Hvorfor tror du, at kommunikation kan løse problemerne i dit forhold?

Skrevet d. 15-1-2020 12:10:12 af Nicolas Delbing - Parterapeut, Parcoach, Datingcoach, Kærlighedscoach

Når par i krise går i terapi, så er det mest almindelige, at de ser bedre kommunikation som løsningen.


Men hvorfor?


Jeg oplever altid, at det klart er blevet kommunikeret, hvad der ønskes. Fra begge parter, gentagne gange, over flere år, på et utal af måder: under fattet samtale og under store skænderier, nogle gange sårbart, nogle gange med trusler, ofte med en professionel terapeut til at hjælpe.


De ved begge udmærket, hvad den anden beder om: han mangler sex, kærlighed og respekt, hun ønsker mere omsorg, tryghed og forståelse.


På trods af den klarhed bliver de gensidige behov ikke opfyldt.


Nogle mener, at måden tingene siges på, er mindst lige så vigtig. Hvis problemet blot var måden, det blev sagt på, så var det for længst blevet løst. Parret har været ulykkelige i flere år og lever med en overhængende risiko for skilsmisse, som har enorme følelsesmæssige, familiære og økonomiske omkostninger. Folk, som har så meget på spil, kommer sig over misforståelser og småfornærmelser og finder en løsning, hvis de vil.


Dig, mand, som læser det her: Tror du faktisk, at hun ikke har forstået, at sex og kærlighed er vigtig for dig? Har du ikke forstået, hvad hun beder om, og prøvet at gøre det? Kan bedre kommunikation virkelig reparere jeres forhold?


Lad os vende den om og se på par, som gerne vil hinanden. Ordsproget “kærlighed gør blind” er helt rigtigt. Når man er tiltrukket af nogen, overser man alt fra småfejl til kæmpe, røde flag hos hinanden. Her bliver indkøbet af ikke-økologiske agurker ikke set som tegn på så stor ubetænksomhed, at hendes sexlyst helt forsvinder.


I den meget typiske parforholdskrise, er problemet ikke dårlig kommunikation. Problemet er manglende tiltrækning.


Forsøget på at løse parforholdets krise med kommunikation gør det værre. Kvinder tænder på stærke, selvsikre mænd, som ikke har en bekymring i verden. En mand, som tilbyder at lave sig selv om for hende, hvis bare hun vil have sex, er tæt på det modsatte af det.


Jeg tager derfor aldrig par i terapi. Kvinden beder altid om, at han skal lave sig om, og når han gør forsøget, så bliver forholdet alligevel ikke bedre. Jeg coacher kun manden.


Mange mænd kan ikke lide det budskab, og de skal desværre oftest have prøvet kommunikationsvejen i flere år og nu være på skilsmissens rand, før de er klar til at forsøge noget andet.


Min coaching handler om at finde ind til den kerne af maskulinitet, som kvinder tænder på. At lære at tro på sig selv og hvile i sig selv. At være selvsikker og upåvirket. At være kæk og handlekraftig.


Mange kan genkende elementer af det fra deres ungdom, eller starten af deres forhold. Andre skal lære det for første gang. Vi øver teknikker som signalerer overskud og maskulinitet, finder og aflærer adfærd som har den modsatte effekt, og arbejder til sidst på at gøre det til en naturlig del af identiteten.


Det gør en mand tiltrækkende, og med tiltrækningen følger sex og kærlighed helt naturligt. Pludselig nyder parret hinandens selskab, og de kommer nemt over uenigheder og misforståelser, fordi de vil hinanden.


Det er meget bedre end at køre rundt i, hvordan tingene blev sagt.


Læs mere om: Parforhold Dating

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.

Denne hjemmeside anvender cookies for at sikre dig den bedst mulige oplevelse. Læs mere