Stol på din vej - selv i modgang

Skrevet d. 17-11-2016 12:09:50 af Emilie Assentoft - Psykolog

Stol på din vej – selv i modgang

Kender du følelsen af at skulle opfinde den dybe tallerken hver gang, vi mærker modgang og ubehagelige følelser? At skulle revidere os selv? Opfinde os selv på ny? At spørge sig selv om: Burde jeg lave egentligt lave noget helt andet? Tvivl er et menneskeligt vilkår og noget vi skal leve med resten af vores liv, så det er en helt normal og legal følelse. Men tanker og følelser relateret til tvivl og forvirring kan også tage overhånd, og de kan spænde ben for følelser af tryghed, selvværd og ro.

Stå fast – så godt du kan
Som Svend Brinkmann også taler om i sin nyeste bog, er det vigtigt at stå fast i en ofte grænseløs, foranderlig og hektisk verden. At forsøge så godt man kan at placere sine fødder så fast på jorden, så de ikke vælter hver gang modgang rammer os i livet. Nu er det ikke sikkert, at Brinkmann ville give mig ret i dette, men jeg tror på, at der bag vores eksistentielle angst, er noget som man kunne kalde for en mavefornemmelse/kropslig oplevelse/et sæt af værdier, der kan fortælle dig noget om, hvilken vej, du skal gå i livet (nogenlunde). At hvis vi ikke hele tiden presser os selv til at finde svaret, udvikle os og være produktive, så vil vores retning i livet ske helt af sig selv. Hvis vi hele tiden går og er bange for, at vi ikke vælger den rigtige vej, er det måske højst sandsynligt dér, hvor vi allermest misser de små glæder i livet. Det er ikke fordi vi ikke skal være produktive og udvikle os, men vi har også brug for at stoppe op og holde fast. Vi kan ikke bevæge os i udviklingsbanen konstant.

Tvivl og fokus på konstant udvikling – en del af tiden
Dette er dog nemmere sagt end gjort i én tid, hvor den daglige retorik ofte handler om udvikling og hvad man kan gøre anderledes.  Sværere er det at tale om det, som man har opnået eller det som man værdsætter ved sit arbejde og relationer. Dog er der en grund til at mindfulnessbølgen har spredt sig så meget i dette årti. Det kan skyldes behovet for tryghed, ro og at føle sig god nok lige der, hvor man er. Lige nu. 

Hvordan kan du styrke din evne til at stå fast og holde fokus? 

  • Hold fast i dét, som føles rigtigt for dig – og giv slip på andres meninger (også selvom de er velmenende), så godt du kan.
  • Selvom du har valgt noget, som føles rigtigt for dig, så acceptér, at der stadig vil være modgang og svære tider
  • Udvikl et mantra i hårde tider, jeg er god nok, jeg er på rette vej, eller må jeg føle mig tryg og beskyttet… eller noget, som virker for dig.
  • Hvis vi hele tiden kradser i et sår, får det aldrig lov at hele. Denne metafor kan du overføre til tvivlfølelsen. Derfor kan du eksperimentere med at afsætte tid til at bekymre dig om fremtiden/din vej i livet. Det kan være 10 minutter, eller hvordan det passer for dig. Så hvis du mærker, at tvivlfølelsen kommer op, så anerkend den og henvis den til et særligt tidspunkt på dagen, fx kl. 17-17.10.
  • Reducér, for en stund, dit forbrug på nettet og telefonen – og forsøg så godt du kan ikke at ‘fodre’ tvivlstemmen med en masse ny data og info. Der vil altid være noget på nettet, der virker bedre og mere tiltalende, når man er i tvivlens lune.
  • Acceptér tvivlen som en normal følelse, og forsøg at acceptere tvivltanker som tanker (jeg burde gøre noget andet), og ikke som absolutte sandheder. Du behøves ikke at handle på dem. 
  • Der findes højst sandsynligt ikke et slutpunkt, hvor vi ender med at være fuldt ud tilfredse med os selv, og det vi har opnået, så hvorfor ikke stoppe op nu, og fortælle dig selv, at du er god nok? At du godt kan være tilfreds med dig selv?

Hvis du gerne vil have en empatisk og erfaren psykolog ved din side i at støtte dig i at stole på dig selv og din vej, så er du mere end velkommen til at kontakte mig. 

De varmeste hilsener og tanker

Emilie, stifter af FRIHED i SIND, mindfulness-instruktør og psykolog.

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.