HVORNÅR GIK DET GALT?

Skrevet d. 26-8-2019 13:52:55 af Janni Bang - Mentor, Coach


For nylig mødte jeg en gammel veninde.

En skøn kvinde jeg har været elev med - i tidernes morgen.


Hun er klog, pligtopfyldende, dygtig, meget erfaren indenfor sit fag, helt utrolig dygtig til relationer og til at få sine kolleger til at trives.

Kort sagt en gevinst for enhver arbejdsplads.


I løbet af samtalen kommer vi indenom en drøm hun går med i maven.

En drøm om at bruge resten af sit arbejdsliv på noget andet - ikke noget helt udenfor branchen, men med et andet job-indhold.


Jeg har selv skiftet branche flere gange i mit arbejdsliv, og kan sagtens forstå hendes ønske og synes det lyder spændende.


Da jeg spørger, hvad hun har lyst til svarer hun:


"Det ved jeg ikke, for jeg kan jo INGENTING!"


Vi lader den lige stå et øjeblik.


Her har vi altså en knalddygtig kvinde med over 30 års erfaring, fantastiske kompetencer indenfor kunderelationer og pleje, og ikke mindst en skatkiste af viden om sit fag.


Men hun mener ikke selv de kompetencer kan bruges til noget som helst!


Min første reaktion var: "Det kan du ikke mene alvorligt?"


Og resten af samtalen gik så med at få vendt og drejet hendes tanker, ønsker og ikke mindst de begrænsninger hun lagde på sig selv.


På vejen hjem havde jeg svært ved at slippe hendes dilemma.


For hun havde jo fat i noget.


De kompetencer som jeg anser som vigtigst:

  • at kunne skabe relationer
  • at få folk til at trives og vokse
  • fokus på menneskers potentialer


er på ingen måde i høj kurs indenfor hendes branche (længere) - i lighed med mange andre brancher.


Som hun selv sagde: "alle sidder med hovedet inde i hver sin computer og arbejder med sin lille del af kundens produkt. Det kan enhver gøre - også en helt nyuddannet på 22 år"


Og så må jeg bare spørge:


Hvornår gik det galt?

Hvornår holdt vi op med at se individet og prioritere menneskelige egenskaber?


Har vi fået skabt os et samfund, hvor New Public Management har lavet os alle om til rubrikker i et Excell-ark, og er det hvad vi ønsker?


JEG ØNSKER IKKE sådan et samfund!

GØR DU?


Jeg ønsker en rask lille revolution.

Bag alle rubrikkerne - alle Excell-arkene og alle reglerne  sidder jo MENNESKER.

Og mennesker kan påvirkes.


Jeg vil insistere på at være et individ i mødet med "autoriteterne".

Jeg vil insistere på at komme til at tale med et levende menneske.

Det bliver ikke let, men hvis vi nu starter en "bølge" - så kan det være noget kan ændres.


VIL DU VÆRE MED?


Læs mere om: Personlig udvikling

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.

Denne hjemmeside anvender cookies for at sikre dig den bedst mulige oplevelse. Læs mere