Psykologiske aspekter om invandrerenstilhørighed

Over tid kan en indvandrer opleve en tilstand, hvor han/hun fuldt ud tilhører ikke sit hjemland eller den nye kultur, men er i midten.

Hvad betyder det? Hvordan sker dette, og under hvilke omstændigheder?

I psykologi forklares dette fænomen med marginalismer. Når for eksempel en indvandrer vender tilbage til sit hjemland for at besøge og selvfølgelig kommuniker med sine venner, familie og nogle af emnerne kan naturligvis være om livet i udlandet. Og nogen kan for eksempel spørge hvordan har dit liv i udlandet? Med andre ord, i dette tilfælde tæller ikke af ham/hende en af dem. Det samme sker, når den samme person vender tilbage til et emigreret land, fortsætter sine daglige liv, for eksempel kan det ske samme situationen igen. For eksempel kan en af sine kolleger sige, her i Tyskland spiser vi ikke tomater og agurker med brød og ost, men hvordan er det i Armenien? For det første øjeblikket, er dette små episoder, men en person, der har et indvandrerstatus, kan tænker․ ”Her identificeres jeg kun med mine rødder, og derhjemme var jeg allerede identificeret med den kultur og tænkning, for eksempel:“ Jeg erhvervede nye færdigheder, jeg lærte et nyt sprog, jeg prøvede at integrere, jeg udvidede mine evner, jeg prøvede ikke at miste min, men at respektere og være en del af en ny kultur, men jeg synes at have mistet min status, og det viser sig, at jeg hverken er her eller der. Dette er det øjeblik, hvor en immigrant kan komme til den konklusion, at Jeg lægger i miden, med andre ord har jeg en mellemstatus.