Oplever du "at sidde fast i livet?" - der er hjælp at hente!

Skrevet d. 12-4-2020 11:45:19 af Tea Frigaard - Psykolog

De fleste af os vil på et tidspunkt blive konfronteret med følelsen af “at sidde fast” i livet. Der kan være mange forskellige årsager til, at du føler dig fastlåst; måske har du en rigtig streng “indre kritiker”, der konstant slår dig I hovedet og fortæller dig, at “du aldrig bliver god nok”? Måske bliver angsten for “hvad de andre tænker” så altopslugende, at den hæmmer dig I at leve det liv, som du gerne vil leve? Måske er du et sted i dit liv, hvor du føler dig stresset og udkørt, fordi du I dine relationer gang på gang kommer til at sætte andres behov før dine egne? – uanset hvad det er der gør, at netop du føler dig fastlåst, så er der hjælp at hente.

Når vi ønsker at skabe vedvarende positiv forandring i vores liv, kan psykoterapi være en fantastisk redskab. Igennem terapien kan vi både blive klogere på os selv og få de nødvendige redskaber til at kunne komme udover følelsen af fastlåsthed.


”Men hvordan?”

– det er et spørgsmål, som jeg ofte får fra mine klienter, når de for første gang sidder overfor mig til terapi. Det er et spørgsmål, som efter min opfattelse er vigtigt for en hver terapeut at kunne besvare, idet svaret på spørgsmålet fortæller noget vigtigt om, hvordan man som terapeut arbejder med sine klienter. I det følgende har jeg forsøgt at sætte nogle ord på, hvordan jeg helt konkret kan hjælpe dig, hvis du oplever at "at sidde fast i livet":


1) At skabe øget klarhed og forståelse omkring uhensigtsmæssige handlemønstre og coping-strategier

Vores mønstre ift. hvordan vi tænker og føler om os selv, andre og verden kan ved første øjekast synes tilfældige og meningsløse – ”det er bare sådan, jeg er”. Dog er der altid en meningsfuld underliggende grund til, at vi ”gør som vi gør”. I terapien kan vi i fælleskab arbejde med at identificere de uhensigtsmæssige handlemønstre og coping-strategier der skaber lidelse i dit liv. Vi kan ligeledes sammen blive klogere på, hvordan disse mønstre hænger sammen med din fortid. At gøre det ubevidste bevidst er altid det første skridt ift. at lære nye måder at være i livet og det, der er svært, på.


2) At komme i kontakt med de underliggende følelser og behov, der danner grobund for- og vedligeholder selvsaborterende adfærd

At der er en god grund til, at vi ”gør som vi gør” betyder i praksis, at vores selvsaborterende adfærd altid drives- og vedligeholdes af noget. Dette ”noget” er vores underliggende (og ofte ubevidste) følelser og behov. Ofte vil uhensigtsmæssige handlemønstre og coping-strategier tjene som et forsvar mod smertefulde og komplekse følelser i os selv. Når du i terapien hjælpes til at komme i kontakt med disse undertrykte følelser og behov, vil du gradvist blive i stand til at give slip på gamle selvdestruktive mønstre der skaber unødig lidelse i dit liv. På denne måde vil du blive mere fri til at leve det liv, du gerne vil leve.


3) At støtte dig i at opnå et mere kærligt og medfølende forhold til dig selv

Når livet er svært, kan vi alle til tider opleve at føle os magtesløse og utilstrækkelige. For mange mennesker kan denne oplevelse af magtesløshed og utilstrækkelighed føre til, at man retter en hård kritik imod sig selv. Den måde, vi taler til- og om os selv på, kan i høj grad være med til at skabe lidelse i vores liv! Smerte er en uundgåelig del af livet. I løbet af vores liv vil vi alle opleve tab, sorg, kriser, afvisning, angst og svigt. Disse former for smerte kan vi som mennesker ikke vælge at undgå. Det, vi dog kan vælge at undgå, er ”at tilføje ekstra lidelse ovenpå smerten” ved at tale grimt til- og om os selv. Vi kan ikke fjerne den smerte, som livet bringer os, men vi kan lindre den ved at være medfølende overfor os selv. Dette er en evne, som vi sammen kan træne i terapien.


Det, at skulle erkende, at man ”sidder fast i sit liv” og ikke er det sted man ønsker at være, kan være meget smertefuldt. Det kan ligeledes være forbundet med smerte at skulle se i øjnene, at man måske har brug for hjælp udefra til at komme godt videre. Det, at starte i terapi, er en modig beslutning, der langt fra altid er nem at tage. Derfor er det så vigtigt, at vi bliver mødt med omsorg, tillid og respekt, når vi rækker ud efter hjælp til en psykolog, psykoterapeut eller coach. I dette blogindlæg har jeg forsøgt at sætte nogle ord på, hvordan jeg konkret kan hjælpe dig ud af din følelse af fastlåsthed – uanset hvad der ligger til grund for den. Hvis du tænker, at det lyder som noget for dig, er du altid velkommen til at kontakte mig til en uforpligtende gratis forsamtale over telefon eller video.

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.

Denne hjemmeside anvender cookies for at sikre dig den bedst mulige oplevelse. Læs mere