Kender du det med, at tingene sjældent går, som planlagt?

Kender du det med, at tingene sjældent går, som planlagt? 

Hvad gør vi, når vi bliver ramt af sygdom eller udfordringer på vores vej? 

Vi øver os i at udvise medfølelse over for os selv, give slip og sætte farten ned

Jeg har netop været to uger i Indien, mere præcist Sydgoa, med min kæreste.

Jeg havde glædet mig til turen af mange grunde. Jeg så frem til at tilbringe tid med min kæreste, slappe af, få sat tingene i perspektiv, at opleve noget og at komme i snak med indere & turister.

Disse forventninger blev til da også til dels opfyldt, og det er jeg meget taknemmelig for.

Men pludselig blev jeg rigtig syg i midten af ferien. Jeg fik høj feber, en knaldende migræne og mavekramper.

Hvilket egentligt betød, at jeg ikke kunne andet end at være på mit hotelværelse. Bum. I et svup-tag blev planerne lavet om.

Hvordan reagerer jeg så på dette?

Min habituelle hjerne går straks igen med at løse det og stille sig kritisk over for ændringen.

Hvad kunne jeg fejle? Er det Malaria? Jeg burde jo ikke være syg. Nu havde vi det lige så godt. Jeg havde sådan glædet mig til denne ferie. Hvad nu hvis jeg ikke når at blive rask inden vi tager hjem, så er det virkelig spild af penge. Nu har vi lige rejst så langt. Hvad skal min kæreste nu lave? Det er da også for dårligt, at jeg ligger her og er syg. Ih nu skal vi betale dobbeltpris, fordi vi ikke kan rejse videre til det sted, vi havde booket.

Som I kan se kører mine tanker derudaf, og jeg får identificeret mig med disse. Og jeg prøver adskillige gange at lave noget, selvom jeg egentligt godt ved, at jeg bare skulle slappe helt af, så min krop kan hele. Den skriger så at sige efter, at jeg tager tingene mere langsomt. Er tålmodig. Men hold nu op, hvor er det svært at acceptere. At få kvalme ved enhver mad-lugt eller at have et hoved, der føles som om det er ved at sprænges. At være syg på sin ferie. Den begynder sågar at stille spørgsmål ved hele min eksistens. Er det nu det rigtige sted, jeg er?

På et tidspunkt går det op for mig, at jeg er blevet revet med af mit habituelle sind. At det har snydt mig. At det lover mig noget, som det ikke kan holde. Den lover mig, at hvis jeg bare grubler nok, og bare bliver ved med at prøve at fikse det, så går det væk. Men NEJ, den holder altså ikke. Jeg får det altså ikke bedre.

Jeg vågner midt om natten, og beslutter mig for at give mig hen til de fysiske smerter. At acceptere dem uden at give modstand. Hmm noget letter. Jeg har det stadig dårligt. Men ikke på samme måde. Jeg bliver ved med, igen og igen, at give slip på kontrollen. Og den bedste måde for mig, at give slip, er ubetinget medfølelse over for mig selv. Og at stole på, at der ville komme noget godt ud af det. Troen på at jeg ikke er alene om at lide. Vi er alle forbundet og i samme båd.

Jeg lægger hånden på maven, og siger til mig selv: Jeg ser det gode i dig. Det er okay. Du er okay. Det er okay, at det er svært for dig. Og det gentager jeg flere gange, indtil jeg falder i søvn.

Næste morgen mærker jeg en ro, og en vished omkring, hvad det rigtige er at gøre. Jeg sætter tempoet ned, og respekterer, hvad min krop har brug for: Jeg spiser neutralt mad, spiser langsomt og tager stille og rolige ture. Jeg lærte (igen), at det ikke går hurtigere, hvis jeg presser citronen for meget. Jeg forsøgte også at forbinde mig med de ting, jeg var taknemmelig for var fundet sted. Efter dette gik der ikke lang tid, før jeg havde det nogenlunde igen, og vi kunne rejse videre.

Med dette blogindlæg ønsker jeg at bringe lys over, hvor svært det er for os, at give slip, når tingene ikke går som forventet eller planlagt. Selv mig, der arbejder med mindfulness! Min intention er, at du næste gang, du oplever fysisk eller psykisk sygdom prøver at være kærlig over for dig selv, og finder en måde, som vækker medfølelse i dig – således, at du kan give dig selv lov til at give slip, og stole på, at du er præcis dér, hvor du skal være. Ligeledes at se, hvad du måske også fik ud af oplevelsen? Hvad lærte du af modgangen? Kom der noget godt ud af det også?

Måske har du allerede erfaringer med, hvad der vækker medfølelse i dig?

Jeg ser det gode i dig.

Hvis du skulle have brug for én at dele en udfordring, du står med, så er du mere end velkommen i min praksis. 

Hjertevarme

Emilie