”. Hen over de fem dage målte jeg aktivt mit blodtryk, og det svingede meget. Det er derfor ikke helt så enkelt at redegøre for, hvad der spiller ind i forhold til hvad, for mange af mine andre aktiviteter viste sig også at have en rolle for blodtrykket. Fx fik havearbejde det til at spike ret så voldsomt, mens det ikke i nær samme grad gjorde sig gældende for almindeligt kondicykleri.

Anyway. Den korte version er, at da de fem dage var overstået, havde jeg formået via fasten at få blodtrykket drastisk ned og ved flere målinger så langt ned, at min blodtryksmåler viste grønt (normalen), fuldstændig som Buchinger Wilhelmi-videoen havde varslet. Det steg dog noget igen, da jeg begyndte at spise. Altså ikke så det kom tilbage på samme alarmerende niveau, men dog stadig for højt. Det tager bare tid at få et blodtryk tilbage til normalen (supertanker-analogien) – vandfaste eller ej. Sådan var det i hvert fald for mig og mit ”forsøg”.

Et andet vigtigt aspekt omkring overdrevent indtag af lakrids handler om vores kaliumbalance, og hvordan den kan blive skæv. Så da jeg efterfølgende begyndte at tage pænt store tilskud af kalium, vendte mit blodtryk langsomt, men sikkert tilbage til status quo. I skrivende stund er det over seks måneder siden, at dette lakridshelvede fandt sted, og mit blodtryk har siden da været helt normalt. Jeg tror ikke ligefrem, at jeg har fået et lakrids-te-traume, men det gibber nervøst i mig, når jeg får tilbudt den type te. Alt med måde, tænker jeg. For fuldstændig at slippe lakridserne i mit liv gider jeg ikke.

ADVARSEL: Ovenstående kunne lade sig gøre, fordi jeg i flere år har inkluderet faste som en fast bestanddel af mit liv. Min krop og mit sind er med andre ord vant til at switche over, som det passer mig. Hvis du lider af forhøjet blodtryk og er på blodtrykssænkende medicin, vil jeg anbefale dig at opsøge mennesker, som ved noget om disse emner - og gerne have din læge med på sidelinjen, inden du kaster dig over at blodtrykssænke på denne vis.