Tid til at sætte farten ned?

Skrevet d. 11-11-2016 15:25:50 af Emilie Assentoft - Psykolog

Tid til at sætte farten ned? Det kan betale sig på længere sigt, selvom det måske ikke lige føles sådan.

Kan du ligesom mig, blive forført af overbevisningen om at jo hurtigere og mere produktiv, du er, jo hurtigere vil du nærme dig det perfekte? Opnå dine mål og drømme?

Selvom denne overbevisning lover en masse, så er det sjældent, at den rent faktisk holder, hvad den lover. Resultatet er nemlig ofte det modsatte. Vi mister lysten til det, vi laver og får måske lyst til at lave noget andet. Skifte retning. Vi brænder ud, og skal nogen gange bruge lang tid på at komme tilbage på sporet. Det er ærgerligt, fordi vi faktisk har muligheden for at stoppe op, og overveje om, vi kan gøre noget andet. Før vi når der til. Vi har et valg om, hvorvidt vi vil handle på vores impulser og overbevisninger om produktivitet. Og fordi når vi endelig opnå det, vi vil, så er det alligevel ikke længe, at tilfredsheden varer ved. Der vil altid opstå en ny drøm. Et nyt mål. Så hvorfor ikke nyde processen lidt mere i stedet? 

 

Hvorfor er det så svært at stoppe op? 

Der kan være mange grunde til, at vi har svært ved at stoppe op. Det kan have noget at gøre med de værdier og fortællinger, vi har med os fra vores personlige historier og de ydre miljøer, vi befinder os i. Vi kan have en idé og fortællinger, om at vi kun er gode nok, hvis vi overarbejder og anstrenger os hele tiden. Hvad enten det er på arbejdet, på jobbet eller i dine relationer. Endelig lever vi et samfund, hvor der i stigende grad fokuseres på evalueringer, mål og effektmålinger, hvor det ofte forventes, at vi leverer. Derfor er processen ikke lige så høj grad i fokus, som den var tidligere, og det gør, at man kunne komme til at tro, at man kun er noget værd, hvis man leverer/præsterer. Som Sven Brinkmann også nævner, bliver vi et middel frem for at have værdi i os selv. Og det er ærgerligt, fordi kreativitet og kvalitet i høj grad fremdyrkes i processen og fordybelsen, og ikke ved hele tiden at have øje på slutproduktet. Det kan også være med til at nedsætte stress, angst, depression og søvnforstyrrelser, som lige nu er nogle af de mest almindelige 'folkereaktioner'. Og det giver jo god mening!

 

Handlemodus og væremodus

De fleste af os er derfor ikke særlig vant til at være særlig meget i dét som man kalder væremodus, hvor det ikke er noget mål med dét, man laver. Ofte er vi handlemodus, hvor vi har fokus på fortid, fremtid, planlægning og problemløsning. Det er i og for sig helt normalt, og vi vi kunne ikke klare os uden denne evne. Men hvis vi befinder os for meget i handlemodus, er vi tilbøjelige til at være mere reaktive over for os selv og andre. Det vil sige, at vi bliver mere impulsdrevne, og i mindre grad refleksive over vores efterfølgende handlinger. Vi gør så at sige bare tingene uden at overveje om det er det bedste for os og andre, og dette kan være med til at vedligeholde mindreværdsfølelser, stress, angst og depression.

 

Giv ikke op: Du har et valg 

Selvom tiden er imod os, så ser vi, at mindfulness-baseret terapi, der fremhæver vigtigheden af væremodus, viser klare effekter i adskillige forskningsstudier. Så hvis du er træt af at handle hele tiden og har en følelse af at køre rundt i et hamsterhjul, så vid, at du kan gøre noget ved det. At du har evnen og valget til at gøre noget andet for en stund.

 

Fem mulige veje 

  • Start dagen med en intention og ved at spørge dig selv om, hvad der kunne være vigtigt for dig at have fokus på og hvorfor?
  • Fokusér på din vejrtrækning og hvad der sker i din krop lige nu. Vær i nuet - med lige netop dét, du laver og mærker. Giv, for en stund, slip på tanker om fortid, fremtid, fantasier (om alt ville være bedre, hvis bare...) og den indre dommer. Du er ikke din fortid, du kan alligevel ikke forudsige fremtiden og lad ikke den indre dommer stå i vejen for dit psykiske velbefindende. Vi vil altid have kritiske tanker, men vi kan vælge, hvordan vi vil relatere os til dem. 
  • Giv, for en stund, slip på dine overbevisninger og fortællinger om dig selv (fx jeg er sådan én, som arbejder meget) ved at sige til dig selv, at de ikke er absolutte sandheder. Selvom du føler en stor trang til at blive ved med at gøre noget, så har du også mulighed for at stoppe dig selv, og sætte farten ned. Men anerkend også over for dig selv, at det er svært at bryde med vaner, og at det er okay, at det er svært!
  • Mindfulness meditation kan ikke fjerne ubehagelige følelser og overbevisninger, men kan styrke vores evne til at observere, hvad der sker i os og til nogen gange at stoppe op - før vi handler. Dette kan være med til, at vi handler/ikke handler på en mere vis måde, der på længere sigt kan føre til en styrket selvværdsfølelse og reduceret stress og angst. Det er forskelligt fra person til person, hvornår det passer at meditere. Det kan være hjælpsomt at meditere om morgenen, fordi det kan styrke ens evne resten af dagen til at mærke efter og forholde sig rolig til udfordringer i løbet af dagen. Man kan også bruge det, når man er færdig med at arbejde - som en overgang - fra handlemodus til væremodus. Det vigtigste er at du finder en rytme, som passer for dig. 20-40 minutter om dagen har vist sig at have positive effekter på vores psykiske velbefindende.
  • Mindre kan også gøre det. Man siger, at 5 minutter er bedre end ingenting. Så du kan også fokusere på at være mindful 'uformelt'. Det kan fx være, når du spiser morgenmad, og hvor du tager dig tid til at sanse dét, du spiser. Eller du fokuserer intentionelt på at give slip på handlemodus, når du går på toilettet, når du børster tænder, eller når du går på gaden. Mærk dit bevægeapparat, og hvordan det mærkes i fx hoften, når du går.

 

Vær kritisk og find din egen vej

Mit vigtigste budskab er dog, at du skal være kritisk og finde din egen vej i opskrifterne på det gode liv. For mig er hovedessensen i mindfulness at mærke efter, hvad der føles rigtig for én og ikke. Så hvis du mærker at du har behov for at gøre noget hurtigt, så er dét, du skal. Og omvendt, hvis du mærker, at det er tid til at sætte farten ned, så vid, at du har lov og er fuld berettiget til at lade op og tage et hvil. For du er god nok lige meget hvad. Du har værdi ved bare at være dig. 

 

Jeg tror på dig. Det kan være yderst effektivt med en kompetent og empatisk psykolog og ved din side, og jeg vil derfor mere end gerne støtte dig i din unikke proces. 

 

Hjertevarme 

Emilie Assentoft, psykolog og mindfulness-instruktør. 

 

 

 

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.